Networking. I gråzonen mellem åbne og lukkede fællesskaber.
 

»DET er noget pjat at kalde dette for et lukket netværk. Underskog.no blev lavet for at skabe et hyggeligt sted for vores venner, hvor vi kan diskutere, hvad vi har lyst til at foretage os i byen, og give hinanden tips om ting, der sker,« udtalte en af det norske kultur-netsted Underskogs skabere Simen Svale Skogsrud i fjor til Aftenposten, efter at Dagbladet havde sidestillet hjemmesiden med den lukkede svenske mailingliste Elite. Elite havde året før vakt furore i det svenske kulturlandskab, da det kom frem, at den blev brugt til at sprede kändissladder til listens medlemmer fra pressen.

Det norske Underskog havde, da interviewet fandt sted blot tre måneder efter at man var gået online, omkring 2000 medlemmer, hvoraf de 160 var Skogsruds egne bekendte: »venner, som vi inviterer til at invitere deres venner.« En invitations-stafet, der i mellemtiden har bragt skovens indbyggertal op på 9000 og udbredt dækningen fra Oslo-området til hele Skandinavien.

Uddelingen af nye invitationskort er for tiden indstillet for at »lade skoven vokse langsomt«, men vil nok inden længe blive genoptaget, om ikke andet, når underskoven formodentlig tilføjes både en dansk og en svensk indgangsportal. Og tanken havde faktisk været, at Underskog-siden skulle være helt åben, »men med tiden fik vi en fornemmelse af, at de, der ytrede sig, ikke ønskede at blive set af alle,« fortalte Skogsrud. Samme fornemmelse blev vakt i slutningen af november, da en Trondheim-avis i sin netudgave citerede lystigt fra et diskussionsforum, hvor flere »kulturpersonligheder« på nærmest landsforrædderisk vis havde dristet sig til at argumentere imod Trondheims kandidatur som OL-by i 2018: »På netstedet Underskog.no foregår der nu en brændvarm debat.« Og ophedet blev i alt fald diskussionen om, hvad en journalist, der samtidig er medlem af netværket kan tillade sig at genfortælle i en avis. Og medlemsaftalen blev strammet, så det stod klart, at Underskog – trods sine tusindvis af daglige læsere – ikke er noget offentligt rum.

»Årets største ’hemmelige’ netværk« døbte Dagbladet forleden websitet, der selv definerer sig som »en køkkenfest ved komfuret«. En kort visit hos det internationale erhvervs-netværk LinkedIn, som også har mange norske medlemmer, er nok til at sætte tingene lidt i perspektiv. På bare tre år har dette site fået 8,5 millioner brugere, godt halvdelen uden for USA, og i nogle brancher lyder det eksistentielle spørgsmål efterhånden, om du er »linket ind« eller simpelthen ikke med. Alle kan i princippet gratis tilmelde sig sitet, som er en genvej til både job, ansatte, kunder og investeringer, samt til at følge gamle kolleger og klassekammeraters »karrierebevægelser«. Men det hjælper betragteligt at kende nogen i forvejen. Brugerens eksisterende fortrolige bekendtskaber er nemlig en slags valuta, som kan omsættes til indgåelsen af en række nye kontakter. Hvor langt, man er kommet i netværksbygningen, kan direkte aflæses af ikonerne på ens profil, lidt à la de kagestykker, man vinder i Trivial Pursuit. Hvem der er i dit netværk afgør, hvilken indsigt, du opnår, samt hvem du kan henvende dig til og anbefale til andre. Et symbolsk årligt bidrag på 3600 dollar giver dig dog ret til at gå uden for dit eget netværk. Ellers må du pænt gå via en af dine bekendte – hvis du da er så heldig, at de har de rette kontakter.

Det er ikke svært at forestille sig, hvilke muligheder og magtstrukturer, et netværk som LinkedIn repræsenterer, når man samtidig ved, at det er igennem det, store spillere som Microsoft rekrutterer medarbejdere. Samt at kapitalen bag det er den samme som bag Google, Yahoo! og Apple. Et »MySpacefor voksne« er det blevet kaldt, hvilket meget godt dækker både dets glatte og spil-agtige overflade og underliggende kliniske dagsorden.

Men allerede MySpace selv – der rummer både vidtåbne og hermetisk lukkede grupper og anvendes af teenagere i snart sagt alle aldre – har jo denne sammensatte karakter af blomstret poesibog og kødmarked af værste skuffe. Prøv for eksempel at vælge avancerede søgekriterier og se, hvordan man kan »bladre« i brugerne ved at vælge mellem singler, fraskilte og swingere, atletiske og tykke, sorte, latinoer, rygere, drikkende, høje, rige og kristne og præcis indkredse, hvilket andet menneske det er, man vil være være »venner« med. Lige så uæstetisk MySpace-siderne oftest fremtræder rent visuelt, lige så grimt er jo strengt taget dette underliggende skelet af menneskeshopping og af netværket som statussymbol: »min vennekreds er større end din«.

Time Magazine forsøgte ganske vist – ved at udnævne os alle sammen til Årets Person 2006 – at karakterisere det forgangne år som »en historie om fællesskab og samarbejde i en hidtil uset størrelsesorden. Om det kosmiske kompendium af viden, Wikipedia, den folkelige fjernsynsstation YouTube’s millionvis af kanaler og online-metropolen MySpace. De mange, der vrister magten fra de få og hjælper hinanden uden betaling, og hvordan det ikke blot vil ændre verden, men også måden, verden forandrer sig på.«

YouTube-brugerne svarede igen med et utal af videofilmede takketaler, hvor adskillige havde indsat deres eget kontrafej på Time’s spejlforside. Humoristisk, men jo også ironisk. Fejrer vi det store community eller fejrer vi netværket som et redskab for selvpromovering? You’et i YouTube og My’et i MySpace rummer vist en god del af svaret. Imens YouTube’s skabere stadig fester for de 1,7 milliarder dollar, det lykkedes dem at sælge det til Google for.

Unægtelig andre summer end de symbolske »gryn«, man får som bruger på Underskog.no, når man vel at mærke har bidraget kreativt til fællesskabet. Det norske kulturforum har nemlig formået at holde sig forbilledligt fri af kommercielle indslag, såvel som for sladder. En anden sag er, hvor længe værterne formår at opretholde illusionen af, at festen kun foregår i køkkenet, og hvad de opnår ved det, andet end falsk mistro. Det er en mærkelig gråzone, der er opstået – i blogs, på MySpace såvel som i nettets andre bevoksninger – imellem privat og offentligt. En gråzone, som til tider kan give én fornemmelsen af uforvarende at læse andres post, og som man kun ville vinde ved at ophæve og én gang for alle erklære internettet for offentlig sfære.

Bragt i Weekendavisen # 1, 5. januar 2007

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet