Rohr Gregersen om Træmuseet

Denne bog, der udkommer i dag, er den bedste og vigtigste bog, du kommer til at læse i år. Den urbane botaniker, Christian Yde Frostholm, læser bøger, byer og træer. Han samler blade og citater og viser dem generøst frem til læseren. På den måde er Træmuseet ikke kun skrevet af Frostholm, men er et smukt resultat af sym-poiesis (som Haraway måske ville sige), af en art kollektiv skabelse. Træmuseet er et udvidet herbarium, en notesbog, en skitsebog, et opslagsværk, en essaysamling, en rejsedagbog, en citatsamling, et bibliotek, en botanisk have, en skov af løse blade, sansninger og erindringer, der hele tiden forgrener sig. Frostholm strejfer rundt, farer vild, nogle gange rastløs og urolig, andre gange langsomt og dvælende, men altid med træerne som midtpunkt, som “en slags kompasrose”, som han skriver. Det er en bog fuld af bevægelse og sansninger, fuld af omsorg, melankoli, klogskab og kærlighed. Det er en bog, der handler om at se og om at finde det rette sprog, men også om sansernes og sprogets utilstrækkelighed. Ikke desto mindre gør Træmuseet dig klogere på livet, litteraturen og ikke mindst træerne og alle de andre mærkværdige skabninger, der bebor den verden, der ikke kun er vores. Jeg vil opholde mig i denne bog længe.”

– Martin Rohr Gregersen, Facebook 14/9/18

Kommentér