Søgemaskiner. Ethvert redskab er et våben, hvis man vender det rigtigt.

"Du kan jo bare google mig", siger det unge menneske selvsikkert, da vi afslutter samtalen. Ingen bruger længere visitkort eller ulæselige håndskrevne telefonnumre på bagsiden af cigaretpakker. Alle søger hinanden på nettet, eller rettere på Google, som er blevet – om ikke større end selve internettet – så i al fald synonymt med det.

Men hvordan gik det lige til, at Google-søgemaskinen på så kort tid blev lige så indgroet i vores net-vaner, som den er blevet en fast bestanddel af browsere og hjemmesider? Fordi den er den bedste til at vise vej og skabe sammenhæng i et kaos af mere end en milliard netadresser, sådan som den selv praler med? Det er meget muligt. Men en mindst lige så vigtig del af forklaringen ligger i reklametekstens fortsættelse, som lyder: på "en nem, ærlig og objektiv måde". Tilforladeligheden, kort sagt.

Jeg har talt med flere mennesker, som ikke engang har bemærket, at der er annoncer på Google! Så effektivt har den gjort sit indtog i vores liv. Med seks bogstaver i glade farver, der mest minder om en legetøjskæde, og som ved særlige lejligheder bliver pyntet op ligesom et rigtigt hjem. Og ellers uden den tingeltangel, internetmediet ellers er proppet med.

Som med alle succesrige varemærker "fås" Google nu også som alt muligt andet end Google. Google Scholar for eksempel til brug i universitetsmiljøet, Froogle til søgning af varer til salg, Gmail som et svar på Microsofts Hotmail, og før vi får set os om hedder verdens største engelsksprogede litteraturbibliotek også noget med G. Målet er at digitalisere 15 millioner bogværker i løbet af ti år. Til den tid vil navnet til gengæld nok have mistet den sidste rest af uskyld.

Netkunsten var ikke længe om som et modsvar at fostre Google Art. Blandt foregangsmændene befinder sig franske Christophe Bruno, der flere gange har optrådt i dansk sammenhæng, blandt andet til den stort anlagte Read_Me-festival om softwarekunst og -kulturer i Århus 2004.

For Bruno er internettet på godt og ondt én stor global tekst. Det er et verdensomspændende spejl, men samtidig også et fængsel, ligesom alt andet, der har med sprog at gøre. Og for et firma som Google er det sproget, der er råstoffet i en helt ny økonomi. "En vampyr", kalder han det, "som skal have levende menneskers blod".

Teksten i ens søgning danner for eksempel udgangspunkt for de reklame-links, der vises i margenen. Og hvis man er Gmail-bruger, er det ens egne breves indhold, som afgør, hvilke annoncer, man udsættes for. Jeg begynder allerede at danne mig billeder af, hvordan det bliver at læse verdenslitteraturen – med kommercielle fodnoter.

Googles annonceringssystem AdWords prissætter desuden hvert enkelt ord over for annoncørerne. Som Christophe Bruno noterer sig, er ordet sex ikke så lidt dyrere end ordet art. Og et af de dyreste er sjovt nok free.

Med sin videnskabelige baggrund, fine humor og litterære inspiration sætter Christophe Bruno strøm til søgemaskinernes tilforladelighed.

The Google AdWords Happening, der blev udmærket ved Ars Electronica-konkurrencen i 2003, var hans forsøg med at sprede "digte" blandt Googles reklamer. "Mary!!! I love you, come back. John", hed den ene af fem annoncer, som Bruno velvilligt betalte fem dollar for at indrykke (søgeord: mary). Happeningen blev standset af Google efter 24 timer. Ikke af moralske grund, men af rent økonomiske. Googles robotter kunne på lang afstand lugte, at der var en kunstner på spil, som ikke gjorde det for pengene.

Men det har ikke forhindret Christophe Bruno i at udnytte Google som sit råstof i en række andre netbaserede værker. I GogolChat kan man chatte online med den fiktive Gogol, der "analyserer éns ord, blander dem op med hele nettet, fordøjer resultatet og spytter tilbage". Google bringer orden, Gogol nyt kaos. I Non-weddings kan man omvendt få de mest forskellige ting til at slå pjalterne sammen med hjælp fra Googles billedsøgning.

Fascinum fra 2001 er et såkaldt "hack" – et misbrug om man vil – af Google-konkurrenten Yahoo. Netkunstværket viser de ti mest sete nyhedsbilleder i syv forskellige lande netop nu. "Surfe på toppen af infotainment-bølgen", kalder Bruno det. Fra den ene vinkel ligner internettet et bundløst hav, men fra den anden ende rejser det sig som en tsunami-bølgetop. Til et stadig mindre fascinationspunkt, som alles opmærksomhed er rettet imod.

"Hacket" er i mellemtiden blevet solgt. Til Yahoo.

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet