Radio Klassisk. Den 2. Radio og Radiofonisk Selskab leverer selvbestaltet public service på nettet.

»VI ved det godt – at vi er The Voice nu,« lød den muntre svanesang forleden på TV 2 Radio. Stationen er lukket og slukket, og medarbejderne må se sig om efter et nyt job. »Men er der nogen, der vil hyre mig – en afdanket studievært?«, som studieværten Ricco Wichmann stadig synger på den overlevende hjemmeside for selv at svare: »Nej, gu’ fa’n er der ej.«

I år er det TV2, der bløder. Sidste år var det DR. Men hvor hullet efter TV2 Radio måske nok skal blive fyldt ud af de øvrige kommercielle stationer, foruden P3, er situationen en anelse mere dramatisk for en række af P1 og P2s kulturmedarbejdere. Her var det ikke alene stillinger, men hele genrer, man sparede væk, heriblandt radiodramaet og montagen.

Nogle vil måske anse sparerunden i fjor for et nødvendigt generationsskifte, der blot blev gennemført lige vel effektivt, for ikke at sige kynisk, men som også har medført spændende nyskabelser, for eksempel den nye Kulturguiden, for dem der kan finde den. Men det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at der eksisterer en anden gruppe, som savner og begræder tabet af en række umiskendelige radiostemmer og klassiske programtyper. Og som har svært ved at se logikken i, at for eksempel sport er et emne, der indiskutabelt behøver sine klare daglige »reservater«, imens billedkunst, film, litteratur – ja, endsige radiomediet selv som kunstform – er bedre tjent som jaget vildt.

»Jeg ved det egentlig godt – men det er for sent nu,« som Rugsted & Kreutzfeldt-originalen lød. Den umiddelbare tanke hos mange af de nedslåede lyttere har nok været, at hvis man river et radiofonisk eksperimentarium som Ultralyd ned eller et immaterielt teaterrum som Radio Drama, ja, så er det slut på dén historie. Der er jo trods alt kun én Danmarks Radio, og ingen kommerciel station vil nogensinde røre den slags smalle genrer. Men helt så let har udøverne heldigvis ikke tænkt sig at give op. Hele to grupperinger af tidligere DR-folk har brugt det forløbne år på ihærdigt at forsøge at genoplive programtyper fra DR, blot uden for FM-båndet. Nu 1. maj lagde Den 2. Radio sine første udsendelser på nettet, og i mandags fulgte Radiofonisk Selskab trop. Og ingen skal være i tvivl om, at de nye radiostationer mener det alvorligt.

Den 2. Radio (D2R) vil til en start hver onsdag og søndag publicere tre timers ny radio, der derpå sendes i sløjfe. Bag stationen står en støttekomité på 400 kultur- og universitetsfolk. Idealet er ifølge formålsparagraffen »den klassiske idé om public service«, og drømmen er med tiden at vokse til en egentlig radiostation med daglige udsendelser og adgang til licensmidler. Den idealistiske stabs omkring 40 erfarne radiojournalister og -teknikere arbejder indtil videre gratis. Den tæller kendte røster som Georg Metz, Claus Seiden, Frederik Dessau, Karsten Pharao og Egon Clausen, og speakeren, der kæder udsendelserne sammen er intet mindre end DR-stemmen herself (alias Frøken Klokken) Marianne Germer.

Den 2. Radio er kort sagt P1 – som det var. Og lige så vederkvægende, det kan være, at genhøre eksempelvis en Karsten Pharao, lige så uundgåeligt er det at opleve den spritnye radiostation som et kæmpe ekko fra fortiden. Hvilket måske ikke er noget problem for dem, der længtes efter netop dét. Men hvad når genhørets charme har fortaget sig, og der skal vindes fremtidige lytter-ører? Heldigvis har radioen da også en ambition om at alliere sig med unge kræfter, og allerede den første sending bød tillige på en udsendelse af to journaliststuderende, Marie Kristensen og Lars Hjort. Men der skal nok lidt mere til, hvis D2R skal formå at udstråle ikke blot det klassiske, men også det nyudviklende, som man proklamerer, man vil.

Selve websitet, som i dette tilfælde jo gør det ud for ens radioapparat, er desuden så oldschool og jeg havde nær sagt gråhåret, som det næsten går an at blive. I stedet for at omfavne den fantastiske platform, som nettet er for radiomediet, lægger stationen ud med at sende på den mest primitive facon overhovedet: at streame alle tre timers programmer i en lang strøm, som man hverken kan sætte på pause eller spole i. Man må bare vente på, at programmerne kommer forbi. Det rækker min tålmodighed altså ikke til på nettet.

Noget mere tidssvarende og indbydende ser det trods alt ud hos kollegaen Radiofonisk Selskab, der gik online 5. maj med temaet Modstand & Befrielse. Allerede nu kan udsendelserne aflyttes og downloades enkeltvis, ligesom man kan abonnere på samtlige produktioner som podcast, hvilket betyder man også kan tage dem med sig.

Radiofonisk Selskab er stiftet af Ultralyd-folkene Timothy Hinmann, Rasmus Bjerre og Krister Moltzen sammen med Anders Kjærulff Christensen fra Montagegruppen, som i deres dogmefilmagtige Manifest, »Radiomontagen er død! Længe leve Radiofonisk Selskab«, lover at ville »videreføre den danske tradition for at skabe monteret radio af meget høj kvalitet.«

Premieren er meget passende dedikeret til den navnkundige radiomontør Peter Kristiansen, som døde sidste år, og som formodentlig har været stifternes uvurderlige mentor. Kristiansens personlige spolebåndsarkiv har leveret stoffet til de fleste af de aktuelle montager, hvori gamle danske modstandsfolk fortæller – drabelige og fængslende beretninger.

Også Radiofonisk Selskab skuer tilbage, men montageformen lever. Og efter at statsradiofonien valgte at nedrive nogle af sine mindre materielle rum, for at kunne finansiere sin yderst fysiske nye koncertsal, har også Kunstrådets litteraturudvalg udtrykt ønske om at støtte genren, i alt fald »som litterært udtryk«. Hvis andre tør følge trop, vil dette pludselige opbrud i en verden præget af monopolet, måske ligefrem betyde nye muligheder og nyt liv, hvem ved? I sig selv er bevægelsen fra den æterbårne radio til den netbårne jo ikke nødvendigvis nogen katastrofe. Slet ikke hvis mulighederne, der byder sig, vitterlig også foldes ud – og vi for alvor får en helt anden radio, der kan udfordre og inspirere den første. Ja, måske ligefrem en radio, hvor seriøs og gennemkomponeret kulturradio ikke altid danner par med klassisk musik. Eller det er måske at gå for vidt?
 

Bragt i Weekendavisen #19, 9. maj 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet