Den globale landsby. Hold på hat og tv.

Klokken er halv syv om morgenen på den græske ø Tilos. Jeg har slukket airconditionanlægget halvvejs i søvne uden samtidig at åbne vinduet, og temperaturen i rummet er efterhånden høj nok til at give feberagtige drømme. Det første par sekunder er det stadig en hallucination, men så er vi begge lysvågne. Der sker noget, som ingen af os har prøvet før: Sengen ryster under os, som om der stod en kæmpe for enden af den og prøvede at få os ud. Men nej. Det er bare gulvet, der bevæger sig.

Inden for få sekunder er vi nødtørftigt påklædte allerede ude på afsatsen, men da er rystelserne allerede forlængst ovre. Vi stirrer ud over landsbyen. Der er skikkelser, der bevæger sig i det fjerne, men der er langt fra udbrudt panik. Kragerne holder morgensamling, men det er vanskeligt at sige, om ikke det blot er vanlig procedure. Kort efter hører vi tv’et nedenunder hos familien, som driver pensionatet, og det lyder mest bare beroligende, men vi kan heller ikke græsk. Vi går tilbage i seng og prøver at få en time mere på øjet. Der er ingenting sket. Huset, som kun har to etager, virker uendelig robust, ikke et billede hænger mere skævt end før. Alligevel ligger jeg og får fornemmelsen af, at alting gynger som efter en sejltur. Det er er en fundamental erkendelse, der lige skal synke ind: Noget, jeg altid har opfattet som urokkeligt, har pludselig givet efter – grunden under fødderne.

Halvanden time efter tikker den første sms ind: »Er I stadig på Rhodos? Hørte lige om jordskælvet«. Og så noget om frygt for en tsunami. Jeg beroliger veninden i den anden ende med, at vi er ø-hoppet nordpå, stadig uden at vide, hvad det egentlig er, hun ved, eller hvad der i større perspektiv er sket. Hos købmanden lyser damen bag disken op i et smil. »Kunne I mærke det?« spørger hun stadig muntert. »På Rhodos ...«, forklarer hun, »en landsby ...«, og gør en bevægelse med hånden, som jeg umiddelbart tolker som: »jævnet med jorden«. Helt udramatisk. Vist på tide at komme online.

*

Dagen før havde jeg i skyggen af en tamarisk-busk på stranden tilfældigvis læst William J. Mitchells essay »After the Tsunami« (Placing Words, 2005), skrevet efter tragedien i Det Indiske Ocean i 2004, som han sammenligner med en anden naturkatastrofe i samme område, nemlig et af verdenshistoriens største vulkanudbrud på øen Krakatau i 1883.

Også Krakatau-udbruddet udløste en kraftig flodbølge, som for dens vedkommende udslettede 163 landsbyer og 36.000 mennesker i området. Og efterdønningerne af dén tsunami skal angiveligt være nået helt til den Engelske Kanal. Men længe forinden havde det nyetablerede undersøiske telegrafsystem bragt nyheden om den kloden rundt. Begivenheden berørte ikke blot hele verden, den kunne også følges i real-time verden over. Den globale landsby var født.

Dengang nøjedes læserne af The Times dog med at forfærdes over den fjerne katastrofe. De kunne ikke stille meget op over for den, og det bekymrede dem måske heller ikke synderligt, som Mitchell skriver. Ens nærmeste var for det meste også ens fysisk nærmeste, og det var dem, man forventedes at hjælpe. Men i løbet af de 125 år, der er imellem de to ulykker, har verdens infrastruktur forrykket det »geografiske hierarki«, og fællesskaberne er ikke længere stedbaserede. Ligesom kommunikationen går mange veje og umiddelbart kan besvares. Her er 2004-tsunamien et særligt godt eksempel, mener Mitchell.

Alle – i den vestlige verden i al fald – kendte potentielt mennesker, der kunne være havnet i katastrofen i øst, ligesom også mange interne migranter i området blev ramt. Og internettet blev et centralt redskab til at skaffe sig oplysninger om de savnede. Samtidig gjorde informations- og transportforbindelserne det muligt at engagere hele verden i hurtig nødhjælp og genopbygning: de »udelukkede enhver undskyldning for ikke at handle«. Og, konkluderer Mitchell: »Hvis Krakatau markerede den globale landsbys voldsomme fødsel, kan vi håbe, at tsunamien i den Bengalske Bugt vil indskrive sig i historien som tidspunktet, hvor den globale landsby modnedes til et sandt fælleskab af gensidig forpligtelse og omsorg.«

Ja, håbe. Men vi må nok her fire år efter erkende, at der er grænser for, hvor voksen verden er blevet, uanset den åbenlyse mangel på undskyldninger. Er tsunamien i 2004 måske snarere undtagelsen, der bekræfter status quo? Og hvem husker ikke også den skærende kontrast mellem medieinteressen herhjemme for henholdsvis de ramte skandinaviske turister og så de lokale indbyggere i for eksempel Indonisien, Sri Lanka, Indien og Thailand (284.000 døde, 9000 turister)? Er der ikke stadig »fjerne« og »nære« ulykker, omend betydningen af ordene måske gradvist har forskudt sig i den globale medielandsby?

*

Det tog heldigvis ikke mange sekunder at få overblik over katastrofens omfang via den trådløse netforbindelse på caféterrassen på Tilos. Jeg havde gudskelov fejloversat håndbevægelsen. En græsk kvinde var faldet på en trappe, da hun ville redde sig i sikkerhed fra sit hus i byen Archangelos, og det havde ulykkeligvis kostet hende livet. »Kvinde dræbt i Rhodos-jordskælv«, blev overskriften til på Politiken (politiken.dk). Underrubrik: »Ingen af de op til 3.000 danskere er kommet til skade«. Og det var jo på grund af dem, at det var en historie. Men en del af dem skal nok ligesom vi have fået sig en mindre forskrækkelse. »Hotelvæggene slog sprækker«, skrev Nettavisen.no, hvortil en norsk turist udtaler, at der også var »store bølger i svømmebassinet udenfor«.

Jordskælvet under havet mellem Kreta og Rhodos tirsdag 15. juli blev målt til 6,4 på Richterskalaen, hvilket er forholdsvist kraftigt, især hvis ikke det som i dette tilfælde sker dybt under havet. Men et enkelt kik på kortet hos European-Mediterranean Seismological Centre (EMSC) anskueliggør tydeligt, hvor dagligdags en foreteelse den slags er på de egne. Grækenland og Tyrkiet er nærmest druknet i cirkler. Og det er vel at mærke bare skælv inden for de sidste to uger.

Senere på formiddagen kunne Politiken bringe nyheden: »Dansker på Rhodos vågnede af jordskælv«. Udlandsdanskeren David Lindberg, der har besvaret avisens efterlysning af øjenvidner, udtaler: »Jeg sprang op fra sengen og holdt på vores fjernsyn, der hænger på væggen.«

Bragt i Weekendavisen #30, 25.-31. juli 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet