Netizenship. Jonathan Zittrain går i forsvar for det medskabende net og imod de onde kræfter.

EN uge før åbningshøjtideligheden bøjede de kinesiske OL-arrangører sig endelig og levede op til deres oprindelige løfte om at levere ufiltreret internet til de udenlandske journalister. Vel at mærke kun så længe, verdens øjne er rettet mod Kina, og stadig med undtagelse af visse sites, som myndighederne anser for »undergravende for nationale interesser«. Hvilket »er helt normalt i de fleste lande i verden,« som pressechefen for IOC beroligende udtaler. Kinas egne 1,3 milliarder indbyggere får stadig 0 resultater, hvis de vover at skrive ord som »Falun Gong« eller »Den Himmelske Freds Plads-massakren« i søgefeltet hos Google. Selv om søgemaskine-giganten med »Don’t be evil«-mottoet udmærket ved, at det giver skrammer i lakken at agere censurens forlængede arm, har man heller ikke her nogen planer om at ændre politik.

Vi forestiller os gerne den digitale udvikling som gående i retning af stadig mere åbenhed, men vi skal ikke lade os forblænde. Nettets fremtid kan let vise sig at være alt andet end fri, hvis ikke vi værner om nogle af dets grundlæggende værdier. I det værste skrækscenario kan vi ende med at stå med noget, der minder om en nordkoreansk radio, forudindstillet på statsradiofonisk propaganda. Sådan lyder i alt fald den drillende advarsel fra professor ved Oxford Internet Institute og Harvard Law School, Jonathan Zittrain, i hans seneste bog The Future of the Internet – And How to Stop It. Fra Zittrains synsvinkel går udviklingen i virkeligheden mod mere lukkede former, og det kan vise sig skæbnesvangert for både privatliv og den digitale kreativitet.

Pc’en kom til verden uden at have nogen på forhånd fastlagt funktion. Og havde den ikke været en åben, »generativ« legeplads for alverdens entusiastiske nørder, var den og internettet aldrig blevet de unikke platforme, de nu er. Uden generativitet, ingen nyskabelse. Men det er samme generativitet, som gør det verdensomspændende netværk af personlige computere til et risikofyldt farvand. Det er frirummet til at være medskabende, der åbner døren for mere ondskabsfulde koder. Heriblandt den Asprox-virus, der for tiden angriber hjemmesider, herunder hos danske ministerier, og truer med at gøre alverdens computere til zombier. Virus og spam, som vi måske også tænkte, at vi med tiden skulle få bugt med, har udviklet sig til seriøs kriminalitet for millioner.

En nærliggende løsning kunne derfor være at skabe »sterile« computere, hvis programmering er aflåst for alle andre end producenten, et fænomen, som allerede er under indtog. Et af Jonathan Zittrains yndlingseksempler er minicomputeren iPhone, der kun er åben for programmer, som Apple på forhånd har godkendt – for at beskytte forbrugeren. En situation, der nok skulle have vakt furore, hvis det var Microsoft, der havde gjort det med Windows. Ejeren af Amazons nye eBog-læser, Kindle, kan tilsvarende kun foretage bogkøb (og overføre egne filer fra pc’en) via Amazons net.

Og selv om en producent én gang har blåstemplet et program, betyder det ikke, at vedkommende ikke senere kan blackliste det, skulle der for eksempel opstå en strid om copyright eller andet uforudset. Eftersom de såkaldt »lænkede apparater« (»tethered appliances«) er i løbende kontakt med producenterne i forbindelse bl.a. med opdateringer, er det også stadig producenten, der har overherredømmet over dem – for ikke at sige ejer dem.

Det amerikanske firma EchoStar tabte i 2006 en patent-retssag til konkurrenten TiVo efter at have tilføjet muligheden for digital videooptagelse (DVR) til sine satellit-tv-bokse. Domstolen tvang firmaet til at fjerne funktionaliteten i flere millioner bokse, som allerede befandt sig i hjem rundt om i verden – hvor folks erhvervede genstande altså fra det ene øjeblik til det andet mistede en af deres funktioner, ja, nærmest blev en anden ting.

Lignende situationer opstår på nettet. Google Video solgte i en periode også videofilm til download. Da denne tjeneste blev nedlagt, mistede folk fra den ene dag til den anden de film, de havde anskaffet. I »beskyttede miljøer« som for eksempel Facebook, hvortil alverdens programmører har mulighed for at udvikle applikationer, kan Facebook på samme måde til enhver tid slukke for strømmen for »apparater«, man gør brug af. Hvilket kan være effektivt over for ondskabsfulde programmer, men også sætte både udviklere og brugere i bizarre situationer. Jonathan Zittrain sammenligner det med, at man vågner op en morgen og opdager, at brødristeren pludselig har fået en tredje sprække, fordi producenten syntes, det ville være bedre. Den er ikke længere en ting, man har købt, men »et forhold til en måde, hvorpå de prøver at forbedre ens morgenmad.«

Vores anskaffelser bliver gradvis mindre stabile enheder. Samtidig ligger stadig mere af vores data steder, vi ikke har fuld kontrol over, imens vores digitale redskaber og gadgets rummer flere og flere muligheder for at kontrollere os (skulle de falde i de forkerte hænder): mobiltelefoner kan diskret omprogrammeres til overvågning – mon ikke kameraet i laptoppen kan det samme? – og her betyder lænket, lukket eller sterilt ikke sikkerhed mod misbrug, snarere tværtimod. Skal man tro Zittrain.

Men mere dommedagsprofet er han så heller ikke. Et ideal ser han i internetleksikonnet Wikipedia, som imod alle odds har overvundet hærværk, fusk, ophavsretskrænkelser og skjult reklame ved gradvis at udvikle både tekniske redskaber og sociale konventioner inden for fællesskabet. Lignende metoder bør kunne overføres til kode-niveau. Ved at opretholde og udvikle en netborger-ansvarsfølelse og -deltagelse (»netizenship«) i stedet for bare at forvente, at »staten skal komme og redde os fra os selv,« som han siger. Selv har han en finger med i spillet i organisationen StopBadware.org, der i samarbejde med blandt andre allestedsnærværende Google og en hær af frivillige computerbrugere forsøger at gøre noget i praksis for at bekæmpe ondskaben. Uden samtidig at sterilisere nettet.

Jonathan Zittrains bog findes, i bedste Web 2.0-ånd, både på tryk og som gratis eBog og kan desuden læses direkte på nettet i en udgave, der giver læserne mulighed for at kommentere og diskutere direkte i selve teksten. Det er en omfangsrig, kompleks og nuanceret bog, som det måske ikke så underligt er få, der har overkommet at svare igen på. En god del flere har afspillet hans veloplagte foredrag om bogen på YouTube. Gør det, mens du kan.

Bragt i Weekendavisen #32, 8.-14. juli 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet