 | | | |
 | ||||||||||
 |  | |||||||||
 |  | |||||||||
| | | | | | | | | | |
We Tell Stories. Der er altid mindst to veje gennem en historie.
NÅR det handler om at afsøge hvilke nye muligheder, internettet kan tilbyde litteraturen, må det britiske forlag Penguin nok siges være på forkant. Få er gået så gennemført til værks, både hvad angår nye fortælleformer og kreativ markedsføring.
I marts 2007 var jeg en fascineret læser af wikiromanen A Million Penguins og forsøgte optimistisk at holde trit med de hen ved 1.500 forfattere rundt om i verden, der sad og broderede videre på historien mere eller mindre samtidigt. Og her et år efter har jeg nu siddet med Sherlock Holmes-hatten på og løst mysterier, mens jeg utålmodigt ventede på den sjette og sidste digitale fortælling i opfølgeren, We Tell Stories.
Ligesom den kollektive og vidtforgrenede wikiroman fra i fjor, har de nye digitale fortællinger åbenbaret sig gradvis over seks uger, men det er næsten også det eneste, de to projekter har til fælles. We Tell Stories er nærmest anti-wiki. De seks medvirkende forfattere er ikke glade amatører, men tværtimod håndplukkede forfattere, som alle for længst har haft deres gennembrud på tryk (på Penguin). Fortællingerne er stramt komponerede, og de præsenteres elegant side om side, som de afrundede værker de er.
Historierne, der nu altså er samlet tilgængelige, er vidt forskellige, men har én ting til fælles: de er »web-indfødte« – det vil sige, at de er fortalt, som man kun kan fortælle en historie på internettet. Hver af dem tager desuden udgangspunkt i en allerede eksisterende litterær klassiker (fra Penguins eget klassikerbibliotek selvfølgelig). Krimiforfatteren Charles Cumming har således hentet inspiration fra John Buchans spionfortælling De 39 trin til sin digitale fortælling 21 Steps. Scenen er Google Maps: »Jeg var den forkerte mand på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,« lyder indgangsreplikken i en Google-»taleboble« svævende over St. Pancras-banegården i det nordlige London. Vi har allerede bevæget os med en blå streg det korte stykke fra fortællerens lejlighed derhen, og blot nogle bobler længere inde på banegården er handlingen allerede godt i gang. En ukendt mand med et skudsår i maven falder døende om for fødderne af hovedpersonen Rick og rækker ham en memorystick med ordene: »De kender dig.« Flugten er skudt i gang. Skridt for skridt, satellitbillede for satellitbillede, følger vi fortællingen fra centrum til Heathrow Lufthavn og videre herfra til Edinburgh for siden at se Rick vågne op på en ukendt strandbred et sted, som om vi hang i en helikopter og udspionerede ham. Historien er enkel, men det at den »indskrives i verden« – eller i det mindste på et kortbillede af den – og at vi selv skal foretage bevægelserne, giver den en forførende ekstra dimension.
Det er heller ikke for ingenting, at forlaget har bedt Dan og Adrian Hon om at føre de seks digitale fiktioner ud i livet, samt flette dem ind i virkeligheden. Hon-brødrene er nemlig specialister i genren Alternate Reality Game: spilfortællinger, som bruger den virkelige verden som platform. Og de var også medskabere af den omsiggribende og komplekse fysisk-virtuelle skattejagt Perplex City, som løb over flere år.
Spredt rundt omkring i de seks fortællinger rummer We Tell Stories adskillige gåder og skjulte lag, der blandt andet omfatter en meget sjælden (for ikke at sige fiktiv) bog, som nogen har sat til salg (i virkeligheden altså), og en hemmelig syvende historie (et helt andet sted på internettet), der meget passende omhandler en bogelskende Alice og hendes magiske spejl. Sporene dertil findes ikke mindst i Toby Litts bidrag Slice, inspireret af M.R. James’ spøgelseshistorie The Haunted Doll’s House. Fortællingen blev ikke lagt på Penguin-sitet på én gang, men voksede frem over fire døgn på to parallelle blogs tilhørende henholdsvis hovedpersonen, den utilpassede Lisa/Slice, og hendes bekymrede forældre. Og læserne kunne også maile til personerne, ligesom de kunne abonnere på brudstykker, der løbende blev transmitteret som sms-statusbeskeder via Twitter.com. Alt sammen ganske spooky. Hele historien skal man dog aldrig regne med at få.
Det samme er tilfældet i mordhistorien Your Place and Mine, skrevet af pseudonymet Nicci French, parret Nicci Gerrard og Sean French, som de angiveligt skrev frem for åben computerskærm over fem dage som ren improvisation. En mand og en kvinde giver hver sin noget forskellige version af en kærlighedshistorie, der fører til den enes død. Men mordet sker mellem linjerne.
Kendetegnende er det generelt, at læseren i stedet for at få lagt brikkerne selv må lægge dem – og her er detektivhistorien naturligvis særlig velegnet. Men brikkerne er heller ikke altid er fuldtallige, eller de danner måske mere end ét billede. Hvis den slags er dårligt udført, kan det selvfølgelig være temmelig kedsomligt, men er det derimod stramt og gennemført som i dette tilfælde, kan det være præcis de sprækker, der slipper læserens fantasi ind, og uhyggen.
Man behøver heller ikke selv fare fuldkommen vild for at kunne få udbytte af at læse en labyrintisk fortælling. I alt fald ikke i den sjette og sidste fortælling i rækken, The (Former) General In His Labyrinth af Mohsin Hamid (forfatteren til Den modvillige fundamentalist). Uhyre simpelt, men stadig elegant vælger man sin krogede vej igennem den lille poetiske historie, imens man kan overskue sin rute på et lille medbragt kort. Alene det, at historien fortælles ved hjælp af rum – med barndomserindringerne som én fløj af bygningen og alderdommen som en anden – føjer noget betydningsfuldt til ordene. Det rumlige og så selvfølgelig rækkefølgen, for »there is always at least two ways to tell a story.« Hamids fortælling tager udgangspunkt i 1001 nat, og her mere end i nogen af de andre fem historier drømmer jeg stadig om, at der skulle skjule sig bare én historie mere et sted.
Bragt i Weekendavisen #17, 25. april 2008