Poesifestivaler. Verbale Pupiller og Audiatur på nettet for alle og enhver.

Litteraturfestivaler er en flygtig genre. Nogle går man simpelthen glip af. Andre deltager man i med hud og hår, men vender alligevel hjem fra med en underlig følelse af, at det hele gik lidt for stærkt. Begge dele er der heldigvis råd for. Dette efterårs vigtigste nordiske festivaler for ny poesi – Verbale Pupiller i Århus og Audiatur i Bergen – har begge på hver deres måde efterladt sig spor, som gør det muligt at indhente lidt af det forsømte eller gå tilbage og slå efter. Verbale Pupiller efterlod sig et såkaldt bogobjekt i form af en sort boks med diverse vareprøver og sære genstande på tryk og lyd fra festivalens implicerede forlag og forfattere, imens Audiatur udgav en mursten af et katalog med 832 siders tekst omkring programmets temaer og deltagere, ligesom festivalen har beriget nettet med en boghandel uden sidestykke udelukkende med kvalitetslitteratur og dét også til danske læsere.

Nok så vigtigt er begge begivenheder nu gavmildt dokumenteret på nettet i tekst, lyd, billeder og video. Verbale Pupiller har foreviget dagene i fotos og opfulgt den netværksbygning, begivenheden dannede rum om, med relevant nyt i tiden efter. To af deltagerne – finske Leevi Lehto og Martin Johs. Møller – optog desuden undervejs lyd og video, som nu ligger frit tilgængeligt på deres respektive hjemmesider og YouTube. Samme Møller var ikke en mindre entusiastisk audiaturist på festivalen i Bergen, hvorfra han blogpostede og foretog natlige uploads, længe inden Audiaturs eget lydarkiv kom på benene. Nettidsskriftet Nypoesi, som var medarrangør af den norske festival, har desuden planer om at anvende optagelserne fra Audiatur og en række tidligere litteraturfestivaler som grundstenen for et nordisk sidestykke til PennSound’s kæmpe bibliotek af poetiske lydoptagelser.

Man skal ikke lytte længe, før man forstår, at der var gudsbenådede oplæsere og performere på scenen i Århus og Bergen. Det mest eksotiske bidrag på Audiatur var nok japanske Tomomi Adachi, som lagde stemme, krop og maskineri – heriblandt en skjorte fyldt med mikrofoner – til både egne digte og en hel antologi over japansk lydpoesi. Ligesom avantgardepoesiens svar på Agent Cooper, canadiske Christian Bök, gav Adachi i Bergen sin fortolkning af Kurt Schwitters’ navnkundige Ursonate. Tidligere fremførelser af både Adachi og Bök ligger allerede i fuld længde i Ubuwebs arkiv i selskab med Schwitters’ partitur og egen fremførelse fra 1926-32, hvilket gør det muligt at afspille dem parallelt og sammenligne versionerne, der trods japanske og amerikanske accenter også har mange ligheder og samme omkuldslående power.

Når det gælder Christian Böks egne værker har man den ekstra fordel i forhold til de japanske, at man kan skelne mellem mening og meningsløshed. Böks énvokaldigte fra bogen Eunoia kan man endda læse online hos forlaget Coach House Books, med fordel med hans forrygende recitation kørende i et andet vindue: »Enfettered, these texts repress free speech. The text deletes selected letters«. I dette tilfælde er det vokalen E, der i bedste Oulipo-stil slipper gennem »censuren«. Oulipo-bevægelsen og den regelfikserede litteratur kan man for øvrigt lære mere om ved at lytte til den franske oulipianer Jacques Roubauds muntre foredrag, som han holdt på nydeligt engelsk på begge festivaler. Når ikke lige han sang tavse sange på fiskesprog.

Med smuk og sikker diktion, men også med høj fart, læste den norsk-fransk-britiske Caroline Bergvall et uddrag af sin tosprogede tekst »Cropper« om det at krydse mellem sprog som noget kropsligt: »Some bodies like languages simply disappear – liksom språk kropper blir simpelthen borte.« Bergvall var nok den, jeg var gladest for at høre live i Bergen, men også for at kunne genhøre på Audiatur.no og i samme bevægelse forstå på skrift på Nypoesi.net.
 

*
 

Litteraturfestivalerne er velrepræsenterede på nettet, og nettet og computeren gennemsyrer samtidig den litteratur, der blev læst. Svenske Karl Larsson indskriver således dialoger fra diskussionsforaer og navne fra underskriftssider, mens nettets abrubte sprog slår igennem i hans »talebesværede« klipning i oplæsningen: At læse på nettet er at navigere blandt fragmenter, fra isflage til isflage af sprog, hvoriblandt volapyk er hyppigt forekommende, og med en udvidet forståelse af, hvad der overhovedet udgør en tekst.

Men Leevi Lehto er nok den, der i højeste grad skriver med nettet som redskab, ikke mindst Google, og det er også sådan, det er lykkedes den finske digter at skrive et digt på norsk: »Norwegian Ords«, en tekst, som i hans oplæsning farves betydeligt af, at begrebet »at tale norsk« på finsk er slang for at kaste op. Også en anden finsk digter, Cia Rinne, læste hvad der kunne lyde som et googledigt: en tekst om sin navnesøster, efterretningstjenesten CIA: »CIA stoppede finske ubåde./CIA havde en gummirobot ’Charlie’ i brug. (...) CIA behøver ikke følge samme regler som andre./Det går ganske vist indimellem galt, men i grunden er CIA god.«

Christian Bök, hvis brede lydlige register inkluderer ikke blot menneskelige, men også maskinelle lyde, og hvis univers blandt andet er præget af Super Mario Bros. og cyborger, vil tage kampen op med poesiens svigtende popularitet i forhold til for eksempel »online nøgenhed«. Han har udset sig maskinerne som sit nye litterære publikum, et valg danske Mette Moestrup ikke erklærede sig helt enig i (under paneldiskussionen, der også findes dokumenteret). Martin Larsen virker mere på bølgelængde. Han er i al fald begyndt at skrive i ASCII-kode – en numeriske gengivelse af bogstaverne, eftersom »computere kan kun forstå tal«, som en forklaring lyder på nettet. Oplæsningen af digtet »HJVK 248 (V.2.0)« akkompagneredes af uddrag fra amerikanske radiostationer, som udelukkende sender korte musikstumper og kodede meddelelser i form af tal, og er også udgivet på en cd indlagt i Verbale Pupillers bogobjekt. Ved hjælp af en ASCII-nøgle har jeg afkodet mig frem til følgende ordlyd: »Hvis jeg var kunstner ville jeg skabe et lyddigt bestående af denne sætnings bogstaver oversat via ASCII-systemet til binær kode.« Voilà.

Da Informations Tue Andersen Nexø hørte Larsens tal-oplæsning på YouTube, kaldte han i sin blog oplæsningen for »interessant«, men skyndte sig også med at kategorisere den som »lydteater, hvis kvaliteter og begrænsninger grundlæggende er andre end skønlitteraturens«, ligesom han kalder Böks tekster »partiturer, som skal opføres på særlige måder og i særlige sociale sammenhænge for at fungere. De kan ikke bare læses, sådan indenad, af alle og enhver«. Ergo er de ikke ordentlig litteratur. At de kan høres af alle og enhver på nettet hjælper dem ikke. I den efterfølgende diskussion på bloggen argumenterer Nexø desuden med, at Larsen, Bök, Lehto og Adachi ikke længere arbejder med sprog, kun med lyd. Hvad han stiller op med det åbenlyse semantiske indhold, kodet såvel som ukodet, er ikke godt at sige. Det lykkes ham i al fald at udgrænse både feltet mellem sprog og krop, mellem sprog og lyd, mellem sprog og kode, mellem tale og tavshed og mellem sprog og sprog. Hvilket ikke er så lidt.

Bragt i Weekendavisen #41, 12.-18. oktober 2007

(billeder fra Audiatur)

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet