 | | | |
 | ||||||||||
 |  | |||||||||
 |  | |||||||||
| | | | | | | | | | |
Blogfiktioner. Ti forfattere skriver kollektiv roman for åben skærm.
ALLE har en blog. Selv Google. Og jeg er dum nok til med mellemrum at læse den. På den måde var det, jeg forleden blev underrettet om det seneste tiltag fra mastodonten: Google Romance – en kærlighedssøgemaskine. Og ja, hvorfor ikke? »Hvis du tænker over det, er kærligheden jo bare endnu et søgeproblem.« Og hvis ikke Google skulle kunne finde den rette, hvem så? Tjenesten, der betjener sig af »banebrydende algoritmer«, bringer folk på en virtuel date med tilhørende »kontekstbaserede« reklamer, som kan hjælpe til med at skaffe de rette dating-resultater. »Er Google gået for langt?« spørger en enkelt bekymret kommentator et andet sted på nettet. Men langt størsteparten var klogere end både han og jeg og havde for længst spottet datomærket på blog-dagbogsbladet: 1. april. Så har de altså også en slags humor. En præcist kalkuleret én naturligvis, for det er præcis denne blogs funktion: at give Google et menneskeligt ansigt.
Bloggen er individets stemme. Hvad end man skriver om sin barske dagligdag i en sønderskudt by og kalder sin netdagbog for Bagdad Brænder eller rapporterer om trivialiteterne i en hyggelig villa i Belgien under overskriften Min kæreste er et skvat – bare for at nævne et par af årets Bloggies (»bedste afrikanske og mellemøstlige« og »bedste europæiske weblog«) – så er webloggen et autentisk personligt udsagn uden journalistisk filter. Et massemedium, som vi alle principielt har direkte adgang til, og som teoretisk set kan give hver enkelt af os det kvarter i rampelyset, vi efterhånden føler, vi har krav på.
Hvis ikke mere. Den anonyme kvindelige forfatter Riverbends blog Baghdad Burning er ligesom den navnkundige Bagdad-blogger Salam Pax senere kommet i bogform og nu desuden nomineret til BBC 4’s faglitterære Samuel Johnson Price. Imens den norske blogger og blogekspert Jill Walker fra universitetet i Bergen for en måneds tid siden velfortjent blev belønnet med Meltzerfondets formidlingspris på 100.000 kr. for sin »videnskabelige blogvirksomhed«. En virksomhed, der genren tro også inkluderer personlige beretninger om livet som enlig mor.
Individuelle stemmer , men som via bloggens traditionelle links til andre blogs knytter sig sammen i klynger af synsvinkler. Et fænomen, den koreansk-amerikanske kunstner og programmør Francis Hwang har udnyttet til sit projekt Ten-Sided, som præsenteres på websitet Turbulence: En »ti-sidet« tekstlig performance – eller polyfon roman – hvis tilblivelse kan følges online i netop disse måneder. Siden 18. marts har ti forfattere forklædt som fiktive personer ført hver sin netdagbog, og de fortsætter indtil 18. juni.
»Hver gang jeg tænker på internettet, ser jeg en klode for mig dækket af mennesker siddende ved tastaturer, alle forbundet af sølvtråde,« som den ene af karaktererne, Mandy, skriver.
DE ti personers historier er vævet sammen, men hvordan er ikke på forhånd fastlagt, og en hvilken som helst planlægning i kulisserne i forhold til fortællingen strider imod dogmereglerne. Forfatterne må kun tage udgangspunkt i, hvad de andre skriver offentligt i deres blogs.
Som læser vælger man, om man vil læse hver enkelt tråd i fortællingen på personernes individuelle blog-sider, eller om man vil læse det samlede kronologiske tæppe af stemmer på projektets hovedside.
Mandy, hvis blog hedder Smooth Blue, er en spillegal sygeplejerske. Hun har mødt Jez tilfældigt til en fest, men han ringede aldrig til hende igen. Han har nemlig smidt hendes nummer væk, kan man læse af hans blog, J-Meister (stripthelightfantastic.blogspot.com), og han har i øvrigt glemt, hvad hun hedder. Jez har for sin del sammen med en ven læst en erotisk fortælling, som fik noget overnaturligt til at ske. En historie om nogle blå kvinder – sirener – skrevet af Voidwalker, hvis respektive blog for en stund blev blacklistet for børneporno, fordi folkene på Blogger ikke vidste, at sirener ældes meget hurtigere end mennesker og godt kan være voksne allerede som fireårige.
Hver enkelt af de ti blogs er skrevet og udformet i sin særlige stil. To af dem rummer desuden billeder: Ol’ Uncle Charles tegner portrætter, og Brim Miscovich producerer både tegninger og fotos af sære genstande – gamle husholdningsmaskiner og sager, som han ifølge Onkel Charles formår at samle til nye formål.
Charles selv er endt i husarrest. Hvorfor og hvor vil forhåbentlig med tiden åbenbares. Kan det have noget at gøre med Brims mumificerede katte? At læse en tekst som denne kræver en ihærdig detektivisk indsats og en blind tillid til, at de ti medvirkende forfattere faktisk formår at udføre deres halsbrækkende projekt. Hvilket omvendt også tilfører den blog-genren iboende karakter af »serie« ekstra spænding. Den litterære tekst skrives lige for øjnene af én (man kan endda selv skrive med i kommentarerne), og det er næsten utænkeligt, at værket – kollektivt som det er – skulle ende med at »gå op«.
Vildskuddene hører med, ligesom de er en del af bloggens autenticitet, en autenticitet, der i dette tilfælde blot udlånes til fiktionen. Men hvor mange menneskers liv følger man ikke i forvejen med i på nettet uden nogensinde at finde ud af , om de taler sandt, endsige overhovedet eksisterer?
»Aliss og jeg har faktisk aldrig mødt hinanden personligt. Fysisk så at sige,« som Leo Valis betror os. »Hvilket ikke betyder, at jeg ikke kender hendes person, at hendes og min ikke har mødtes. De har mødtes offentligt; de har mødtes privat. De har mødtes i rum, som kun vi ved, hvordan vi finder. Det har stået på i årevis – tro hende ikke, hvis hun siger, det kun er måneder. Aliss har ikke så godt et forhold til tiden: – Hvilket får mig til at spekulere over – forsvandt hun... sådan bare? (...) Aliss, er du faret vild? Er du bange? Jeg kan ikke mærke dig mere.«
»Aliss og jeg havde de mest vidunderlige drømme«.
Bragt i Weekendavisen #14, 7/4 2006