> livet på nettet
christian Yde frostholm> litteratur
<< >>

Et virkeligt parallelunivers
 

Radiant Copenhagen. Kunstnere, forfattere og gale videnskabsfolk skaber velgørende tsunami i andedammen.
 

MANDAG 23. marts udsendte Wonderful Copenhagen et alvorsfuldt engelsksproget dementi, som på det skarpeste tog afstand til et florerende rygte: »Der er ingen planer om at erstatte den Den lille Havfrue med et kæmpe kranium, når hun rejser til EXPO i Shaghai i 2010.«

Klokken fem samme morgen havde en organisation ved navn Radiant Copenhagen udsendt en pressemeddelelse, hvori de udgav sig for at være en nystartet underafdeling af selvsamme Wonderful Copenhagen og bekendtgjorde, at en replika i overstørrelse af den tidligst kendte udgave af arten homo sapiens, Jing Chang-kraniet fra Kina, skulle vikariere for havfruen, mens hun var nede hos kineserne. »En fantastisk idé, som måske kunne skabe lidt røre i andedammen,« som en talsmand fra Radiant Copenhagen formulerede det. Og lidt røre kom der da ud af det. I alt fald kom Jyllands-Postens netudgave, JP.dk, til kortvarigt at viderebringe nyheden, hvilket fik B.T.s netredaktion til at gnide sig i hænderne over konkurrenten, som »hoppede i med begge ben«. Til Politiken beklagede turistorganisationens kommunikationschef Anéh Hajdu sig over det tankeløse tidsspilde: »De har et troværdighedsproblem. De ved jo godt, at de lyver,« som hun udtaler.

Noget tyder på, at hun har ret. Radiant Copenhagen udsendte faktisk også selv en dementi, der dog straks efter blev opfulgt med en ny pressemeddelelse med overskriften: »Radiant Copenhagen afbryder øjeblikkelig samarbejdet med Wonderful Copenhagen «.

Lige så fantastisk humorforladt Wonderful Copenhagen fremstår, lige så meget bobler Radiant Copenhagen over med overskud og lune. Og dét kunne de nok lære et og andet af hos turistorganisationen, der skal brande vores hovedstad og kultur. I endnu højere grad end den hurtige netpresse kunne træne lidt kildekritik.

Radiant Copenhagen er et mangearmet kunstværk med udløbere i diverse medier og virkeligheder. Herunder en udstilling i Signe Vads mikrogalleris udhængsskabe i Nansensgade og et releaseparty med dommedagsprofetier på Overgaden, foruden to guidede turistbusture, og hvem ved hvad det næste bliver? Kernen i det hele er imidlertid et internetprojekt - et ret så omfattende et af slagsen.

Hovedmændene bag det er kunstnerduoen Anders Bojén og Kristoffer Ørum samt litteraten Rune Graulund. Bidragydere er desuden en broget flok af kunstnere, forfattere, musikere, arkitekter, litterater, kunsthistorikere, opfindere, datalingvister med videre (de fleste er flere af tingene på en gang). Deres kollektive labyrintiske verden er formet som en til lejligheden tilpasset udgave Google Maps (et såkaldt mash-up) centreret om København, kombineret med et Wikipedia-lignende opslagsværk, hvis opslag alle er knyttet til steder rundt på kortet. Som køleskabsmagneter dækker opslagsordene det meste af hovedstaden, men dertil kommer de ekstra visuelle lag, som i forskellig grad forvansker det satellitbillede af byen, Google er leverandør af. Læser man om Christianshavn, fremstår hele den »tidligere historiske bydel« således pludselig oversvømmet - som en direkte følge af den globale opvarmning, der har forvandlet området til »verdens største urbane hvalrefugium«. Og kommer man via fletværket af links til den supervulkan, der i år 2189 vil få sit pludselige udbrud, erstattes store dele af området fra Valby til Amager Fælled af et gigantisk rygende krater.

Hvis man kort sagt tilhører den del af befolkningen, som gruer for Marmorkirkens sammenstyrtning eller fældningen af kastanietræet på Enghave Plads, skulle man udsætte sig selv for Radiant Copenhagens fremtidsvision for København. Her kan man snakke om faretruende omvæltninger: Sydhavnen er lagt øde af finanskrisen, Vesterbro har formodentlig aldrig eksisteret, Hellerup er blevet en slags Omvendtslev (»et dystert, mørkt, inficeret kvarter«) og Amager er afskåret fra omverdenen. Ja, og så er Østerbro som følge af den rige ø-stat Grønlands magtovertagelse blevet omdøbt til Little Nuuk.

Vi befinder os heldigvis også en god del år ud i fremtiden. I en by, hvor der er steder »hvor virkelighedens grænser nedbrydes, steder hjemsøgt af ekkoer og glimt af andre København'er,« som det hedder. »Nogle siger, det er (...) stykker af en dyb kulturel fantasiverden, som har løsrevet sig og fået deres eget liv. Andre siger det er vinduer ind til et meget virkeligt parallelunivers.«

Er det billedkunst? Litteratur? Performance? Det er gudskelov det hele på en gang og med garanti noget fjerde. At ville skelne er fuldstændig at overse hybridens potentiale. Men allerede som elektronisk kunst og litteratur repræsenterer det, takket være sit kæmpe omfang og sin gennemarbejdede form, et meget ambitiøst forsøg i dansk sammenhæng. I stil med digteren Per Højholts sene hovedværk Auricula lukker den fantastiske fiktion sig ganske om sig selv og bygger sin »troværdighed« på et sirligt spin af gensidige henvisninger. Og midt i paralleluniverset åbner der sig Alice i Eventyrland-agtige brønde, som fører til nye interaktive fortællinger-i-fortællingen. Man bevæger sig varsomt, for til tider narres man af programmørens drillerier: pop-op-vinduesstorme omkring Nationalbanken for eksempel, spækket med søjlediagrammer.

At nationalromantikkens vogtere, Wonderful Copenhagen , ligefrem gik i fælden i den virkelige verden, er kun alt for godt. Men fremtidsdystopien har i al sin syrethed da også stærke henvisninger til nutidens næsten-fiktive fænomener. Radiant Copenhagen er faktisk noget så sjældent som et stykke samfunds- og kunstsatire, der (i modsætning til for eksempel Tjenestens pinagtige platheder på DR2) formår at være både hylende morsom og kras.

Under Christiansborg befinder sig de stadigt voksende underjordiske labyrinter, der huser personer på tålt ophold - og senere også børnemishandlere og arbejdsløse udlændinge. I 2015 lukker de sidste aviser, Jyllands-Posten og Børsen, og al information transmitteres af Dansk Folke TV med sloganet »Vi får de nyheder vi fortjener«. Og som erstatning for Den sorte Diamant har Mærsk Mc-Kinney Møller (i en genopstået udgave i år 2170) ladet bygge Den røde Rubin på den ene betingelse, at den ikke anvendes som bibliotek, men kun til opførelser af værker (helst ballet) fra før 1911. Imens Kim Larsen trods sine ryge- og drikkevaner ender som den længstlevende dansker.

På kunstfronten er det (foruden den engelske britart) Pål Yrik Døgner, Aliss Gyllelande og Bjørn Nørgaard, der må stå mest for skud. Døgner går forud i kunstafskaffelsesbevægelsen, Louisiana bliver til et »Useum«, og al offentlig kunst samles i Bjørn Nørgaards Skulpturkirkegård i et aflukke på Saltholm. »Hvorfor skal kunst være så synlig?« som Schlomo Husein skriver. Et andet sted nævnes selve det offentlige rums forsvinden.

Det danske sprog er naturligt nok for længst blevet til Old Danish, som ingen længere taler, efterfulgt af Danish-English, som Radiant Copenhagen også betjener sig af. I første omgang til undertegnede læsers ærgrelse, fordi dette indforståede københavner-epos primært henvender sig til de lokale, der stadig taler dansk, og som jo bør læse dette værk. Men den sproglige distance bidrager da helt klart også til illusionen. Hurra for »troværdighedsproblemet«.
 

Radiant Copenhagen. Kristoffer Ørum, Anders Bojén, Rune Graulund, Maja Zander, Kaspar Bonnén, Stig W. Jørgensen, Palle R Jensen, Ida Marie Hede, Peter Rasmussen, Kasper Hesselbjerg, David Rex, Ulrik Nørgaard, Daphne Bidstrup, Andreas Pallisgaard og Kristian Haarløv.

 

Bragt i Weekendavisen #14, 3. april 2009

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet

> livet på nettetchristian Yde frostholm> litteratur