Memento mori. Gør din død lidt lettere for de andre.

FOR et par måneder siden, mens den yderst effektive »Tag stilling nu«-kampagne kørte på sit højeste, fik jeg langt om længe taget mig sammen. Som en god del andre mennesker fik jeg besøgt sitet og én gang for alle registreret min beslutning om, at mine organer står til fri disposition, den dag jeg selv lukker ned. Og eftersom jeg i forvejen var i besiddelse af en digital signatur, var det alt sammen overraskende hurtigt overstået. Det tog mig blot et par minutter at logge mig ind, tilmelde mig Donorregistret, sætte mine krydser og lukke vinduet igen. Så var den sag ordnet.

Ja, jeg blev faktisk næsten skuffet, eller bare sådan lidt sjov til mode. Principielt synes jeg jo, det er genialt, at den slags kan ordnes med et par tastetryk og museklik. Og jeg er også ret enig i den lov, det netop er lykkedes Pia Christmas-Møller at skaffe flertal til efter hendes udmelding for nylig om, om at det er en beslutning, vi lige så godt alle sammen kan tvinges til at tage – på et vist tidspunkt i livet – hvorefter vi naturligvis skal kunne ændre den senere hen igen. Men al min velvilje til trods havde jeg åbenbart en forventning om, ja, hvad i virkeligheden? En mere omstændelig proces? En form for dvælen eller ligefrem andagt? Det var jo trods alt en, om ikke svær, så i hvert fald afgørende beslutning. Det er ligesom ikke det samme at sætte sin underskrift rent elektronisk, klik, og så sidenhen fortælle til ens nærmeste at: nå, nu har jeg været inde og »donere mine organer«, er det okay med dig?

I mellemtiden fik jeg så døden lidt tættere ind på livet: min gamle far gik bort. Og han havde været så forbilledligt betænksom over for os andre, at han på et tidspunkt havde sat sig og skrevet på et ark papir, hvad der skulle ske den dag, han pludselig ikke var her længere: hvor han ønskede at blive begravet, og ikke mindst hvordan han forestillede sig, det skulle foregå. Hvilken lettelse, når et sådant dokument dukker op.

Jeg havde allerede for nogle år tilbage fulgt processen ved et andet dødsfald, da en god veninde pludselig mistede sin mor og stod alene tilbage med alle beslutningerne, som naturligvis var alt andet end nemme og til tider temmelig abstrakte. Hvordan bestemmer man noget på vegne af nogen, som ikke længere er der? Dengang udtænkte hun og jeg i fællesskab et »kit«: et ringbind à la dem, man præsenteres for hos bedemanden, med diverse kistemodeller og blomsteropsatser og så videre. En mappe med alle den slags valg, det er svært at lade være med at komme til at le over dér midt i sorgen, fordi det altså er så grotesk. Beslutninger, som vi selv må sørge for at få taget i tide, tænkte vi, så vi ikke belemrer andre med dem. Lad os da få sat det i system.

Nu ser jeg så, at der naturligvis allerede findes tiltag til den slags kit. Landsforeningen Liv & Død har formularen Min Sidste Vilje, som kan udfyldes online, og som i modsætning til et testamente bliver åbnet før begravelsen. Tusindvis af mennesker har gjort det, og ifølge foreningen har folderens tilstedeværelse på nettet fået folk helt ned i tyverne til at tage stilling og lade deres ønsker registrere centralt.

Minsidstevilje.dk er nogenlunde nem at gå til, men kunne sagtens rumme flere forklaringer undervejs. Og nej, der er ikke visuelle eksempler eller priser, så der er stadig mange detaljer overladt til de andre, og det er stadig ikke svært at finde en undskyldning for at udskyde beslutningerne. Men får man taget bare nogle af dem, kan man til gengæld når som helst opdatere dokumentet og indsende det på ny.

Som det også fremgår af Liv & Døds undersøgelse med den næsten lidt for velklingende titel »Dødskvalitet«, er et af de største problemer, når man ligger for døden i Danmark, tabuiseringen. Selv blandt ens nærmeste virker det upassende at bringe emnet på banen, hvilket naturligvis også er medvirkende til, at vi ikke lige får talt om tingene i tide.

Måske det simpelthen bare er den samme berøringsangst, der gør, at vi kan opleve nettet som et »upassende« rum for den slags ting? Ligesom jeg også selv gjorde i en anden sammenhæng, nemlig da jeg foranlediget af en avisomtale for nylig fik forvildet mig ind på Facebook-profilen for en afdød dansk soldat. Siden, der lå vidt åben for alle, rummede både statusopdateringer og hilsener fra den afdøde helt op til den skæbnesvangre hændelse og beskeder til vedkommende fra både før og efter hans bortgang. Ja, den havde gradvis forvandlet sig til en kondolencebog, mere eller mindre holdt i den vanlige kække Facebook-tone. Mærkeligt, tænkte jeg. Men jo også menneskeligt, og af-tabuiserende på sin egen måde. Dette rum er jo ikke mindre virkeligt, end at det er en dagligdags kontaktflade for utrolig mange. Hvorfor skulle dette ikke være et brugbart og legitimt sted at forsøge at begribe tabet og dele det med andre? Man kan ikke »sørge på nettet«, vil nogle nok indvende. Men hvad vil det egentlig sige at sørge, hvis ikke i det daglige? Og hvor stor er egentlig forskellen på at gøre noget »på nettet« i forhold til så mange andre steder? Ja, det ved folk vel selv bedst.

Andre igen bruger websites, der decideret er indrettet til at sørge og mindes. De fleste har til formål at kommunikere blandt de efterladte, såvel som at efterlade hilsener til den afdøde. På MyDeathspace.com – der koncentrerer sig om eks-Myspace-brugere, hvoraf størsteparten er omkommet i meningsløse trafikulykker, misbrug eller selvmord – gribes sagen en anelse makabert an, om end ikke ligefrem dødsforherligende, hvilket man kunne have frygtet. Andre individuelle mindesites er snarere bare lidt kitschede.

Mange amatører, også herhjemme, arbejder desuden på at kortlægge og digitalisere vores kirkegårde. På det omfattende amerikanske site Find A Grave kan man søge blandt 23 millioner kendte og ukendte og se billeder af dem og deres gravsteder, og man kan »lægge en blomst« (for eksempel en glad dansende rose), på éns nærmestes eller – hvorfor ikke? – Christian IV’s »grav«. Præcis hvad der driver folk til dette, kan jeg ikke helt gennemskue, men det er populært, og heller ikke uden en vis underholdningsværdi, hvad end den så må kaldes livs- eller dødsbekræftende. Et lille gib gav det dog i mig, da jeg fik øje på Google-annoncerne øverst på siden: »Større & Pænere Bryster?«, »Kvalitet til tiden – grave- og kloakarbejde«, »Ground Penetrating Radar«.
 

Bragt i Weekendavisen #25, 20.-26. juni 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet