Musefrit. Søvnløs på nettet med Young-Hae Chang Heavy Industries.

"Vi lever i et musestyret samfund", som digteren Henrik Nordbrandt engang muntert beklagede sig. Der er måske noget om snakken. Hvornår har du sidst holdt dig på musemåtten, sluppet tastaturet og lænet dig tilbage i kontorstolen for at lade dig opsluge af, hvad der skete på skærmen foran dig? Om så bare i fem minutter? Uden at forsøge at klikke dig videre?

Websitet Dontclick.it, som er et studie i interaktivitet, demonstrerer effektivt, i hvor høj grad nettet er noget, vi utålmodigt klikker os vej igennem som med en machete-kniv igennem urskoven. I modsætning til alle andre (net)steder går alting på Dontclick.it i stå, hvis man af vanvare trykker på knappen (og det gør man jo). Her er det kun musens snusen-rundt, og den tid, den dvæler ved hvert enkelt element, der bestemmer, hvad man bliver bragt videre til. Ikke nogen tosset fornemmelse faktisk, helt blidt og fredeligt i kontrast til den aggressive klikken. Men musen ligger stadig fast i hånden, og rejsen har ét overordnet mål: videre, gennem junglen.

Den anden dag skete det så undtagelsesvist. Jeg blev siddende i 18 minutter, hvilket i internettid må regnes for lysår, med hænderne ubeskæftiget og blikket klistret til skærmen med det nyeste værk af Young-Hae Chang Heavy Industries: The Art of Sleep, der netop var blevet lagt ud på Tate Online. Ganske som andre af kunstnergruppens værker tidligere har formået det, lykkedes det dette at holde mig fanget, og vel at mærke ikke med et MTV-agtigt bombardement af virkemidler.

Young-Hae Chang Heavy Industries, der består af sydkoreanske Young-Hae Chang og amerikanske Marc Voge, som har deres fælles base i Seoul, kender til begrænsningens kunst. For dem er det at være multimediekunstnere ikke lig med at tage samtlige muligheder i anvendelse på en gang. I næsten samtlige 35 netbaserede tekstværker, de har skabt på diverse sprog siden 2000, er hovedelementerne alene ord og musik. Teksten skrives med standard-computerskriften Monaco, med dens karakteristiske Ø-lignende O'er, og hovedsageligt sort på hvidt. Musikken er standardjazz, eller noget der ligner. Og lad bare musearmen hvile: Der er ikke noget, du kan klikke på.

Spænd til gengæld hellere sikkerhedsselen. Et Young-Hae Chang-tekstværk er minimalistisk, men der er fart over feltet, hvilket ikke gør det lettere at genfortælle. The Art of Sleep blev lanceret i Tates netkunst-galleri under den årlige Frieze-kunstmesse i oktober og er er en søvnløs netkunstners tankestrøm – om kunst – blandt andet inspireret af Borges' fortælling om drengen, der ikke kunne glemme. Kunstneren bliver vækket klokken fire om morgenen af en gøende hund i nabolaget, hvilket i den halvsovendes bevidsthed bliver en slags åbenbaring: Tanken om altings og ikke mindst kunstens genuine formålsløshed. "Kunsten er nyttesløs og smuk som en hunds gøen". "Spørg en fyr på gaden, om kunsten er noget værd, og han vil give dig et par på kassen, bare fordi du spurgte - hvis ikke dét beviser, at kunsten er formålsløs".

Tankerne fortsætter deres vandring: "Du ved, hvordan man nogle gange, lige inden man falder i søvn, kan svømme hen, og éns tanker kan skabe deres egen vanvittige verden, som man, hvis man bliver vækket brat, lige kan få et glimt af. I det øjeblik fik mine tanker et glimt af kunsten, der var en hund. Men så – i stedet for at falde i søvn og glemme alt, ramte billedet mig og gjorde mig lysvågen: Kunsten er en hund. Ikke kunsten er som en hund, men kunsten er en hund. I min søvnløshed havde jeg bevæget mig fra metafor til materialitet."

Og tanken fortsætter med at udvide sig: fra kunsten som en hund til kunsten som hvad som helst. Alt er kunst, og det, vi hidtil har kendt som kunst, må altså betragtes som falsknerier. Kunstnere, kuratorer, kunsthistorikere, kunsthandlere, hold dig fra dem alle. "Det er dig, der er kunstneren". Sådan lyder søvnbudskabet, rablende krystalklart, som det kun kan gøre midt om natten. Ja, vi ender sågar med formlen "DOG = GOD", lige før søvnen endelig tager over, og endnu en altomsluttende teori om kunsten og verden kan gå til bunds som et andet Atlantis.

Med tungen i kinden og et glimt i øjet fremfører Young-Hae Chang og Marc Voge deres tekster som en slags typografisk jazz'n'poetry. Hvor slam- og performancepoeten bruger stemmen, tilfører de tekst en avanceret timing og suspense alene ved den nøgne skrifts fremkomst og rytme. Og giver den til tider en hastighed, der bevidst sætter læserens opfattelsesevne på en prøve. Et glimrende medium for den søvnløses "tænkning".

I online-udstillingens tilhørende essay forsøger netkunstneren Mark Tribe – der også er kunstkritiker og altså selv skydeskive for værkets parodi – at forklare, hvorfor præcis Young-Hae Chang og hendes makker er blevet noget så sjældent som en folkelig succes inden for genren. Tribes bud er, at det er fordi deres facon ligger så langt fra ens vante forestillinger om netkunst, hvis man overhovedet har nogen: "deres værk er brugervenligt, selv for dem, der føler sig fremmedgjort og utilpas over for computere: ikke nogen lille, svært læselig tekst, ingen jagten eller klikken, ingen beslutninger at tage, ingen formularer, der skal udfyldes, eller dokumenter, der skal uploades. Værker som (...) The Art of Sleep fanger éns opmærksomhed, holder den for en stund og når til et endegyldigt slutpunkt. De efterlader ikke én med spekulationer, om man nu har udforsket nok eller fundet alle de skjulte links."

Som det sig hør og bør til udstillingerne på Tate Online, er der også et kunstnerinterview. Men Chang og Voge er ikke typerne, der stiller sig op i egen person, ej heller foran et webcam. De holder alt for meget af nettets mulighed for at være både et kendt navn og et ukendt ansigt. De har derfor kreeret en hel lille selvstændig interview-animation, The Art of Silence, hvori kunstnerparret taler med computerstemmer og bliver uvenner, og intervieweren Jemima Rellie fra Tate bryder ud i en slags sang. Et bonusværk, der er næsten lige så gennemført og ikke mindst underholdende som det egentlige værk. På kunstnernes eget underspillede website ligger et guldgrube af andre igen: Klik til du segner!

___

PS. Denne klumme blev pga. en teknisk fejl bragt uden midterdel i den trykte udgave af Weekendavisen #44, 3. november

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet