Usynligt. "Her er i virkeligheden intet at synes om".

Jeg har, så vidt jeg ved, aldrig været i Norra Grängesbergsgatan. Jeg har set på Google Maps, at gaden ligger mindst et kvarters gang på den gale side af Malmö Konsthall, og det er nu engang så langt, min horisont rækker: fra Centralstationen til Konsthallen og tilbage, eventuelt med en enkelt omvej til et gatukök. Hvor mange gange har jeg til gengæld ikke tilbagelagt den distance, og hvad mon jeg har set på vejen – hen for at se kunst? En hel del sikkert uden at se det. Som den ærkekøbenhavner jeg er, har jeg altid haft lidt svært ved virkelig at få øje på lillebrorbyen.

Norra Grängesbergsgatan i industrikvarteret Sofielund er måske heller ikke noget at skrive hjem om, overfladisk betragtet. Det skulle da lige være, fordi der i nr. 14 ligger den lokale udgave af det hedengangne Ungdomshus, Aktivitetshuset – googler jeg mig frem til – men nogen Jagtvej bliver den vist ikke af den grund. Mest af alt er det »bare en af den slags ikke-gader, som glemmes og bliver tilovers, men som lever sit eget liv på egne præmisser ved siden af de store strøg.« 

Ordene er malmöboeren Oskars. I modsætning til mig passerer han ikke-gaden dagligt på vej til og fra arbejde, og på bagvendt vis er den stille og roligt gået hen og blevet hans yndlingsgade: »Her er i virkeligheden intet at synes om, her er bare ustruktureret virksomhed og forsømte bygninger. Man kan passere på cykelstien eller i bil, man kan muligvis have et ærinde, men man kan ligesom ikke opholde sig i Norra Grängesbergsgatan.« 

Og så alligevel dukker der altid et eller andet uventet op, når man passerer igennem, konstaterer Oskar, og for et par måneder siden tog han skridtet og tildelte gaden dens helt egen blog.

»Når man siger, at Malmö er en grim by, og nogen opponerer, så er det her, man skal tage dem hen for at overbevise dem. Grimt er her virkelig, på den dér smukke måde.« 

Teksten er ledsaget af et par fotos: et banner med »Cykeludsalg« foran en øde tomt. En hvid lastbil med påskriften »Nedrivning« foran en grå, skotøjsæskeformet fabriksbygning. Så er tonen lagt an. Allerede da jeg læste Oskars anden blogpost om de gigantiske reklamebannere med trykfejl i uden på møbeludsalget i nr. 9, var jeg som bloglæser solgt. Oskar kaster sig entusiastisk og nysgerrigt over sit emne med en usædvanlig sans for detaljen. I hans behandling af »Bagerforretningens nye grafiske profil« i nr. 22 måtte jeg godt nok stirre længe på før- og efterbillederne, inden jeg opdagede skiltet med pilen, der vitterlig har skiftet både skrifttype og farveholdning. Men man skal ikke studere disse netsider længe, før man forstår, at Norra Grängesbergsgatan kun har ventet på, at nogen en dag skulle udfritte den dens hemmeligheder. Alle den slags hverdagens gåder, man ellers aldrig får svar på. Betydningen bag sloganet »Der er forskel« på facaden hos lampeforretningen i nr. 2A for eksempel. Og grunden til at kommunen opsatte et oplysende skilt om, at fodgængerfeltet ville blive fjernet – fordi »risikoen ifølge flere undersøgelser er større for at komme ud for en trafikulykke, når man krydser gaden i en fodgængerovergang end på steder uden« – når det eneste, der forsvandt, var selv samme skilt? Her er Oskar på pletten. 

Andre svar må vi endnu vente på. Hvordan »History Grill« fik sit navn, og hvorfor den mistede det til fordel for »Biler køber og sælger«. Hvad det er, »Nordisk Hjælp« i nr. 30 mere præcist hjælper med. Om der er hold i rygterne om krymmelfabrikken i nr. 7, og hvad de private lektioner i »Jihadkørekortsteori« indebærer. Men det skal nok komme, for Oskar har højtideligt lovet, at »dette er bloggen, som aldrig giver op. Som finder noget, hvor intet er.« 

Måske er det selve den distance, det giver, at man lægger sit nærmiljø ud på verdensvævet. Ikke blot mikrobloggeren selv, også hans læsere fra nær og fjern, får en øjenåbner, som smitter af på deres egne ellers så nedtrådte stier.

Det hjalp omvendt ikke synderligt, at jeg i forrige uge tog Øresundstoget in real life over til »finissagen« på David Shrigley-udstillingen Everything Must Have A Name. Malmö Konsthall tog nemlig det med lukkefesten så bogstaveligt, at publikum ikke længere fik adgang til udstillingen, men kun til museets café, hvori kunstneren vendte plader, signerede bøger og lancerede sin nye cd Worried Noodles. Hans billedkunstneriske værker fik vi kun et smugkik på, hvilket desværre kun øgede appetitten. Gud ske tak og lov for internettet. De, der som undertegnede, også gik glip af David Shrigley hos Mikael Bertelsen i Den 11. time, kan med fordel starte med at podcaste udsendelsen fra 30. oktober: Shrigley og Bertelsens to underspillede gemytter matcher hinanden gevaldigt. Ellers er det Shrigleys egen officielle hjemmeside, davidshrigley.com, der er porten til Slaraffenland. 

Her får man først og fremmest et fyldigt udvalg af den britiske tegners kæmpe produktion af gale streger. Som en af dem selv bramfrit udsiger det: »Min eneste opgave er at fylde papiret. Du har ikke fået nogen opgave.« Shrigleys tegninger lefler ikke. Men ligesom Norra Grängesbergsgatan er de så hjælpeløst kiksede, at det er svært ikke at holde af dem. 

Hjemmesiden er også gavmild med fotografier og skulpturer. Og så har den et særligt lille galleri med fotos, folk har taget af de Shrigley-tegninger, de har fået tatoveret på kroppen: Ordet »tå« på tåen, et par skriblede sokker under bukselinningen og en håndskrevet tekst fuld af overstregninger yderst iøjnefaldende på overarmen. Det bedste er næsten, at den rummer links til en god del af Shrigleys animationer, heriblandt de grotesk-rørende musikvideoer til Bonnie »Prince« Billy-sangen Agnes og Blurs Good Song. Hvad man især ikke må snyde sig for, hvis man altså har nerver til det, er kortfilmen Who I Am And What I Want, som kunstneren har lavet sammen med Chris Shepherd, og som kan findes på YouTube. Det er helstøbt nørdgalskab. 

Føljetonen Modern Thought fra 2004 kan også stadig nydes i sin helhed på BBC’s interaktive kulturmagasin Collective med screensavere som bonus. Enkelte besøgende var ikke helt begejstrede: »Hvordan kan nogen med en smule tankevirksomhed synes, at det, den fyr laver, er interessant? Min datter på 3 år kunne gøre det bedre!« Til deres ære har kunstneren siden lavet en tegning af en »skulptur« bestående af bogstaverne C.R.A.P. (lort) omgivet af et beundrende publikum af tændstikmænd, hvis taleboble siger: »Det er fantastisk!« Hvis man kender nogen, der hader moderne kunst, er det Shrigley, man skal sende dem et link til.

PS. I lørdags genåbnede Malmö Konsthall den lukkede udstilling, som nu ekstraordinært kan ses frem til 6. januar.

Bragt i Weekendavisen #46, 16.- november 2007

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet