Wikiroman. Læserrollen forvandles i litteratureksperiment fra Penguin.

»JIM stoppede midt i en tanke. Han vidste, hvad dette mindede ham om. Han talte ikke flydende italiensk, men kan kendte dog Italiens største romanforfatter, Italo Calvino, der ikke blot skrev godt, men også var modig nok til at gøre læseren opmærksom på dennes andel i fortællingen. Den mest fantastiske, men også den mest irriterende af forfatterens romaner var Hvis en vinternat en rejsende. Jim smilede til sig selv ved tanken om denne mærkelige lille bog, som han, på trods af at den gjorde et dybt indtryk på ham, i virkeligheden aldrig rigtig havde læst. I romanen gør forfatteren det klart, at historien er læsernes. Læserne er historien, og den udfolder sig, men de læser den. Chokerende. Fascinerende. Skandaløst.«

Ordene står i den seneste nye roman fra forlaget Penguin, A Million Penguins. Eller de stod der forleden dag. Det er ikke usandsynligt, at de for længst er blevet omformuleret eller slettet. På trods af, at bogen allerede er publiceret, er den nemlig kun lige ved at blive til. Den skrives kollektivt af brugerne efter wikiprincippet ligesom internet-encyklopædien Wikipedia.

»Dette er et eksperiment,« understregede Penguins digitale direktør, Jeremy Ettinghausen, da startskuddet lød 1. februar. »Det kan ende med at blive som at læse en skål bogstavnudler.« Og øverst på hjemmesiden vil forlagets maskot med garanti se lige ængsteligt til i alle seks uger, projektet kører.

Efter blot ti dage havde 1.200 meldt sig som forfattere, 60.000 havde læst med, 600 sider var blevet påbegyndt og fortællingen ændret over 7.000 gange: »En gigantisk, evigt voksende sandkasse – hvor alle kan bygge, men der er altid en sandsynlighed for at få sit sandslot væltet omkuld eller indoptaget i en andens byggeri,« lød Ettinghausens status på dag 13.

Og der er vitterlig meget Bogen af sand over det: Jorge L. Borges’ Bibel, hvis sider kun åbenbarer sig en eneste gang for læseren, og hvor bogmærker ikke er meget bevendt. Den første aften, jeg slog op i A Million Penguins, begyndte jeg glad og fro fra kapitel 1 og lod mig i en vis forstand rive med. Men da jeg morgenen efter vendte tilbage, var det nærmest en helt anden bog. Og mens jeg spiste frokost, var kapitlet, jeg læste, vokset til det dobbelte.

En kort overgang så det dog ud til, at der i det mindste ville være ét gennemgående motiv – nemlig fisk, hvilket virkede logisk. Når nu det skulle forestille at være en million pingviner, der sad og tastede, måtte der da være én ting, de kunne enes om. Jeg dannede mig endda et billede af en form for parodi på vor tids største millionssælger, eftersom flere af personerne eftersøgte Da Vinci-torsken (»The Da Vinci Cod«).

Ja, jeg bidrog ligefrem til at fastholde dette motiv. Det havde nemlig kun taget kort tid, før læseren i mig var blevet overmandet af forfatteren, og jeg havde meldt mig i pingvinflokken. I første omgang som pedanten, der rettede kommaer og gjorde op med de allestedsnærværende spændingsangivende tre prikker... Men så ramte ærgrelsen mig over, at nogen havde forvandlet Cheshire-katten i Alice i Eventyrland til en Cheshire-hund, men bibeholdt Alices jagt på en stor hvid kanin. Jeg måtte simpelthen bryde ind og omskrive kaninen til en stor hvid fisk (hvilket som bonus gav et smukt halvrim: »Tricks are for kids, not cods«). Og lidt senere igen genfandt jeg en passage, jeg tidligere havde hæftet mig ved, og som i mellemtiden var blevet vansiret. Det blev umuligt for mig ikke at gøre brug af min forfattermagt til at gøre skaden god igen.

Og når først der er gået hul på en fortælling, og den har mistet sin autoritet over for én, så man oplever sig som ligeværdig, ja, nærmest medansvarlig for den – så bliver man aldrig læser på samme måde igen. Man bliver måske nok fascineret og medrevet, men på et andet plan. Man bliver ved med at læse, men nu mest efter steder, man kan gribe ind og selv spille en rolle. Og den historie, man inderst inde bliver optaget af, er historiens egen tilblivelse – som for øvrigt kan være nok så nervepirrende og bloddryppende.

En af de sjove funktioner ved wiki-teknikken er, at de, der konstruerer teksten, kan kommunikere imens. Og ikke blot ved, som nogle har gjort, at efterlade åbne parenteser i selve teksten (»vil nogen af de lokalkendte ikke vælge et gadekryds, hvor dette foregår?«) men også ved at diskutere i kulissen: »Hvem er Carlo? Er det et kærlighedsmord? Hvad har hunden med det hele at gøre?« »Jeg ved det ikke,« svarer en anden, »jeg føler mig fristet til at slette det hele!« En tredje forfatter forklarer, hvorfor hun har valgt at tage en kat ud af historien (»der var for mange dyr på for lidt plads«). »Jaaah, de slap en kat ind igen,« hujer en fjerde, imens en femte forsøger at redde sit bidrag fra glemslen: »Det tog mig altså lang tid at skrive!«

Som der står et sted inde i romanen: »Det var det modsatte af en skriveblokering, men virkningen var den samme.« Heldigvis er der også gjort plads til de bandlyste kapitler et sted. Og på endnu et metaplan befinder sig et team af elever og lærere fra De Montfort University, som gør, hvad de kan, for at holde bare en helt tynd snor i fortællingen og få bugt med den værste vandalisme. Med jævne mellemrum »fryser« de skriveprocessen med en tvunget læsepause for selv at få overblik over situationen. Den prisbelønnede new media-forfatter Kate Pullinger er med på holdet og rapporterer: »Det er et af de mest interessante afspekter ved wikiromanen lige nu: de hemmelige hjørner, hvor folk udfører virkelig spændende fællesværker. Men det skaber også et dilemma: røber vi disse fund og risikerer at se dem blive ødelagt eller ej?«”.

En wikiroman er på mange måder en selvmodsigelse, bemærker Ben Vershbow i sin anmeldelse af A Million Penguins: »En roman er måske den mindst kollaborative litterære form overhovedet, imens en wiki er indbegrebet af samarbejde.« Værktøjet passer ikke til opgaven. Men, fastholder han, for en af-grænset gruppe af fortællere kunne det sagtens have været frugtbart. »Too many penguins«.

Bragt i Weekendavisen #8, 23. februar 2007

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet

__