> livet på nettet
christian Yde frostholm> litteratur
<< >>

Fra gaden til skærmen og tilbage

 

Net street art. To flygtige og interaktive medier mødes.

 

»Tiden var imod os. Jeg vil se dig igen!« stod der på det flossede A4-ark på lygtepælen i Berlin. Og med lidt mindre skrift: ichwilldichwiedersehen.de. En adresse, jeg naturligvis ikke kunne lade være med at tjekke ud. På siden tonede en række tyske sætninger frem efter hinanden sort på hvidt: »...uden dig føler jeg mig som en guldfisk fanget i et vandglas...« Et gennemført nødråb til eks-kæresten, nåede jeg at tænke – så var jeg fremme ved reklamebudskabet. Det hele handlede om en kort-filmfestival, der gerne ville have et publikum. Det, som ved første øjekast lignede en lidt kikset privat opklæbning i dårlig kopi, var selv-følgelig et intelligent gådefuldt »link« fra gadeplan til computerskærm, som igen pegede videre til en filmforevisning, et tredje sted i byen.

*

MAN kunne måske have troet, at det »gamle« offentlige rum for længst var blevet overtrumfet af informationsmotorvejens effektivt blinkende lysreklamer. Men man behøver ikke bevæge sig om mange hjørner, før man på sin krop har mærket, at det ene rum bare har lagt sig forstærkende ind over det andet. Kampen om opmærksomheden i byrummet er større end nogensinde, nu bliver man sågar spammet, mens man cykler, af de tredimensionelle pop-op-vinduer ved navn gratisaviser (vi kender godt prisen). Og reklamestanderne vokser sig så store som huse, hvis eneste formål ofte blot er at videresende publikum til endnu større reklamestunts på nettet.

En kort overgang fandtes så en helt særlig parallelverden, nemlig den såkaldte street art (ikke at forveksle med graffitien), hvis plakater, tegninger og stickers i al stilfærdighed forsøgte at levere et lidt mere kritisk og nuanceret alternativ til det kommercielle bombardement. Det var en kunstart med en helt særlig underspillet kommunikation, man omvendt ikke skulle tro kunne anvendes kommercielt: fra klistermærke til klistermærke uden afsender, og fra det ene gådefulde sprayede skabelon-billede (»stencil«) til det næste.

*

MEN jo. Den fotokopierede seddel på lygtepælen er blot et uskyldigt eksempel på, hvordan også denne interaktions-taktik kan udnyttes. I Norge har giganten Coca-Cola sat sig for at lære den mandlige del af befolkningen at drikke sukkerfri cola – en mission der åbenbart er så vanskelig, at firmaet har set sig nødsaget til at gå undercover. Stik mod de gældende markedsføringsregler har de linket – både fra gigantiske posters og via en række hårrejsende sexistiske netfilm, som de har plantet anonymt på forskellige portaler uden at anføre, hvilket produkt de reklamerer for – til netsiden »ZERO is more«, hvor man mødes af budskabet: »Hey mand, at spille efter andre folks regler bringer dig ikke ikke derhen, hvor du gerne vil være« (med andre ord: i seng med damen). Kun i tilsvarende »diskrete« og mandehørmede indpakning glider sødestofferne ned hos målgruppen. Og kun uden logo kan man få nogen til at videresende så plat et budskab.

I stil med den danske street artist Husk Mit Navn, der netop aldrig vil ud med, hvad han hedder, leger reklamefolkene kispus med forbrugerne og lukrerer på det kreative potentiale, der ligger i både gade- og netkunsten. Ikke alle netbrugerne blev lige begejstrede, da de fandt ud af, at de »gik med reklamer« for Coca-Cola.

Street arten er blevet infiltreret, men er langtfra død, det behøver man ikke tage til Berlin for at konstatere, man kan mageligt se det fra skrivebordsstolen. Husk Mit Navn har eksempelvis et gavmildt og mangfoldigt hjem på nettet, hvor man man kan udprinte sin egen personlige »Vinterpik« (kendt fra det københavnske bybillede) eller, hvorfor ikke, et skilt til arbejdspladsen: »Din mor arbejder her, ryd op efter hende«. Og man kan se en lang række af hans håndmalede og formklippede plakater i deres naturlige omgivelser: »Morgenmad til aftensmad – igen«, »At være dansk er en farlig idé« og: »Sig nej til krig. Ja.« De fleste af plakaterne er sikkert for længst klæbet over eller revet ned, men i det virtuelle rum hænger de der endnu. Ja, nettet er måske ligefrem det optimale punkt at iagttage et fænomen som gadekunsten fra, ikke mindst, hvis man skal få overblik over et »oeuvre« i både tid og rum.

*

BRITISKE Banksy er et geni inden for stencil-kunsten, som han har anvendt til at spraye kyssende bobbyer og mange andre iøjnefaldende motiver på mure rundt om i verden med. Men han har også gjort sig bemærket med sine kortvarige underfundige indgreb i det offentlige rum – hajfinner i parksøer, »Hjælp mig ud«-skilte i armene på aberne i zoo. På banksy.co.uk kan man på video se, både hvordan det lykkes ham at tilføje et maleri til Brooklyn Museums samling midt i åbningstiden, og hvordan han ved højlys dag anbringer en gul trekantet parkeringsvagt-clamp om baghjulet på stridsvognen på Boadicea-monumentet på Parliament Square i London. Og man kan læse hans ordveksling med en gammel mand ved den israelske sikkerhedsmur, efter at han har forsynet den med en serie trompe-l’oeil-huller, hvorigennem man blandt andet aner en lokkende tropisk strand. Den gamle mand: »Du maler muren, du gør den smuk.« Banksy: »Tak.« Den gamle mand: »Vi vil ikke have, den skal være smuk, vi hader denne mur, gå hjem.« Banksy er både begavet og befriende selvironisk.

*

HVIS man vil finde vej ind i gadekunsten på nettet, er Wooster Collective en god indgang. De har »udstillet og hyldet den flygtige kunst« siden 2001 og fører en livlig blog. Netop nu indkalder de billeder fra Irak, Afghanistan, Pakistan og lignende steder til en undersøgelse af graffiti i krigstid. Men de linker også til klassikere som Space Invaders, der på simpel vis slutter ringen: et ikon fra computerens maxi-pixelerede barndom – det 25 år gamle arkadespil Space Invaders – omsat til små mosaikker, som efterhånden er piblet frem i alverdens bybilleder – og som er blevet affotograferet og bragt »hjem« på skærmen igen – hvor de naturligvis skal opleves spilagtigt interaktivt. Som på gaden. For »hver gang noget bliver gjort på gaden, er der et niveau af interaktion indblandet,« som en svensk streetkollega skriver. »Måske det ikke er den interaktion, vi havde håbet på eller ventet, men hvert projekt er en invitation til at svare. Også selv om svaret er, at nogen river dét ned, der var sat op som et tilbud.«
 

Bragt i Weekendavisen #42, 20.-26. oktober 2006

 

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet

> livet på nettetchristian Yde frostholm> litteratur