Papirløst. Stalker præsenterer ny litteratur og kunst i et medium skabt for det.
 

"Det er enormt heldigt, at vi nu er i færd med at starte verdens fineste og smukkeste papirmagasin", skriver forfatteren og tidsskriftredaktøren Tobias Rydin på sin blog 3. september i år. "Det er enormt heldigt, at vi har opgivet det med webmagasin. For. Hvor træt man kan blive. Af ting. Af gadgets. Af at det er så svært bryde igennem. Inden sommeren udgav vi vores andet nummer af litteraturmagasinet Stalker. På trods af, at det indeholdt en eksklusiv verdenspremiere fra en verdensforfatter, som har rystet den mentale verden i milliardlandet Kina, er tidsskriftet ikke blevet mødt med så meget som en notits i den svenske presse. Til trods for, at det indeholdt, hvad vi anser for flere af de mest interessante navne i verden, er der ikke blevet formuleret et eneste ord om vores produkt. Det har fået os til at undre os over, hvad fanden det er, der sker inden for det såkaldt litterære Sverige?"

På sin blog opremser Tobias Rydin de mange gode grunde til, at pressen helt naturligt skulle interessere sig for Stalker: ud over at magasinet bragte snigpremieren på det første kapitel af den kinesiske forfatter Mian Mians anden bog, rummer det for eksempel også en novelle skrevet til lejligheden af New York-forfatteren Mark Swartz og et unikt remix af et af de store navne inden for elektronica-musikken, Alva Noto, alias kunstneren Carsten Nicolai. Rydin tilføjer, at det faktisk er lykkedes at få læsere af tidsskriftet i både New York, Island, Shanghai og Japan, ja sågar Danmark. Og prøver så at indkredse en forklaring på, hvorfor det ikke lykkedes at nå pressen: "Er det fordi en webpublikation ikke har samme værdi som et papirmagasin? Eller er det, fordi de er så indskrænkede i deres egen lille patriotiske kulturverden, at de ikke engang kan læse tekster, der er udsprunget af den globaliserede verden, vi lever i?"

Jeg har garanteret alt for romantiske forestillinger om det litterære klima i vores skandinaviske broderlande, når en historie som denne kan overraske mig. Det er naturligvis aldrig let at starte et nyt eksperimenterende tidsskrift og vinde genklang i den trykte presse – heller ikke i Sverige. Men alligevel er jeg tilbøjelig til at vælge forklaringsmodel nummer et: En webpublikation har ikke samme værdi som et papirmagasin.

Tilgangen til kunstneriske og kulturelle aktiviteter på nettet er simpelthen en anden. Og at tage dem alvorligt i en grad, at man skrider til anmeldelse på linje med bøger, udstillinger og film, det finder nærmest ikke sted. De fleste har en tendens til at anbringe et "kun" i sætningen: "udkommer det på nettet?" At de gjorde det for ti år siden, da den slags stadig var uudforsket område, er måske til at forstå. Men at de gør det nu, hvor nettet er dagligdagen for langt de fleste af os og et uvurderligt redskab for langt de fleste, ikke mindst journalister og anmeldere. Forklar mig lige det.

Når man ser på eksemplet Stalker, er det ellers ikke svært at finde argumenter for, at et moderne litteratur- og kunstmagasin hører hjemme i et digitalt medium, faktisk mere end noget andet sted. Rydin leverer selv nogle af dem: "Stalker publiceres på nettet, fordi vi på den måde kan bevæge os væk fra en låst papirside og arbejde med bevægelige billeder og lyd. Vi kan også – med et internationalt indhold – nå folk over hele verden. Alt sammen for at genopfinde ordet. For at finde nye rum til litteraturen." Nettet er en utroligt smidig udgivelsesform, helt konkret, og en ret så effektiv distributionskanal.

Stalkers to numre hidtil har på flere måder overført det trykte magasins glittede feeling til den lysende skærm. Magasinet er æstetisk, flot og appetitligt. Det er lige så gennemarbejdet formmæssigt, som det indholdsmæssigt er ambitiøst. Og jo, bestemt: det er anderledes. Det er vel det mindste, man kan forlange af et organ, der skal formidle "det nye".

Udgivelse nummer to rummer – foruden de rent tekstlige bidrag på svensk og engelsk, som alle serveres på en passende fotografisk baggrund – både video, foto og musik. "For at udvide litteraturbegrebet", som Rydin skriver. For eksempel et stykke fransk lydpoesi af Julien d'Abrigeon med tilhørende billedside. En fotoreportage af Stefano Giovannini fra sangerinden Cat Powers seneste turné i USA. Samt et musikstykke af Buff Barn komponeret til en videofilm af verdens længste museumskø i Tokyo, med i hundredvis af forskellige paraplyer.

Stalker præsenterer desuden et lydværk, der nærmest må betegnes som økologisk. På en fabrik i den svenske by Högdalen bruger man lydbølger til at rense skorstenen indvendigt! Et uhørligt spektrum af lyden ganske vist. Den for mennesker hørbare del er i den forstand bare et uønsket biprodukt, som kunstnergruppen New Beginnings så har valgt at udnytte til at skabe musik med – for at den ikke skulle gå helt til spilde...

Da Stalker udkom første gang sidste efterår, fik tidsskriftet faktisk en vis omtale, takket være nyhedsværdien, indrømmer Tobias Rydin, da jeg kontakter ham for en uddybning via mail. Da redaktørerne siden hen, med nummer to, hævede ambitionsniveauet en god del, forsvandt opmærksomheden til gengæld fuldkommen. "Det nummer var i mine øjne ekstremt meget bedre," skriver Rydin, der tror, "der stadig findes en skepsis over for nettet, en indgroet opfattelse af, at det ikke har samme tyngde, som det, der laves på papir," og tilføjer: "De etablerede journalister og kritikeres manglende interesse for det nye kommer nok til at spille dem af hænde. De gør sig selv uinteressante, for læserne skal nok finde frem alligevel. Det er jeg overbevist om."

Der bliver forhåbentlig også et Stalker nummer 3. Samt altså et trykt tidsskrift, kaldet YKKY, der arbejder videre med erfaringerne fra opholdet på nettet. Men er det virkelig læren: at der en øvre grænse for, hvor ambitiøs man må have lov at være i cyberspace?

Ja, der er i hvert fald en overvejende tendens til, at initiativer i dette rum behandles som kuriøse døgnfluer og, netop, gadgets. Imens vedholdende og seriøse aktiviteter helt mangler dækning, ikke mindst i form af et kritisk forum. Hvorfor? Eller rettere: hvor længe?
 

Bragt i Weekendavisen # 38, 22. september 2006

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet