‘Paris en brugsanvisning’

Paris en brugsanvisning i 4. oplag

Paris en brugsanvisning nu i 4. oplag med nyt omslag. Grafisk formgivning: Lasse Krog Møller. Mød bogen og forlaget *[asterisk] til Lille Bogdag. Og forfatteren om søndagen kl. 15, hvor jeg læser op. Læs mere om bogen her.

Schnack om Paris

“Jeg kom hjem i fredags med C.Y. Frostholms Træmuseet – en af de vigtigste bøger i den øjeblikkelige samtid, har jeg fornemmelsen af – men så fandt jeg lige samme forfatters ”Paris en brugsanvisning” (2013) frem, og så kunne jeg ikke lade være med at læse lidt i den, eller med andre ord: at genlæse den. Det er klart en fordel, hvis man har været i Paris. Men ellers er man der sådan set, mens man læser i bogen, der er lige så god som for fem år siden. Det er en mosaik, en collage, men egentlig først og fremmest en helhed, flerstemmig, men – og det er det særegne – med én stemme, nemlig forfatterens (trods citater og henvisninger på hver eneste side). Jeg elsker den bog. (Om ”Træmuseet” senere).”

– Asger Schnack på Facebook, 17/9/18

Paris et appendiks

C.Y. Frostholm: Paris et appendiks (Dansknoter #2, juni 2018,“Teksten i midten”).

Paris et appendiks

Paris et appendiks (2017), montreinstallation.

Udstillingen Alle vores ting, kurateret af Tomas Lagermand Lundme og Gertrud With. Bakkehuset, Frederiksberg, 4. november 2017-11. marts 2018.

Læs mere →

Alle vores ting

Jeg deltager på ALLE VORES TING i Bakkehuset med et lille vedhæng til Paris. Udstillingen er kurateret af Tomas Lagermand Lundme og Gertrud With. De øvrige udstillere er Merete Pryds Helle, Toni Larsen, Tomas Lagermand Lundme, Ursula Andkjær Olsen, Jytte Rex, Amalie Smith, Morten Søndergaard, Svends Bibliotek. Ferniseringen er på fredag 3/11 kl. 16-18.

Torsdag 25. januar 2018 deltager jeg i en Litterær salon.

3. oplag

Paris en brugsanvisning udkom første gang i 2013, som bind 2 i serien The Piccadilly Expedition Company. I 2014 blev bogen nomineret til både Montanas Litteraturpris og Bukdahls Bet.

Paris en brugsanvisning har været udsolgt fra forlaget i længere tid. Nu foreligger bogen i 3. oplag. Den fås hos Forlaget * [asterisk], Random Gardens eller via boghandlerne. Samtidig er den også igen tilgængelig som ebog.

Læs mere.

Bisballeprisen 2016

bisballe1

Jeg er den glade modtager af Bisballeprisen 2016, der blev overrakt 6. december på Fabrikken for Kunst og Design med taler af Lilian Munk Rösing fra priskomiteen og Bettina Bisballe Burrell, formand for Bisballefonden.

Lilian Munk Rösing motiverede bl.a. sin indstilling således: “I C. Y. Frostholms værk finder man en lige så afdæmpet som insisterende afsøgning af steder og tidslag i et præcist poetisk sprog, ofte i samspil med fotografier. CYF er på sporet af det efterladte, dels efterladte genstande, som iagttages opmærksomt gennem sprogets eller kameraets linse, dels det som historien og stedernes tidligere digtere har efterladt sig. I Paris en brugsanvisning formulerer CYF sin poetik med et citat fra den franske forfatter Georges Perec: Man skal skrive om “det banale, det dagligdags, det åbenlyse, det fælles, det ordinære, det infra-ordinære, baggrundsstøjen, det sædvanlige.” CYF er det infraordinæres digter. Med en sprød præcision i blik og sprogtone leverer han portrætter af tid og sted netop ved at fokusere på det, som ikke er værd at skrive hjem om.”

Konceptdigtningens muligheder

En aften med Jacques Jouet, Martin Larsen og C. Y. Frostholm. Torsdag 23. april kl. 19.30 på Godsbanen, Vogn 1, Aarhus (Facebook-event).

Den franske konceptdigter Jacques Jouet er i byen, og i den forbindelse inviterer Aarhus Litteraturcenter til en aften i konceptdigtningens tegn. Jouet er medlem af gruppen Oulipo – en samling af digtere og matematikere, der leger med sprogets strukturer på spændende og sjove måder.

På scenen får Jouet selskab af de to danske digtere Martin Larsen og C. Y. Frostholm, som begge har arbejdet konceptuelt med udgangspunkt i nogle af de samme metoder som Jouet. Aftenen består først af oplæsninger fra de tre forfattere efterfulgt af en samtale om konceptuel digtning, Oulipo og forholdet til Paris.

Det marginales geografi

“C. Y. Frostholm er også litterær turist i den Montana-prisnominerede Paris – En Brugsanvisning (2013), eller i hvert fald i princippet: faktisk kender han Paris så godt, at det er svært at blive overrasket. Løsningen bliver at fjerne blikket væk fra monumenter og seværdigheder. Med hjælp af benspænd hentet fra den franske forfatter Georges Perecs forfatterskab, begynder Frostholm at opdage stedets undseelige og tilsyneladende ubetydelige attraktioner. Reglerne, han henter fra Perec, fordrer blandt andet, at han skal »læse, hvad der står skrevet på gaden« og »tvinge sig selv til at skrive det, som ikke har nogen interesse, det mest åbenlyse, det simple, det mest kedelige«.

Det bliver til en fragmentarisk guidebog, hvor detaljen blæses op: et sted får forfatteren skældud af en franskmand for at fotografere et klistermærke. »Mais il n’y a rien!«, udbryder den ophidsede pariser, »der er jo ingenting!« Det var en af Perecs mærkesager, at litteraturen skulle få øjnene op for det infraordinære – alt det, der er så almindeligt og så indbygget en del af hverdagen, at det næsten bliver usynligt. Som de mange telefonbokse, Frostholm fotograferer, der nu tjener som boliger for hjemløse. Det infraordinære bliver en nøgle, der åbner stedet på en ny måde og afslører, hvor mange mærkværdige fortællinger, der folder sig ud for øjnene af en. Samtidig bliver det paradoksalt nok sværere at få øje på Paris i bogen, jo mere close-up stedet betragtes: Byen er lige så sær og detaljerig som enhver anden storby på jorden.”

Elisabeth Skou Pedersen: Litteraturen genfinder verdens hemmelige hjørner (Information 16/1/15)

Paris i nyt oplag

IMG_1673re

Paris en brugsanvisning – nu i 2. oplag. Læs mere om mulighederne for at anskaffe et eksemplar. Kan f.eks. bestilles online med fri forsendelse – senest 21/12, hvis du skal bruge den inden jul.

Læsehjørner

Christian Yde Frostholm_besk

Der er folk der læser gående, der er ikke mange, men nogen er der (2014)

Kuffert med bogen Paris en brugsanvisning samt tilhørende fotografier, en fotokopi fra Georges Perecs Tentative d’épuisement d’un lieu parisien og et billede af forfatteren, to Paris-kort, en håndfuld metrobilletter fra forskellige tider, en paraply, en pandelampe og en kuffert-mærkat med illustration tegnet af Lasse Krog Møller, der også har designet Paris en brugsanvisning.

Udstillingen Læsehjørner, TYS, København, december 2014.

Læs mere →

Nomineret til Montanas Litteraturpris

ffmontana0065

Paris en brugsanvisning er nomineret til Montanas Litteraturpris 2014. Og er i godt selskab.

“C. Y. Frostholm har skrevet en forbilledlig optegnelse og rejsebog om Paris, en tekst – fotografier er en del af den – man kan læse og bruge, dels som en guide til et litterært ophold i Byernes By, men også som indføring i og anbefaling af Georges Perecs forfatterskab, som CYF citerer generøst og også låner metode fra.”
“Man får simpelthen lyst til at læse af bogen, Perec og Brainard i særdeleshed, men litteratur i det hele taget, bogen demonstrerer et litterært blik på verden, at man kan leve med og i litteratur. Og så får man virkelig rejselyst, man vil af sted til Paris, med denne bog i lommen.” (Mads Eslund)

Oplæsningsarrangement hos Montana torsdag 19/11 kl. 19.

Litteratur inter artes

Jeg deltager 5.-9. august som forfatter sammen med Marie Silkeberg (SE), Paal Helge Haugen og Lars Amund Vaage (NO) ved International Association of Scandinavian Studies’ 30. studiekonference, der har temaet Litteratur inter artes, på Universitetet i Agder, Kristiansand, Norge. Fredag 8. august optræder jeg med en visuel oplæsning af Paris en brugsanvisning.

Nomineret til Bukdahls Bet 2014

Paris en brugsanvisning er nomineret til Bukdahls Bet – Den smalle litteraturpris 2014.

En turistens ven

“Christian Yde Frostholm har skrevet en bog om Paris, der er lige så super smal, som den er vedkommende og bred – hvis læseren vel at mærke tør engagere sig i den.”

“Bogen er en rejse, en guide, en turistens ven. Den inviterer til et blik på Paris fritaget for de evigt samme historiske monumenter, fortællinger, tårne, stålkonstruktioner og creme-hvide politiske bygninger. Vi oplever det almindelige Paris, og vi oplever franskmændene i al fordom og fascination, men det gør ikke det kedelige kedeligt. Nej, tværtimod.”

“Frostholm giver os i Paris en brugsanvisning en metode til at bruge opmærksomheden; at opleve og fare vild i al hverdagsligheden i Paris’ gader og se den hverdag, vi måske undsiger os selv. Men der ligger også et etisk perspektiv i Frostholms bog, som leveres legende og poetisk, men også melankolsk. Det er i hverdagen, vi bor; det er herind, vi fødes. Her erstattes ting langsomt og ofte usynligt af nye ting, mennesker af andre mennesker, og erfaringer af nye erfaringer.”

Tue Løkkegaard anmelder Paris en brugsanvisning i Atlas Magasin.

Lektørudtalelse

Frostholm, Christian Yde: Paris en brugsanvisning / forfatter: Christian Yde Frostholm. – Forlaget * (asterisk). – Ca. 90 sider. – (The Piccadilly Expedition Company; 2). – DK 99.4 Frostholm, Christian Yde

Anvendelse/målgruppe/niveau
En meget utraditionel og absolut smal rejsebog, der henvender sig til Frostholms publikum, Paris-kendere og frankofile Georges Perec-kendere, man skal ikke forvente en rejseguide i traditionel forstand, men et stemningsskabende billede af steder, besøgt i 1970 [1] og 2013.

Beskrivelse
Den lille bog udkommer som én ud af ialt 6 i rejsebogsserien The Picadilly Expedition Company udgivet af forlaget Asterisk, præsenteret på Sydhavn Station. Frostholms bog relaterer til den fransk-jødiske forfatter, der døde i 1982, bl.a. til hans største værk Livet – en brugsanvisning, og til Perecs store projekt “Stederne”, hvor han registrerede forskellige steder i Paris, her er det en sammenligning mellem Frostholms ophold i Paris i 1970erne [2] og de samme steder set i 2013. Han iagttager folk og lytter, går i gaderne, fotograferer sære ting som et glemt køkkenelement, en række telefonbokse og hjemløses sovesteder. Alt nedfældet i små brudstykker, der tilsammen giver en lidt nedslidt pariserstemning.

Sammenligning
Perec udvalgte 12 parisiske steder, som havde betydet noget for ham og beskrev disse på mange forskellige måder. Frostholm er inspireret af denne metode, dog i meget mindre format. Man bliver selvfølgelig også mindet om Marcel Proust. Amalie Laulund Trudsø har med sin Koordinater beskrevet en række københavnske steder mere personligt udfoldet end denne.

Samlet konklusion
En smal og minimalistisk udgivelse der har bud til litterært interesserede frankofile.

Jette Landberg

[1+2] Perecs beskrivelser stammer fra 1960-70’erne, bogens forfatters Paris-erindringer fra 1990’erne. /CYF

Vi er rejsende i tid og rum

“Christian Yde Frostholm er som nævnt også billedkunstner, og hans fotografiske arbejder er kongeniale med den måde, han skriver på. Han har øje for det oversete, det tilfældigt efterladte, der i sig selv kan rumme en historie eller bare etablere forunderlige visuelle korrespondancer. En kædelås på et stakit, der ligner en hånd, der klynger sig fast, en skrift på en mur, og så selvfølgelig de efterladte telefonbokse.”

Paris en brugsanvisning giver lyst til fluks at rejse i sine egne spor og sætte nye i byernes by, og den giver ikke mindst lyst til at læse mere af George Perec (…).”

Mai Misfeldt anmelder Paris en brugsanvisning i Kristeligt Dagblad (kræver abonnement).

De griller i blodbanken

“Christian Yde Frostholms minutiøst henrivende Paris en brugsanvisning, i al koncept-beskedenhed et nyt hovedværk i et forfatterskab, der gennem 00erne og 10erne igen og igen har overrumplet forfinet.”

Lars Bukdahl, Weekendavisen 7/2/14 (klik for at se større)

Billeder fra releasen/udstillingen

The Piccadilly Expedition Company 1-6

The Piccadilly Exhibition Company #5

Søren Loses bidrag (detalje)

C Y Frostholm: Espaces inutiles (2013), fotoinstallation, 33 parisiske telefonbokse.

Fotos: Sydhavn Station – se/læs mere her. Udstillingen kan ses torsdag-søndag kl. 13-17 indtil 5. januar (dog lukket 26/12).

Paris en brugsanvisning

C. Y. Frostholm: Paris en brugsanvisning
The Piccadilly Expedition Company 2
Prosa og fotografi
96 s. ill. farver.
forlaget * [asterisk] 2013 (4. opl., 2022)
Grafisk formgivning: Lasse Krog Møller
Ebogsudgave: Random Gardens (fx Academic Books, Politiken Books og Saxo)

Læs/se de første siderKøb bogen

Læs mere →

The Piccadilly Expedition Company

Se også Facebook