Turbo på ordet

turbo_treskærme

Christian Yde Frostholm: Turbo på ordet
Museet for Samtidskunst (2004)
Installation på udstillingen PERformer HØJHOLT.

Flashanimation i tre spor afspillet på tre eMac-computere. Tekster: Per Højholt: Turbo (1968), +1 (1969) og Punkter (1971). Lydside: Turbo – en spacefiction (1969).

Turbo på ordet blev også vist i 2005 på Audiatur – festival for ny poesi i Bergen og i 2006 på Roskilde Bibliotek og Roskilde Universitetsbibliotek. Siden 2016 har Turbo-sporet været tilgængeligt online som video.


turbo_enskærm

 

turbo4a

turbo4b

turbo4c

 

TURBO PÅ ORDET

Turbo på ordet tager udgangspunkt i tre af Per Højholts værker fra sidst i tresserne, Turbo, Punkter og +1, med Turbo i forgrunden. Tre bøger og bogobjekter, der rummer hver sin visuelle tilgang til poesien og sproget i det hele taget, helt konkret. Punkter ved at være trykt med hvidt på gennemsigtig plastik for eksempel og ved have spiralryg, som gør, at det ikke er muligt at afgøre, hvor den starter og slutter. +1 ved i lige så høj grad at være et billedhæfte med ordbilleder, skrevet med skrivemaskine: mosaikker og mønstre, som ofte (ligesom Punkters gennemsigtighed) sætter læsbarheden og meningen på en hård prøve.

Turbo er den mest komplekse og komponerede af bøgerne. Ligesom de to andre arbejder den med faste formmæssige rammer for den enkelte tekst – digtlinjernes længde er betinget af sidebredden, om så det skal kræve nogle forkortelser og udeladte ord undervejs. Sammentrængninger, udfald, støj, grafiske forvrængninger og slåfejl er overalt afgørende virkemidler, for ikke at sige lige så betydningsfulde som ordenes mening:

og her forsvinder ,,her” og “ses”, “igennem” og
“teksten”, “og” og “ud” eller er det “ind” der
“forsvinder” her, “noget” mangler i hvert fld

(Punkter)

Ordene er ikke bare gennemsigtige redskaber til at sige noget med, de er selv tekstens genstande, skulpturelle brikker, der rokeres rundt og indtager nye positurer – oftest for fuld turbo. Hvis man skal “filmatisere” litteratur af den slags, er man nødt til at sætte ordene i hovedrollerne. “henry” er sådan et ord og jo netop ikke nogen person. Det er ordet “henry”, der kommer ind fra venstre og bevæger sig – nøjagtig som øjet – hen over siden: “henry” er et ord, der bliver læst – med øjet.

Jeg har forsøgt at tage Højholt på ordet ved at indføje bevægelsen som element i de tre af hans bøger – ved virkelig at lade henry gå turen – og ved at lægge vægten på brugen af repetition: “vi hviler i i talløse gentagelser”.

Jeg blev stærkt hjulpet på vej af lydværket Turbo – en space fiction, der rummer forfatterens oplæsning af det meste af bogen. Turbo-pladen sætter beatet. Og samtidig mødes så de to væsentlige sider af Højholts forfatterskab: ordenes lyd og billede.

Christian Yde Frostholm, juni 2004
turbo2

turbo3

turbo7

Kommentér