Uden for pubben på den anden side af gaden står en kvinde med en øl og en sølvtaske og råber længe efter en mand med rygsæk ovre på det andet hjørne. Jeg kan kun høre hendes stemme, ikke hans, og jeg kan ikke høre ordene. Manden forsøger at berolige hende, men uden held. Hun begynder at gå ned ad sidegaden imens hun fortsat råber, og han følger efter hende på modsatte fortov, og kort efter kommer hun tilbage og går ned ad den store vej i stedet, hvor hun træder op i en busk og nødtørftigt forsøger at skjule sig imens hun læner sig ud for at holde øje med ham.

Da jeg kigger ud igen går de begge ned ad vejen langsomt og med afstand imellem sig. Han går hen til hende og lægger armene forsigtigt omkring hende som for at aflede hendes vrede, men han prøver ikke at holde fast da hun begynder at gå igen. Jeg bliver stående et stykke tid i vinduet og venter på at de er nået langt nok væk, så går jeg ned på gaden med kameraet. Idet jeg træder ud på trappen ser jeg ræven som er på vej om i baghaven. Jeg bliver stående på afsatsen og den stopper og ser op på mig som en hund. På samme fortov som de gik ned ad kommer nu en mand og en kvinde som stopper op og begynder at kysse hinanden mens jeg går over gaden.

Det er skraldebøtten foran pubben jeg vil fotografere, fordi nogen har fyldt den med engelske flag, og en hel ranke af dem, der skulle have lokket kunder til baren, nu hænger ud over kørebanen. Det er egentlig for mørkt til at tage billeder, men jeg tænker de vil være væk når det bliver lyst igen. Inde fra pubben, som jeg troede var lukket nu, nærmer nogen sig bag min ryg. ”Det er godt,” siger en mand, ”jeg så det også godt før”. Han spørger om jeg er kunstner ligesom han selv. ”Det har allerede en titel,” siger han, ”Hopes in the bin”.

(Harry & Son in memoriam)

Jeg sidder på cafeen i huset der skal rives ned. Alle lejlighederne på etagerne er barrikaderet, og alle de andre butikker virker lukkede nu, nogle er endda blevet indhegnet, men Café Crema har trukket skodderne op igen efter påskelukningen og alt virker så normalt som det nu kan på disse kanter.

Da vi kom her første gang for nogle måneder siden, var der et opslag om at cafeen skulle være lukket forlængst, men at ingen vidste præcis hvornår det ville ske. Nu er opslaget væk, og jeg spørger ikke om noget. Jeg smiler bare lidt ekstra til de skiftende folk i baren.

Da skuespillerne i Split Britches før deres Lost Lounge spurgte om der var noget vi havde mistet eller savnede i byen, måtte jeg som den eneste sige “jeg savner bare noget at savne”, fordi alting stadig var så nyt. Men det var Café Crema jeg egentlig ville have svaret. Det føles bare lidt billigt at sige, at man savner noget, man knap har kendt, og som fra éns første møde har været under afvikling.

Men det er Café Crema jeg savner. Mere og mere for hver dag.