Praksis. Per Højholts skriveværksted er blevet koblet op.
 

Jeg kan stadig blive helt dårlig, når jeg tænker på det brandsikrede pengeskab, der blev stjålet sidste efterår med digteren Per Højholts ufuldendte bog om Hans Henrik Mattesen i lasten. Hvis man skal tro den russiske romanforfatter Mikhail Bulgakov, der selv måtte skrive sin Mesteren og Margarita mere end én gang, kan manuskripter slet ikke brænde. Men de kan åbenbart godt forsvinde sporløst, og her hjælper ingen brandboks, nærmest tværtimod må man sige. Det eneste, man i dette tilfælde kan håbe på, udover et mirakel, er at Højholt selv ville have kunnet se komikken.

Heldigvis findes en stor del af Højholts andre manuskripter allerede nogenlunde sikkert forvaret på Det kongelige Bibliotek. Jeg sad selv for en god del år siden på den gamle læsesal og nærlæste nogle af dem, fascineret og en anelse nervøs. Ikke mindst efter at have krøllet et af mine egne A4-papirer lidt for støjende sammen og et splitsekund have været i tvivl, om det nu også var mit ark.

Så meget desto gladere blev jeg, da jeg forleden så, at en stor del af papirerne nu også findes i elektronisk kopi, tilgængeligt for enhver, men ude af rækkevidde for alskens klodsede fedtfingre. Manuskripter og udkast til hele ti af forfatterskabets vigtigste digtsamlinger – fra gennembruddet Poetens hoved (1963) til den afsluttende Praksis, 11: Lynskud (1995), i alt 1.671 ark – ligger nu med supplerende materiale i et digitalt arkiv på bibliotekets hjemmeside.

Det bedste ved det hele er næsten kvaliteten i gengivelsen. Biblioteket har anvendt en software, der gør det muligt at bladre i materialet, som om man faktisk sad med papirstakkene i hænderne. Og vigtigst af alt: man kan zoome i de enkelte dokumenter i bedste svimlende Google Earth-stil, indtil de mindste kruseduller og kaffepletter træder frem. Hvilket man har god brug for, når håndskriften skal tydes.

Forskningsbibliotekar ved Det kongelige Biblioteks Håndskriftsamling, Bruno Svindborg, skriver i introduktionen om den »arkivalske omhu«, hvormed Højholt »ikke blot omhyggeligt gemte de mange udkast, men tillige minutiøst arkiverede dem i ordnede bunker med første udkast (eller indfald) nederst og trykmanuskriptet øverst.« Digteren gjorde det i egen interesse – for det tilfælde at han skulle få brug for at gå tilbage i digtets udvikling og vælge en anden vej, som han selv har forklaret. Men det gør bestemt ikke materialet mindre interessant for os andre. Det giver os et uvurderligt indblik i Praksis.

Tag bare »Den tydelige solsort« – et digt, der i sin endelige udgave er ordknapt og skarpt som et haiku: »En solsort kom flyvende/inde fra tågen//den sidder her nu/og synger i en våd bjergfyr//om lidt flyver den tilbage/til naturen.« I sine første versioner er det langt mere snakkende og fabulerende: »Jeg kan ikke se hvordan der ser ud inde i tågen men jeg ved det,« »om lidt holder den op med at synge og flyver tilbage – tilbage til naturen«, osv. Selve digtet stiller langsomt men sikkert skarpt. Og først i de senere gennemskrivninger opstår den tredelte haiku-opstilling.

Andre digte afprøver også mere spektakulære opsætninger, for eksempel »brødristeren er fuld af orm når man tænder for den begynder de at gløde/ men det er snart ikke til at se for de orm der vrider sig i brødristeren ...«, hvis slutlinje i udkastet slår en krølle i retning af førstelinjen, så teksten også bogstaveligt bider sig selv i halen. Generelt er der meget at kigge på, og ikke kun i forbindelse med de konkretistiske skrivemaskinedigte. Personligt morer jeg mig over at se, at skabelonen til den spejlformede klassiker »Le Tombeau d’Orphée« er et udklip fra en avisside med vittighedstegninger. Men manuskripterne rummer også research og byggesten – lange lister for eksempel med tegneserieudbrud til brug i de hæsblæsende Supermule-digte: KRASJ, HVIIIIN, SVISJ, FLAPS. Jeg er overbevist om, at det ville have gjort en forskel dengang på skolebænken i halvfjerdserne, hvis vi havde fået indblik i dette sprælske digterværksted. De digte, vi læste, fremstod så utroligt Formica-hårde og uigennemtrængelige for os dengang. Jeg kan næsten ikke forklare det nu. Humoren er jo overalt! Måske vi bare ikke ville se den?

»... Jeg lægger an til en backhyler, Mickey,/ russerne kommer, russerne kommer, hurra, hurra/ Lige op i kassen, ja, KA-FONK! og RASLE! RASLE!/ En rungende jackpot og KLIRRE! KLIRRE! alle tiders/ saldo, ikke det dær griseri, du, ren profit, SPLAT! ...«
 

*

Hvis man efter dét stadig kan plages af ærefrygt over for digtet på bogsiden, opbløder det endegyldigt billedet at opleve, hvor mange blindgyder, forfatteren undervejs har måttet afsøge. At se ordene i det nu ministerielt kanoniserede »Personen på toppen« samle sin fart og sin kraft over mange omgange for at opnå at blive til: »Jeg drømmer om et digt lige så indiskutabelt/ som at hovedvej A 15 trækker sig op over bakken...«

Efterhånden som teknikken udvikles og netkablerne bliver bredere, genvinder udtryk som »browse« og »scrolle« gradvis deres oprindelige betydning. På British Library kan man nu faktisk rulle sig gennem verdens ældste daterede trykte »bog«, skriftrullen Diamant-sutraen. Og hvis man har styresystemet Vista på PC’en, kan man også vende blade, ja sågar tage noter, i en række andre gamle og værdifulde værker, så oplevelsen nærmest overgår virkeligheden. Men allerede online-galleriet Turning the Pages’ version 1.0, som de fleste skulle kunne få på computerskærmen, er ganske velfungerende.

Her kan man vende bladene i Leonardo da Vincis skitsehæfte og Mozarts musikalske dagbog, ja, endog høre noderne spillet. Og man kan følge William Blake gennem de 30 år, han skrev, tegnede og malede i et og samme album – blandt andet under arbejdet med digte som »The Tyger«. Alle bøgerne har forstørrelsesglas til at nærlæse med og kommentarer både i form af tekst og lyd. Lewis Carrolls originale håndskrevne Alice’s Adventures Under Ground med forfatterens egne illustrationer kan man desuden få læst op i sin helhed, imens man følger ord og billeder med luppen.
 

*

Jovist, det er en præsentationsform med potentiale. Milevidt fra de dræbende traditionelle montreudstillinger, hvor hver bog ligger låst på ét eneste opslag bag glasset. Når ikke ligefrem man, som på den fotobogudstilling jeg så på Det Nationale Fotomuseum sidste år, alene bliver spist af med omslaget. The Open Book hed den.

Bragt i Weekendavisen # 31, 3.-9. august 2007

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet