Tidskapsler. Gensyn med 1970'ernes science fiction og livet på planeten Warhol.

MÅNEBASE Alpha hed det. Og det var mere end bare noget, man så i fjernsynet. Det var indbegrebet af alt fremtidsagtigt og strømlinet. Tv-serien, som i den britiske original hedder Space: 1999 var noget af det første science fiction, der blev sendt i Danmarks Radio, og »gjorde et uforglemmeligt indtryk på en hel generation af danske seere,« som det hedder på Wikipedia. Og jeg indrømmer, formuleringen glædede mig, for selv havde jeg næsten haft det, som om det var noget, jeg personligt havde drømt.

Og så pludselig lå dvd-box-sættet på bordet foran mig. Glad og mystificeret kunne jeg gense hele første sæson af kultserien fra min tidlige ungdom - forunderligt hjemmevant, og dét vel at mærke uden at kunne genkende en eneste scene. Det jeg genoplevede i fortidens fremtidsunivers var feelingen: de fjernstyrede døre, de lammende strålepistoler og rumskibenes svusj-lyd. Og så altså 1970erne i destillat. Mænd og kvinder på vej mod fjerne galakser i pyjamaslignende unisexdragter, imens de henslængt i Verner Panton-labre kontrolrum drikker kaffe af store hyggelige krus.

Under seriens løstsiddende plot ulmer angsten for verdens undergang, sådan som den gjorde på en helt særlig måde dengang. Såvel som drømmen om en bedre verden. Men allermest nostalgisk er det at se, hvordan man i 1975 tænkte sig datamaskinerne og ikke mindst, hvad man ikke havde fantasi til. Computeren kalkulerer og overvåger, ja, den kan tilmed tale, men den er endnu ikke blevet et kommunikationsmiddel, ikke engang et skriveredskab. Alpha-boerne trykker nærmest intuitivt på de store røde knapper uden tegn på, som allermest ligner en slags musikinstrumenter, imens særlig vigtige resultater (for dramaturgien) spyttes ud af væggen på papirstrimler. Men højdepunktet er og bliver, da overlæge Helena Russell sætter sig for at nedskrive sine optegnelser - på sin knaldorange rejseskrivemaskine. Åh, ja: sådan var fremtiden dengang.

En af de kollektive fantasier, der driver en fortælling som Månebase Alpha, var knyttet til de to Voyager-rumskibe, som skulle opsendes i 1977 med en femårig mission (men som faktisk stadig, her tredive år senere, vedbliver at sende data tilbage fra udkanten af solsystemet). Voyager I og II medbragte den navnkundige Golden Record - en guld-lp med billeder og lyd, som på én gang fungerer som flaskepost til fremmede civilisationer og som en tidskapsel til fremtiden. Grammofonen må marsboerne selv bygge, men til gengæld kan vi her på Jorden nu om dage afspille pladens indhold på internettet, hvor man også kan følge fartøjernes interstellare færd.

Tidskapslen i sig selv er dog ikke noget 70'er-fænomen. Wikipedia skelner fornuftigt nok imellem bevidste og ufrivillige af slagsen: tænk blot på Pompeji, der ganske modvilligt blev forseglet. Men den første bevidste tidskapsel blev konstrueret i forbindelse med Verdensudstillingen i New York i 1937, hvor den siden har ligget begravet i en park, hvor den skal forblive indtil år 6939.

At konstruere meningsfulde budskaber til fremtiden er til gengæld ingen nem disciplin. Imens de to Voyagere slår stadig nye svimlende afstandsrekorder, er deres medbragte budskab (såvel som websitet om dem) allerede håbløst forældet. På samme måde som Månebase Alphas fremtidsvision mest af alt selv udgør en ufrivilligt komisk tidskapsel fra sin egen tid. Ja, selv den endnu ikke byggede KEO-satellit - støttet af Den Europæiske Rumorganisation, og af UNESCO udnævnt til det 21. århundredes projekt - emmer allerede før take-off af kitschet 1970'er-sci-fi. Tag selv et kig på projektets hjemmeside, hvorfra du endda kan tilføje din helt egen hilsen. KEO er planlagt til at blive sendt i kredsløb i 2010 eller 2011, for siden at vende tilbage til Jorden. Efter 50.000 år ... Seriøst!

Så virker Andy Warhols Time Capsules anderledes fremtidssikrede, eller i alt fald interessante her og nu, og det på trods af, at indholdet i modsætning til rumfartøjernes på ingen måde er gennemtænkt, snarere en tidens egen automatskrift. Også Warhol må have været inspireret af rumprojekterne, da han i midt-70'erne påbegyndte serien, som først afsluttedes ved hans død i 1987:

»Det, du skulle, var at anskaffe en kasse i en måned og smide alting i den, og når måneden var gået, lukke den til. Skrive dato på den og sende den til Jersey,« som han skriver i THE Philosophy of Andy Warhol: From A to B and Back Again. »Du skulle prøve at holde styr på, hvor den er, men hvis ikke du kan, og du mister den, så er det også fint, det er én ting mindre at tænke på.«

Alle dagligdagens utallige ephemera, som vi andre enten smider ud eller lader gå tabt imellem hinanden, lod Andy systematisk (sine assistenter) dumpe i papkasser. En af de mere bizarre genstande, der befinder sig i denne samling, skal efter sigende være en antik ægyptisk mumificeret fod. Men der er langt mere dagligdags objekter iblandt - avisudklip, reklameflyers, ferniseringskort og ubetalte regninger. Havde manden levet i dag, havde han sikkert også arkiveret sin spampost. Resultatet blev hele 610 forseglede flyttekasser med i alt 400.000 genstande, der nu opbevares på The Andy Warhol Museum i Pittsburgh.

Museet skummede i 2005 en enkelt af kasserne for særligt interessant materiale, som de sendte i orbit i Cyberspace på en veltilrettelagt onlineudstilling, Time Capsule 21, hvis holdbarhedsdato ikke vil blive overskredet lige med det samme. Indholdet stammer fra en længere periode fra 50'erne til begyndelsen af 70'erne. I udvalget indgår gådefulde telefonbeskeder og én-linjers-breve!, der får lov at henstå i det uvisse, med udsagn som »Someone is sending me roses«. Men langt de fleste genstande er ledsaget af forklarende tekster og ekstramateriale i form af citater, billeder, lyd og video, som knytter kildemateriale, kunstværker og anekdotisk stof sammen på en måde, så man får fornemmelsen af selv at samle brikkerne.

Blandt dokumenterne er også udklip fra dagens aviser om »død og ulykke«, herunder den originale forside fra New York Mirror med overskriften »129 DIE IN JET!«, der blev udgangspunkt for maleriet med samme titel. Og i forlængelse af samme nyhedsstrøm følger de utrolige avisbilleder af Warhol selv, som løftes ind i ambulancen efter at være blevet ramt af Valerie Solanas' kugler i 1968. Gamle gulnede klip og fotos, der takket være konteksten og præsentationen udfolder en levende historie. Dagliglivet på asteroiden Warhol.

Bragt i Weekendavisen #13, 23. marts 2009

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet