skrevet

Velkommen til internettet

“Det er 2011, de fleste har vel en spam-email, man kan bruge, når man skriver perfide kommentarer på blogs.”

(Promenaden)

Jeg kommer cyklende

Jeg kommer cyklende i det samme kryds som jeg plejer, og kører over for grønt, og som altid kommer der en cyklist kørende ind fra højre, selv om der er rødt for ham, og jeg holder kun halvvejs tilbage for ham, fordi det nu en gang er min ret at køre over for grønt, men det får ham ikke til at sætte farten ned som jeg havde forestillet mig det ville, han underviger mig bare med en hårsbredde og uden at se sig tilbage, eller rettere: omhyggeligt uden at få øjenkontakt, også efter at jeg højlydt, men for én gangs skyld stadig smilende, har gjort opmærksom på, at det altså var ham der skulle holde tilbage. Og hele vejen hen ad boulevarden kører vi så, han lige en anelse foran mig, imens jeg, også endnu engang, tænker på, om han mon er flov eller vred eller simpelthen bare fløjtende ligeglad, og hvad der gør mig selv mest bange – risikoen for sammenstødet, “jeg er cyklist og kan te mig som jeg vil”-mentaliteten, eller netop angsten for at kommunikere, hvordan jeg så kan vide, det er en angst.

Sidste nat med træet

Stemningen på Enghave Plads til aften var som den omkring skafottet: Nu skulle det kastanjetræ altså dø. De som råbte højst var fulderikkerne, som i årevis har opholdt sig på pladsen, og som selv er blevet gennet væk af metrobyggeriet. Og folkestemningen var i den grad imod det fåtal af aktivister, der sad og slubrede suppe dér, hvor træfældningsbilen skulle køre ind: “Go AWAY!” skreg en dame i hoved på dem, mens pressefotograferne intenst fotograferede en halvnøgen dame klædt ud som trold, der perfekt inkarnerede folkedybets billede af “aktivisten”. Imens andre argumenterede, at aktivisterne jo bare ødelagde den fest, der skulle være i morgen, og hvor “metroselskabet ville give gratis øl”. Formodentlig for nogle af de penge der har sparet ved ikke at skulle grave uden om træet. “Det ville koste en million at spare det, og i virkeligheden er det råddent og ville være dødt om to år”, fik jeg at vide af en der havde det fra direktøren for metroselskabet. En sølle million? Hvad mon de har brugt på at sprede goodwill om metroen og på at hyre vagter, træfældere osv? Historien om råddenskaben (som også er nået Politikens netsider) tager udgangspunkt i et udsagn om, at træet ikke ville kunne tåle at blive gravet op og flyttet, men altså ikke at det ikke ville kunne tåle at blive stående. Der var også meget snak om flagermusene, der efter sigende har taget bolig i træet, og af hensyn til hvem, man hellere må skynde sig at fælde det, og helst efter tusmørketid. “De tager mere hensyn til flagermusene end til os”, som en kvinde sagde. Men også hun mente i virkeligheden: “nu gider jeg altså ikke vente mere, nu vil jeg se det træ fældet i en fart, så jeg kan komme op i lejligheden”. “Farvel gamle træ”, sagde børnene, da de (og jeg) gik hjem. Heller ikke flagermusene er vist hvad de giver ud for.

Dagens ord

familiedyr

Dagens ord

lighedsmageri

Bøssegangster

Dagens ord

restlevetid

Welcome to New York

Brandmændene er joviale. “Welcome to New York” siger de, da de kommer ind i lobbyen hvor vi sidder klokken to om morgenen og stirrer på det blinkende FIRE-skilt i skabet.

“At least the tree didn’t catch fire”, siger en af dem og peger på juletræet, da de fem minutter efter kommer tilbage fra kælderen, hvor røgen kom fra.

“We got a new room, because the heating wasn’t working, but the key card is not working,” siger vi til receptionisten, da de andre gæster er gået.
“Oh, so it was because of you guys that we had a fire. I have to talk to the owners of this hotel tomorrow. To make the boiler working in the basement, they put a pile of wood beside it.”

Dagens ord

Gratis-Danmark

Dagens ord

informationsterror

Jul på Enghave Plads

På søndag tændes juletræet på Rådhuspladsen. Imens er lysene på kastanjen på Enghave Plads forlængst gået ud bag afspærringerne, og snart slukker metrobyggeriet helt for træet, som skal hugges op og blive til kunst. For nogle måneder siden faldt dets sidste kastanjer ned i hovedet på de hjelmklædte mænd og kvinder, nu afventer de vist kun det mindst spektakulære tidspunkt.

En kort stund overvejede man faktisk at plante det gamle træ om, forlyder det. “Hvis man kan bygge en Cityring, kan man vel også flytte et træ,” som eksperterne udtalte. Men det kunne det desværre ikke holde til, eftersom dele af stammen er rådden. Det var ikke omstillingsparat.

Kære Redaktion!

Jeg sender dig et digt.

Curriculum vitae. Jeg skriver digte.
Mange af mine digte, prosa og artikler i forskellige internationale
tidsskrifter. I 2003 udgav han min samling af digte.

December måned var præget for mig en stor succes.
Mine digte accepteret til offentliggørelse
i flere engelsksprogede tidsskrifter i verden.
I decembernummeret af det amerikanske
månedlige litterære tidsskrift
offentliggjort første gang mine digte på engelsk.
Siden da, udgivet mine digte i flere engelsksprogede tidsskrifter.
Du kan se på internettet.

Ved at offentliggøre mine digte var svenske.
Spansk, hollandsk, italiensk, portugisisk, brasiliansk, ungarsk
litterære tidsskrifter. I russisk mine værker
blev gjort i mange lande rundt om i verden.
Med mit arbejde kender til mange forfattere organisationer:
International Federation of russiske forfattere (Ungarn),
Den Internationale Union for Writers af New Contemporary,
russiske afdeling, ukrainske filial, den østrigske gren, osv.

Jeg vil håbe, at en så prestigefyldt magasin som din
finder lejlighed til at oversætte mine digte til udgivelse i din dagbog.

Læs venligst vers kvindelig profet.
Kan læse mine andre værker (poesi og prosa) på internettet.
I mit vers lyder rigtigt, de kaster lys
ind i det moderne samfund.
Forhøre sig om kreativitet og biografi
kvindelige profet.

Fremmede mennesker

Jeg fotograferer praktisk talt aldrig fremmede mennesker. Men i går aftes tog jeg et snigfoto af en ballerina-bobby der holdt rygepause fra turisterne, og i dag mens jeg stillede skarpt på en grøn plastikpose under nogle træer var der en mand i grøn t-shirt som cyklede ind i mit billede, og da jeg så den ekstra grønne farve i søgeren tænkte jeg, at det jo ikke kunne skade at knipse en enkelt gang mere. Straks efter lød der et brag på den anden side af træet bag mig. Det var cyklisten. Jeg ved ikke om det var min skyld, men jeg kunne ikke undgå at få det indtryk, at jeg måske havde distraheret ham. Han havde i fald ikke ikke set trappen, som ragede ud over fortovet hvor han cyklede, og nu lå han på jorden og holdt sig om sit knæ. Men han var heldigvis ikke vred, han smilede og havde faktisk ikke rigtig opmærksomhed til overs for mig. Øverst på den lille trappe sad der en ung kvinde på en bænk, og de var allerede kommet i snak.

Så begyndte det at småregne og jeg gik ind på museet. Da vi var vi kommet ud igen og sad på trappen udenfor fik jeg øje på nogle slatne gule balloner på metalhegnene på pladsen overfor og gik også over og tog billeder af dem, og bagefter af nogle røde gavebånd der var viklet rundt om hegnet. Straks jeg havde taget mine billeder begyndte en gruppe kvinder at bære det hele væk. Mens jeg gik tilbage tænkte jeg på hvor tit et billede på den måde er her og nu. Så satte jeg mig på trappen igen og indså at indstillingen på kameraet havde været helt håbløs. Og nu var ballonerne væk. Jeg gik alligevel over gaden og tog et enkelt billede mere af noget tredje, og så kom den kvinde som havde samlet de døde gule balloner sammen forbi mig med dem i hånden. I virkeligheden et meget bedre motiv, slog det mig. Men jeg kunne ikke få mig til at bede hende stoppe op.

Hopes in the bin

hopesinthebin

Uden for pubben på den anden side af gaden står en kvinde med en øl og en sølvtaske og råber længe efter en mand med rygsæk ovre på det andet hjørne. Jeg kan kun høre hendes stemme, ikke hans, og jeg kan ikke høre ordene. Manden forsøger at berolige hende, men uden held. Hun begynder at gå ned ad sidegaden imens hun fortsat råber, og han følger efter hende på modsatte fortov, og kort efter kommer hun tilbage og går ned ad den store vej i stedet, hvor hun træder op i en busk og nødtørftigt forsøger at skjule sig imens hun læner sig ud for at holde øje med ham.

Da jeg kigger ud igen går de begge ned ad vejen langsomt og med afstand imellem sig. Han går hen til hende og lægger armene forsigtigt omkring hende som for at aflede hendes vrede, men han prøver ikke at holde fast da hun begynder at gå igen. Jeg bliver stående et stykke tid i vinduet og venter på at de er nået langt nok væk, så går jeg ned på gaden med kameraet. Idet jeg træder ud på trappen ser jeg ræven som er på vej om i baghaven. Jeg bliver stående på afsatsen og den stopper og ser op på mig som en hund. På samme fortov som de gik ned ad kommer nu en mand og en kvinde som stopper op og begynder at kysse hinanden mens jeg går over gaden.

Det er skraldebøtten foran pubben jeg vil fotografere, fordi nogen har fyldt den med engelske flag, og en hel ranke af dem, der skulle have lokket kunder til baren, nu hænger ud over kørebanen. Det er egentlig for mørkt til at tage billeder, men jeg tænker de vil være væk når det bliver lyst igen. Inde fra pubben, som jeg troede var lukket nu, nærmer nogen sig bag min ryg. ”Det er godt,” siger en mand, ”jeg så det også godt før”. Han spørger om jeg er kunstner ligesom han selv. ”Det har allerede en titel,” siger han, ”Hopes in the bin”.

Café Crema

cafecrema2

Jeg sidder på cafeen i huset der skal rives ned. Alle lejlighederne på etagerne er barrikaderet, og alle de andre butikker virker lukkede nu, nogle er endda blevet indhegnet, men Café Crema har trukket skodderne op igen efter påskelukningen og alt virker så normalt som det nu kan på disse kanter.

Da vi kom her første gang for nogle måneder siden, var der et opslag om at cafeen skulle være lukket forlængst, men at ingen vidste præcis hvornår det ville ske. Nu er opslaget væk, og jeg spørger ikke om noget. Jeg smiler bare lidt ekstra til de skiftende folk i baren.

Da skuespillerne i Split Britches før deres Lost Lounge spurgte om der var noget vi havde mistet eller savnede i byen, måtte jeg som den eneste sige “jeg savner bare noget at savne”, fordi alting stadig var så nyt. Men det var Café Crema jeg egentlig ville have svaret. Det føles bare lidt billigt at sige, at man savner noget, man knap har kendt, og som fra éns første møde har været under afvikling.

Men det er Café Crema jeg savner. Mere og mere for hver dag.

Pictures

“You should come to my house and take some pictures. People are changing every day”, siger kvinden og prøver at få mig til at stoppe op. “There is a story in every picture”.

Stemmen bag mig i bussen svarer først ”Not too bad” uden større entusiasme. Og så pludselig efter en pause råber den ind i røret: ”Er det sandt?! Du er en skat! Jeg er den lykkeligste kvinde i London! Nu kan jeg tage til Jamaica!” På sædet foran griner to knægte i smug til deres far, da hun gentager det tredje gang, så hele bussen er med: ”Jeg er den lykkeligste kvinde i London!” Men hun lyder stadig ikke glad. På den anden side lykønsker en anden kvinde sin veninde på fransk. ”Hvordan føles det at være atten? Hvad skal du? Ingenting? Har du ingen penge?” Hun forsøger at trøste: ”Man behøver ikke vente til sin fødselsdag for at have brug for penge.”

Hanging out in Islington

hangingout1

Fyren her var ikke nogen dukke, men en levende mand, og han blev hængende til langt ud på aftenen. I bidende kulde.

hangingout2

Komplekset i Islington i Nord-London hedder The Market Estate, og lige om lidt er det jævnet med jorden. I gamle dage hed stedet The Copenhagen Fields, og i lang tid var det et kvægmarked, hvorfra tårnet endnu står tilbage.

themarketestate

Bare fyrre år tog det at slide bygningen ned. Som en sidste hilsen brugte en række kunstnere lejlighederne og området som ramme om installationer, udstillinger og performances på en en-dages-udstiling i lørdags.

themarketestate2

themarketestate3

Amerikanske Mary Coble og Blithe Riley tilbragte 18 dage i huset, dør om dør med de sidste udflyttere, og viste et preview på to virkelig fine flerkanalsvideoer, de nåede at få optaget: Den mest omfattende af dem var en Sisyfos-lignende flytning-fra-helvede, hvor alskens møbler, badevægte og gamle dukkehuse (fundet i kældrene under blokkene) med møje og besvær bliver slæbt op i huset – blot for at blive kastet ud over altanen. Moving in – moving out. Se mere på deres projektblog.

It is perfectly healthy to be afraid

shilpagupta

Mit yndlingsværk på The World Is Yours på Louisiana er det allerførste på udstillingen, Shilpa Guptas Flapboard, som hænger som en portal. Placeringen er selvfølgelig oplagt og flot, men desværre er den også ensbetydende med, at langt de færreste faktisk får oplevet værket, det vil sige læst det. Og de som gør, må affinde sig med at gøre det under ret umulige omstændigheder, nemlig midt i strømmen af forbipasserende samtaler, hvilket naturligvis også kan siges at være en pointe, but then again…

Signal- eller afgangstavlen er i sig selv et fascinerende tekstobjekt, som Gupta gør utroligt fin brug af ved at blande noget, der i forbifarten ligner afgangstider og destinationer, med personlig/politisk tekst: “I hear the dead travelling” som der fx pludselig står. Men teksten arbejder ikke alene med rejsekonnotationerne, den peger også på sin egen materielle forankring. Hvilket igen gør oplevelsen af tekstens indhold mere fysisk. Et øjeblik er udsagnet på displayet fuldkommen volapyk, så lader tavlen en enkel flap falde for hvert tegn, og en ny sætning falder på plads. Imens andre ord aldrig falder helt i hak, men dog stadig forbliver læsbare, hvis ikke netop i flux imellem betydninger. Ligesom cifrene glider mellem at være tider, årstal, migrations- og tabstal. Effektfuldt og poetisk.

Hvis man har lyst til at læse eller genlæse, findes selve teksten på kunstnerens hjemmeside sammen med et par bedre billeder. Men fysikken må man i så fald stadig selv tænke sig til.

Og så hedder han Petit

Der er ikke så meget at sige. Man on Wire er en smuk og enkel film, godt fortalt og klippet ind til benet. I Vester Vov Vov i lørdags svarede instruktøren James Marsh på spørgsmål efter forevisningen. Marsh har bevidst valgt at udelade alle henvisninger til 9/11. Det er slet heller nødvendigt. Filmen er som en hulform, og det er umuligt ikke at se den i lyset af, hvad der siden skete med tårnene. Ikke mindst med billederne af byggepladsen under opførelsen – en omvending i stil med Safran Foers’ flipbog til sidst i Extremely Loud and Incredibly Close, hvor den faldende mand falder tilbage i bygningen. Philippe Petit faldt ingen steder. Han lagde sig bare lidt ned.

På beløbet?

Tyverialarmen er på fra jeg træder ind til jeg går ud. Jeg prøver at udsætte at gå til kassen, for det er dér det er værst. Ekspedienterne sidder lige ud for hvor lyden kommer fra. Alles ansigter er fortrukne, men ingen kommenterer det. Ingen kan høre hvad de siger. Ingen overvejer, om det er en god idé at opholde sig i dette rum, for slet ikke at tale om at arbejde her. Alle står bare pænt i kø. Der bliver en kort pause. Ekspedienten smiler og tæller sekunderne. “Reparation”, siger han. Så hyler det igen. Jeg har ondt i ørerne resten af formiddagen.

Kommende klumme

Livet i Netto

Den flotte Bryggebro imellem Islands Brygge og den nye Havneholm er forlængst kommet på plads, og det er ikke længere nødvendigt at cykle en kæmpe omvej rundt om Fisketorvet for at tage genvejen over havnen. Hvis altså lige man har mod på at forcere denne monumentale trappe på vejen.

Bonusinfo

Apropos elektroniske bøger og at læse i badekarret (Margaret Atwood’s hovedargument imod eBøger, jvf. Jeff Gomez) annoncerede if:books i går lanceringen af en vandtæt laptop, der er “let som en svamp” og har en særlig “skimread mode”. Chris Steib udførte allerede sidste år en sammenlignende test i sit eget badekar med både fordums og nymodens læseteknologi.

Utænkelige udsagn #1

“Husk at slukke babyen før oplæsningen”

Apropos appelsiner (sådan cirka har man det, når man ikke har været til Verbale pupiller).

Dagens ord

Tekstforbryder.

En jakkeklædt cyklist med hænderne for ørerne.

Jeg var virkelig overbevist om, at hendes grønne hænder var et bundt asparges.

“Din store idiot”, råber de og cykler videre i høj fart. Resten af dagen har man deres fremmede vrede siddende i nakken.