Cyborgetik. En film og et temasite om stimulerende kæledyr med og uden pels.

Selv flere uger efter at jeg så den, har jeg stadig Phie Ambos dokumentar Mechanical Love siddende i huden. Filmen, der handler om forholdet mellem mennesker og robotter, og som for tiden turnerer med DOX-ON-WHEELS, er usædvanligt rørende og forstyrrende.

Dens fascinerende hovedpersoner deler det samme dobbeltblik: de ved rationelt én ting, men de føler og handler ikke helt derefter. Gamle tyske Frau Körner udstyres af plejehjemmet med en såkaldt lindrende eller terapeutisk babysæl-robot, som blinker med øjnene, hyler hjerteskærende og besvarer hendes kærtegn. Hun er – sin situation til trods – udmærket klar over, at Paro er en maskine. Hun knytter sig bare alligevel til den, som var den et spædbarn. En tilsvarende Paro-sæl bliver også den praktiske erstatning for den hund af kød og blod, som det pensionerede japanske ægtepar må lade aflive. Men straks efter har de bekymringen, om sælen nu får nok at »spise« (den får strøm via en »sut«), og hvor længe den vil »leve« (filmklippene ligger på mechanicallove.com). Paro er både-og.

Selv en af de førende japanske robotforskere, Hiroshi Ishiguro, kan blive forvirret. Ishiguro har skabt en skræmmende tro kopi af sig selv, som han kan fjernstyre over internettet. Og han »mærker« de andres næsten-erotiske berøring af hans tvilling eller »gemenoide«, hvilket får ham til at føle sig lidt splittet. Men forvirringen er i hans øjne blot et positivt tegn på, at robotten opfylder sit mål. Den rummer nok »menneskeligt nærvær« til, at både han selv og hans medarbejdere – selv om de burde vide bedre – reagerer på den »som et menneske«. Den eneste (jeg havde nær sagt fornuftige), der ikke køber ideen om hans stedfortræder, er hans egen datter. Hun tvinges mere eller mindre overgrebsagtigt til at møde og berøre robotten, og siden også til at tage stilling til, hvilken »far«, hun foretrækker. Hun nægter hårdnakket at tage dukken alvorligt.

Det umiddelbare efterbillede af filmen Mechanical Love er mest af alt menneskenes omgangsformer. Problemet er ikke robotterne, men personernes isolation og ensomhed, og ikke kun de gamles. Professor Ishiguro siger – med eller uden et glimt i øjet – at konen og han i virkeligheden ikke har den store interaktion, og at hun med fordel kunne nøjes med hans robot-alter ego. Imens menneskene på plejehjemmet omkring Frau Körner nærmest begynder at behandle hende som en alien, fordi hun har kastet sin kærlighed på et kunstigt i stedet for et ægte dyr (ingen havde formodentlig blinket, hvis det havde været en potteplante).

Men ærligt talt – har vi ikke allerede knyttet os både kropsligt og følelsesmæssigt til mange andre ting, som ikke engang ligner dyr eller mennesker? Er det fladskærmsfjernsyn, der aldrig bliver slukket i stuen hos hver anden i nabolaget, ikke allerede en konstant talende robotpartner, som vi med større eller mindre mellemrum tavst besvarer med remoten? Er mobiltelefonen ikke allerede blevet en ekstra legemsdel? Og er den bærbare computer, når den vækkes fra morgenstunden som den første og kærtegnes på sengekanten som det sidste, ikke blot et »stimulerende kæledyr« uden pels? Det er næsten uundgåeligt at opbygge en eller anden form for fysisk og følelsesmæssig relation til disse maskiner, som vi betror så meget af vores tid og tanker. Vi lever med dem i et had-kærlighedsforhold og fører en dialog med dem, når vi ikke ligefrem får en fetich for særlige gadgets og widgets. Og den måde, vi begynder at behandle dem på, og de behandler os, påvirker naturligvis også den måde, vi behandler andre mennesker på.

Selv om det måske overfladisk set kunne ligne science fiction, er det naturligvis kun rettidig omhu, at Etisk Råd i efteråret valgte at lancere sit omfattende multimedie-website om cyborgs og robotter, Homo Artefakt. Et site der både giver et godt indblik i, hvor langt forskningen allerede er i dag, hvor teknologien i form af pacemakere og chips allerede for længst er flyttet ind i vore kroppe, og som lægger op til en vigtig debat om, hvordan vi selv ønsker, fremtiden skal forme sig.

Kernen i Homo Artefakt-sitet er en 17 minutters video i seks dele, hvori der indfletter sig links til små og større oplysende og inspirerende artikler inden for kategorierne etik, teknologi, kulturhistorie og filosofi. Man kan til enhver tid standse filmene og læse i dybden for derefter at se videre, hvor man slap. Og man kan grave endnu dybere og downloade længere interviews, samt få indblik i debatten fra Etisk Råds afholdte fordragsrække. Temasitets eneste irriterende krav er, at ens computer kan køre Windows.

Vigtige etiske diskussionsemner på Homo Artefakt er blandt andet, hvor grænsen går for, hvornår man kan acceptere, at man udbygger menneskers medfødte evner: Må man kun genoprette funktioner, der er gået tabt, eller må man også bygge videre på i forvejen velfungerende evner – gøre lastbilchauffører i stand til at se i mørke for eksempel? Og hvad stiller man op med teknologiafhængigheden? Både den hengivenhed, som Frau Körner i Mechanical Love lynhurtigt opbygger i forhold til sin babysæl, og som jo også giver hende en ny sårbarhed, og den afhængighed, mennesker med implantater udstyres med: Hvad hvis der pludselig ikke længere er reservedele? Og hvad med maskinernes rettigheder? Rykker Greenpeace også ud for babysælrobotter?

Indlæggene er mange og nuancerede, og helt som i Phie Ambos mere kunstneriske tilgang til det komplekse emne, er der ingen omklamrende konklusion. Homo Artefakts kulturhistoriske tekster om alt fra Pygmalion til Blade Runner er desuden gode til at minde om, at fascinationen af og skrækken for »det kunstige menneske« har en lang historie, der i sidste ende bunder i en optagethed af – os selv. Også androide-byggeren Ishiguro anser sit arbejde som grundforskning i, hvad der skal til for at blive opfattet som et menneske. Det er, som han siger, først da han skal lære robotten at være ham, at han finder ud af, præcis hvordan han selv bevæger sig. Spejlet i robotten.

Bragt i Weekendavisen #8, 22. februar 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet