Præmieret af Statens Kunstfond

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur har præmieret Træmuseet som en ud af ti udgivelser i 2018:

“Det er fristende at påstå, at man, når man læser C. Y. Frostholms monstrum af en bog, Træmuseet, må besinde sig på træernes egen tid. Så uforstyrret og uoverkommelig kan den forekomme én. Der er træerne, som han rejser efter og langsomt, langsomt lærer at kende, så er der digterne og deres steder, i særdeleshed Fernando Pessoa og Lissabon, som bogen også er en studie af; der er fotografierne, som fortæller deres egen historie, og endelig er der rejsen og den rejsende, som krydser sine spor.

Bogen er ufortrødent melankolsk i stil med sit forbillede Pessoas Rastløshedens bog, og vel også med træerne, der bare står der i deres tavse mange hundredårige træensomhed, men den indeholder også beskrivelser af møder med mennesker, steder og … træer. Den er alt for skruet og afdæmpet til at være et økologisk manifest, men efterhånden, som man får læst sig igennem de mange sider, sætter der sig ikke desto mindre en fornemmelse for naturens organismer i kødet på én.”

Se alle udtalelser.