Hyperlinks. Nettet var intet uden sine understregede ord. Amerikanske Yellow Arrow og Grafedia linker videre fra virtualiteten og til resten af virkeligheden.

Der er nok andre end mig, der stadig kan huske, da en streg under et ord var en understregning. Af noget vigtigt, mener jeg. For eksempel dengang skrivemaskinen endnu var et uundværligt redskab. Men de fleste af os er nok for længst gået over til computer og kursiv, imens understregninger er blevet noget, vi peger på med musen. Måske stadigvæk fordi det er noget centralt, men mest fordi de rummer en dør – til et andet sted i teksten, en anden tekst, eller simpelthen til en anden verden.

Understregningen er blevet et springbræt. Og tekster, der slet ikke har nogen links, befamler vi nysgerrigt som efter et skjult panel, der kan skydes til side: der må være en dør et sted!

De synlige eller usynlige udgange er det, der gør nettets tekster til nettekster. Til rum, som man kan bevæge sig på kryds og tværs imellem, og hele nettet til én stor kollektiv, interaktiv fortælling.

For den enkelte hypertekst betyder det, at den altid er lidt mere end sig selv. Dens værdi er forøget med "ekstramateriale" i form af de veje, den anviser videre. For nogle – for eksempel de kedeligste blandt weblog-forfatterne – en behagelig sovepude, der gør det tilstrækkeligt blot at sige "se!" og pege videre uden selv at tilføje noget. Hvilket kan gøre nettet til en underlig tunnel, for hvornår kommer man nogensinde frem til noget af substans?

I andre tilfælde er linket det, der kan gøre mediet til en velsignelse og får læsningen til at minde om en samtale. Man lytter – og man kan bede om at få en uddybning. Så begynder ordet interaktion at give mening. Og andre medier kan pludselig føles så overfladiske. I modsætning til på nettet kan man ikke på tv stoppe eller omdirigere programmet. Man kan ikke gå et lag dybere eller omvendt tage en smutvej, fordi det her er velkendt stof. Man er stavnsbundet til at følge med flokken. Klikkeriet går langsomt én i blodet. Og det begynder måske ligefrem at irritere én, at man ikke kan "muse hen over" personerne i sin yndlingsserie for at se deres navne eller hvem, der spiller dem. Man vil have interaktivt tv (og det får man så).

Men lysten til at pege og klikke er forståeligt nok også begyndt at brede sig til resten af virkeligheden. Et af symptomerne er Yellow Arrow, en gruppe med rødder i New York, men med verdensomspændende udløbere, heriblandt til Danmark, der distribuerer selvklæbende gule pile via nettet, som brugerne kan placere i det offentlige rum. Når en pil først hænger og peger et sted, rummer den også en mouse-over-effekt. På sig har den nemlig en kode, der kan sms'es til et telefonnummer, og retur får man så den tekst, opklæberen har tilknyttet. På nettet kan man se det hele samlet: et foto af opklæbningen, et kort over pilens placering, samt teksten og andres eventuelle kommentarer. "At bringe det virtuelle og digitale ind i den virkelige verden" og "at hyperlinke virkeligheden" kalder en af initiativtagerne det. Men han taler også om at "pege på, hvad der betyder noget". Et overset detalje i bybilledet for eksempel. Linket er en understregning, også i gammeldags forstand.

Grafedia, der er startet af John Geraci, også i New York, tager det med linket endnu mere bogstaveligt. Grafedia skal forstås som en genrebetegnelse og sammenkæder graffiti og rich media (tekst, billeder, lyd, video). Ligesom Yellow Arrow bygger grafediaen bro mellem to offentlige rum, gadens og nettets, men i dette tilfælde også med hypertekstens typografi: Blå understregede ord på husmure, toiletvægge – eller hvorfor ikke som tatovering på kroppen? Med endelsen "@grafedia.net" bliver ordene til henvisninger til yderligere indhold på nettet. Man "klikker" på linket ved at sende en sms eller en mail til adressen, og straks efter modtager man – for eksempel et billede. En association, til ordene eller til stedet.

I virkeligheden ikke så avanceret, som det måske kunne lyde, og sårbart som alle projekter, der i den grad gør sig afhængig af brugernes deltagelse og evner, men ideen kan noget i sig selv.

Links gør andet end at røbe vores begær efter skjulte skatte. De kan både åbne øjne og skabe nye korrespondancer. Det er nok værd at understrege.

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet