Copyright. Lawrence Lessig prøver at finde en balance, hvor kreativitet ikke pr. definition bliver en forbrydelse.

Denne klumme er en kopi. Det der ikke er hugget er lånt. Jeg citerer, jeg refererer. Og hvad endnu værre er: jeg linker. Teksten havde ikke eksisteret, hvis ikke det var for nettidsskriftet Søndag Aften, samt juraprofessoren Lawrence Lessigs bog En fri kultur, hans website lessig.org og en række af andre netsider, jeg blev ledt videre til, men som jeg ikke alle kan finde tilbage til i skrivende stund. Alligevel påstår jeg hårdnakket, det er mig, der er forfatteren.

Det er nok de færreste af os, som tør tænke tanken til ende. Tanken om copyright. Og befinder man sig på nettet i dobbeltrollen som skabende og forbrugende, øger det ikke ligefrem lysten til at tage hovedet ud af busken. Som Lessig påpeger, er store dele af netbefolkningen, som sagerne står i dag, næsten født forbrydere. Enhver handling i den digitale verden er jo en kopi. Det er strengt taget umuligt at betragte et billede på en computerskærm, uden at det først bliver kopieret over på harddisken. Og selv om man ikke engang kopierer noget, men blot peger i retning af noget, der kan kopieres, er helvede løs.

Det måtte den studerende, Jesse Jordan på Rensselaer Polytechnic Institute i Troy, New York, sande, da han for tre år siden som led i sin uddannelse forsøgte sig med at konstruere en søgemaskine bygget på selveste Windows' fildelingssystem. Samtidig med at registrere for eksempel forskningsnotater rundt på skolens interne netværk, gjorde maskinen det muligt at søge i musik, som netværkets brugere selv havde gjort tilgængeligt på deres computere. Og af samme grund blev Jesse - en studerende, der ikke havde tjent en krone på sit studieeksperiment - mødt af et erstatningskrav på 15 millioner dollars fra Recording Industry Association of America.

Det svenske fildelings-søgemaskine, The Pirate Bay, oplevede noget tilsvarende her i sommer. Websitet fik i november 2005 den svenske kammeradvokats ord for, at man opererede inden for lovens rammer (kort sagt var cirka lige så lovligt som Google), fordi sitet aldrig selv har rummet uautoriserede kopier af beskyttet materiale, men kun henviser til dem. Ikke desto mindre blev Pirate Bays servere i maj beslaglagt af det svenske rejsehold, imens én »pirat « blev tvunget til at afgive DNA-prøve og en anden forhørt i seks timer, men nægtet en advokat. Alt sammen efter trusler om handelssanktioner fra den amerikanske stat, og ikke mindst underholdningsindustri, mod Sverige, kunne Sveriges Television afsløre.

Et af Lawrence Lessigs yndlingseksempler, som man også kan høre i et af hans foredrag på nettet, er Mickey Mouse: Hele Walt Disneys livsværk af tegnefilm havde ingenting været, hvis ikke det var for værker som Brødrene Grimms, der forlængst var blevet offentlig ejendom og dermed gratis at genbruge. Mickey selv fik sit gennembrud i en tegnefilmparodi - en »kopi« så at sige - på Buster Keatons Steamboat Bill Jr. Hvilket ikke forhindrer Disney-koncernen i at være blandt de tungeste lobbyister for en stadig forlængelse af ophavsrettens varighed: for at undgå, at Mickey selv »slippes fri«. Man vil gerne låne af traditionen, men man vil ikke give tilbage.

Lessigs refræn lyder: »1. Kreativitet og fornyelse bygger altid på fortiden. 2. Fortiden prøver altid at kontrollere den kreativitet, der bygger på den. 3. Frie samfund gør fremtiden mulig ved at begrænse fortidens magt. 4. Vi lever i et stadig mindre frit samfund.« En af hans hovedpointer er, at vi bør gøre, hvad vi kan, for at genvinde det område af fælles arvegods, hvortil alle har adgang uden at skulle spørge om lov: den fri kultur.

»Copyright is for losers©?«, som street artisten Banksy så smukt har udtrykt det. Med et alt for stramt rettighedssystem ender vi alle sammen med at blive taberne. De love, som skulle beskytte kunstnerne, ender med at blive kreativitetens fængsel, fordi de kun gør det muligt at skabe videre på baggrund af andres værker (eller simpelthen gøre dem tilgængelige) hvis man er udstyret med en hær af advokater.

»Kopier i ens hjerne er efter amerikansk ophavsret endnu ikke beskyttet«, trøster Lessig sig med. Hans egen bog kan i sagens ånd frit downloades på engelsk, men print-on-demand-forlaget Underskoven har gjort sig den prisværdige ulejlighed at få det centrale stykke debatlitteratur trykt på dansk. Og forlagsredaktøren, Tom Ahlberg, har benyttet sin anden rolle som tidsskriftredaktør på Søndag Aften til at følge udgivelsen op med et temanummer, der også behandler Pirate Bay-sagen, for ikke at glemme den danske lancering af det alternative system til at forvalte ophavsrettigheder, Creative Commons. Stiftet af Lawrence Lessig i 2001 som et konkret løsningsmodel - gratis og lige til at tage i brug.

Lessig ønsker ikke af afskaffe copyrighten, men at indføre en mere afbalanceret lovgivning, især ved at nedkorte perioden og gøre det nemt at skelne mellem offentligt domæne og beskyttet indhold (skabe en »advokatfri zone«). Også Søndag Aften gør sit til at forsøge at skabe balance og nuancer i en verden, der normalt blot skildres som en kamp mellem pirater og anti-pirater: »Hvis debatten kun giver plads til det sort/hvide synspunkt 'ophavsret er ejendomsret' eller 'informationer skal være gratis', så bliver det vanskeligt at nærme sig et frugtbart debatklima.«

Formmæssigt har Søndag Aftens månedlige nyhedsbreve om »udviklingen i kultursektoren« ikke udviklet sig siden starten i 1998, og både udseende og indhold er ofte så tørt, at det knaser. Men gudskelov, at der findes et kulturtidsskrift på nettet, der har dets vedholdenhed, og som også lever op til regler som: »Skriv om det du synes er væsentligt, ikke det du tror optager andre«, »Nævn aldrig personnavne - end ikke dit eget«, og måske allervigtigst: »Disse dogmer kan undtagelsesvis fraviges«.

Hver artikel er i øvrigt fulgt af sætningen: »Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde«. Og hver ny udgave »rummer« et kunstværk - eller det vil sige: kurateringen begrænser sig oftest til et kommenteret link til et allerede eksisterende værk et andet sted. Et sandt kopi-galleri altså. Denne gang præsenteres meget passende copy-art.net - »kunstnernes egen udvekslingscentral«. Pirat , start!
 

Bragt i Weekendavisen #34, 25/8 2006

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet