Kunsten.nu. Et opgør med hovedstad-centrismen og (måske) med kunstanmeldelsen som vi kender den.

At blive »hele Danmarks portal til samtidskunsten«. Det er det erklærede mål for Kunsten.nu, der – blandt andet med et godt skub i ryggen fra Kunstrådet – gik i luften for en måned siden som en reinkarnation af det fire år gamle site Aarhus.nu. Århus-sitet havde dog allerede en god stund bevæget sig i retning af at blive landsdækkende, og hamskiftet var kun en logisk konsekvens. Ikke mindst i lyset af, at den hidtidige »storebror« fra hovedstaden bærer navnet Kopenhagen.

En virtuel Storebæltsbro for billedkunsten kunne man også kalde initiativet. Kunsten.nu starter ud med hele to redaktioner, en i Vest og en i Øst. Og selv om det kan virke absurd, landets lidenhed taget i betragtning, er behovet der naturligvis. Som københavner kan man sagtens sidde i sin rede og føle sig underrettet om, hvad der sker på »hjemmefronten«, uden at spekulere videre over, at éns verden oftest kun går til Valby Bakke, eller måske et par kilometer videre i samme retning, hvis der vel at mærke er fri gin-tonic-bar til åbningen. Og mon ikke også jyderne har godt af at få udvidet deres horisont?

Men det mest interessante for de kunstinteresserede må alligevel siges at være udsigten til flere kunstanmeldelser. For, som Aarhus.nu og nu altså Kunsten.nu's chefredaktør, billedkunstneren Jan Falk Borup, gør opmærksom på, er dét en genre på retræte: »I 2007 blev der kun publiceret 658 kunstanmeldelser i de større danske dagblade, hvilket er ufatteligt, når alene kunstmuseerne havde over 2,8 millioner besøgende sidste år.« Under to anmeldelser dagligt i gennemsnit – på landsplan.

Kunsten.nu er stadig kun i »beta-mode«. Det vil sige det nye site har endnu ikke fundet sin endelige form, der med tiden også skal omfatte formidlingssamarbejder med andre medier og institutioner rundt om i landet. Den nye kritiksektion, der også skal mane til debat, er kun nogle uger gammel. Men den korte og impulsive form, som kendetegner stoffet indtil videre, er et bevidst valg, kunne man forstå på chefredaktør Borup og debat- og kritikredaktør Matthias Hvass Borello, da de sammen præsenterede deres site på kunstplatformen Alt_Cph 2008 i København for nylig. Folk gider ikke læse langt på nettet, som de forklarede.

Valget er måske nok forståeligt, ikke mindst hvis (virkelig) man også mener »hele Danmark« som i »hele familien«. Men det er samtidig ærgerligt og en smule selvmodsigende, hvis man ønsker at give den skrantende kunstkritik et livgivende spark. For hvor er så forskellen i forhold til aok.dk og ibyen.dk, endsige til Kopenhagen's linde strøm af nede-på-jorden spørgsmål-og-svar-interviews og snapshot-billedreportager?

Og ikke et ondt ord om hverken pioneren Kopenhagen eller nye initiativer som den ret herlige net-tv-kanal Kunstpausen, der ugentlig sender fire minutters billeder og lyninterviews fra det københavnske kunstliv (og på charmerende vis har en tendens til at misse højdepunkterne). Det er vigtigt, ikke mindst med de mange flygtige former, der arbejdes med, at der er nogen, der prøver at registrere både værker, situationer, stemninger og oplevelser. Men så er den danske samtidskunst vel efterhånden også dækket ret godt ind, hvad angår slapstickjournalistikken. Kunstkritik er vel trods alt andet og mere.

Der er samtidig på Kunsten.nu tidspunkter, hvor det righoldige billedmateriale (heller ikke et ondt ord om det) kommer til at skurre mod de fåmælte og ikke helt dækkende beskrivelser eller tolkninger. Her besidder sitet endnu, sagt på nudansk, et vist forbedringspotentiale.

Af samme grund er det spændende, at Kunsten.nu har allieret sig med to nordiske søstersites, Konsten.net i Sverige og Kunstkritikk.no i Norge, og dannet et fælles netværk for nordiske kunstkritikere, der også blev præsenteret på Alt_Cph. De tre ret forskellige sites skal ikke blot samarbejde redaktionelt, men også diskutere netbaseret kunstkritik, blandt andet under to konferencer inden for det kommende år.

I forhold til de (også designmæssigt) funky danske aktører har det ti år gamle Konsten.net og det femårige Kunstkritikk.no begge lagt sig langt mere op ad de trykte kunsttidsskrifter, når det gælder tekstlængder og skribentambitioner.

Kunstkritikk.no blev ligefrem søsat med norske kulturrådspenge i ryggen for at »udvikle norsk kunstkritik og styrke den kritiske refleksion i norsk kunstliv«. Fordi man var sig bevidst, at kunstkritikken var endnu mere sårbar end for eksempel litteraturkritikken, fordi billedkunsten »groft sagt repræsenterer (...) et elitemarked, mens litteraturen repræsenterer et massemarked«, som det lyder i en rapport, der netop er udkommet om netstedet (og kan downloades fra kulturrad.no). Kunstkritikk.no skulle medvirke til at rekruttere og udvikle flere kritikere, hvilket rapporten fastslår i høj grad er lykkedes. Ligesom netstedet har formået at øge mangfoldigheden inden for de kunstkritiske tekster: Blandt andet fordi netmediet åbner for længere tekster end i aviserne...

Hvad det norske netsted har haft sværere ved er, meget apropos, at bryde Oslo-centrismen. Og så har man haft et gevaldigt hyr, hvad angår brugernes kommentarer. På et tidspunkt blev debatten så uciviliseret og ondsindet, at en del medarbejdere og brugere vendte sitet ryggen. Selv om redaktionen med tiden har udviklet bedre redskaber til at moderere kommentarerne, kan det stadig godt koste nattesøvn, som redaktør og projektleder Ketil Nergaard røbede under præsentationen i København. Omvendt er det også brugernes indblanding, der giver den netbaserede kritik sin måske største force og fornyer anmelderens rolle mest gennemgribende.

Nergaards eget eksempel er Jon Refsdal Moes anmeldelse af en designudstilling om – eller rettere: for – hjemløse. Teksten førte med tiden til, at læserne og skribenten i kommentarfeltet i fællesskab gennemførte et helt nyt aktivistisk design/kunst-projekt – i tekst og billeder og videre ude i verden. De endte med sammen at gå i Ikea og indkøbe 60 ståltrådskurve og montere dem på lygtepæle rundt om i Oslo med små specialdesignede skilte på, for at få folk til at aflevere deres tomme flasker til de hjemløse i stedet for at smide dem i skraldespanden. Interaktiv kunstkritik.

For tiden overvejer det norske kulturråd, om Kunstkritikk.no skal få lov at blive i den varme stue eller selv blive hjemløs. Forhåbentlig det første, også for den danske kunstscenes skyld.

Bragt i Weekendavisen #41, 10.-17. oktober 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet