Det er nok de færreste moderne litteraturelskere, der savner den gotiske skrift. Eller som for den sags skyld mener, at digterne stadig i 2008 udelukkende burde skrive rimede sonetter. Begge dele var ellers rimeligt udbredt engang.

Når vi taler om litteraturens nye former og platforme, kan vi nærme os emnet fra flere forskellige vinkler. Vi kan for det første vælge den grundindstilling, at al forandring er en trussel mod det, vi kender og elsker. Eller vi kan vælge at fokusere på de nye muligheder i den udvikling, der sker og vil ske, fordi erfaringen trods alt fortæller os, at en del af litteraturens værdi ligger i selve det, at den forandrer sig.

Vi kan vælge, om vi vil følge litteraturen i dens bevægelser, eller om vi vil bede den om at blive, hvor vi er. Det er ikke nogen naturlov, at vi altid til sidst følger den. Det er et valg, vi må tage.

Vi kan også vælge udelukkende at tale om, hvilken indpakning litteraturen kommer i, eller vi kan vælge at fokusere på litteraturen selv. En stor del af diskussionen om litteraturen og de digitale medier har i lang tid handlet om den elektroniske bog. Det vil sige bogen, som vi kender og elsker den, i en så vidt muligt tro kopi, der blot er sammensat af nuller og ettaller i stedet for træmasse og klude. eBogen v. 1.0 – som man kunne vælge at kalde den –har nogenlunde de samme problemer som en vegetarbøf: Den skal forestille noget, den ikke er, og den gør selv opmærksom på manglen. eBogen v. 1.0 skal fx ligne en læderindbundet bog, som ingen har drømt om at tage ned fra reolen i hundrede år. Samtidig har de såkaldte bogelskere klamret sig til deres elskede bog, som om det virkelig var dén, de elskede, og ikke den litteratur, den var bærer af. Af en eller anden grund er det, som om lige præcis det elektroniske felt har formået at skabe en frygt for al formmæssig udvikling, samtidig med at det er lykkedes at skabe et billede af den gode gamle bog, som om den var evig og uforanderlig, hvilket den naturligvis aldrig har været.

Hvis vi skal vælge at tale om den elektroniske litteratur som denne replika af Gutenberg-bogen, er teknologien faktisk efterhånden kommet så langt, at eBogen rummer nogle fordele, der rent rationelt er rimeligt svære at komme uden om. Den eBog, som allerede i dag findes på markedet, opretholder ikke blot læsningens ro og koncentration, dens ikke-bagbelyste skærm er efter sigende også både mere behagelig for øjet at læse på, end den trykte bogs papir og tryksværte. Den gør samtidig læsningen endnu mere mobil, ikke mindst i kraft af sin lagerplads, som gør det muligt at rejse omkring med et helt bibliotek i en håndtaske. Hvilket også sparer både plads og ressourcer. Den er lettere at søge i. Og har man glemt en bog, eller glemt at købe den, kan man også skaffe sig den – ved hjælp af eBogen selv, trådløst og på nogle minutter. Litteraturen er kort sagt blevet lettere tilgængelig end nogensinde og på måder, der svarer til dem, hvorpå andre kulturtilbud som fx musik nås, dvs. steder hvor den ungdom, som vi gerne vil have skal læse, faktisk befinder sig. Og – som en af e-litteraturens forkæmpere Jeff Gomez stiller det op – er valget måske slet ikke, om vi vil have, folk skal læse trykte eller elektroniske bøger, men om de overhovedet skal læse, hvilken nogle af os måske synes er vigtigere.

Problemerne, der står tilbage at løse, er så blandt andet hvordan den grafiske mangfoldighed (som meget få bogelskere sjovt nok nævner) hos den trykte litteratur – både omslag og indmad – kan transponeres til skærmen. Og hvordan vi skal forhindre, at giganter som Amazon får alt for meget magt over både litteraturen og vores egne private biblioteker.

Den elektroniske bog er der allerede, den er under stadig udvikling, og det er naturligvis kun et spørgsmål om tid, før den har taget den trykte bogs plads. Vi kan være ganske rolige.

Og imens debatten har stået på om sandsynligheden af denne, logiske, udvikling af bogen, er litteraturen gået digital – et helt andet sted.

Den elektroniske litteratur – som jeg ville definere den – er strengt taget alt det, der ikke foregår i bogen. Det er dens drivkraft og hele raison d'être. I takt med at de digitale medier og ikke mindst internettet er blevet udbredt (og i vores del af verden blevet allemandseje), har litteraturen taget for sig af de nye muligheder, som den digitale udvikling har betydet for: 1) distributionen af tekster, 2) den litterære udveksling og debat, og allervigtigst 3) udviklingen af nye tekstformer og videreudviklingen af gamle.

Nettet er et elastisk og multifunktionelt rum. Et rum, som danner ramme om både tekstens tilblivelse og det færdige produkt. Det sætter læseren og forfatteren i samme stol. Og mange tekster bliver forøvrigt aldrig nogensinde færdige. De er levende, i udvikling og i dialog. Teksten kan fremføres grafisk, over tid; man kan interagere med den, vælge sin vej igennem den, vælge sin version af den. Og som den avancerede skrivemaskine, computeren er, kan den desuden inkorporere elementer fra mange andre kunstarter og praksisser: Billedkunst, musik, film, teater, spil. Selve tekstbegrebet udvikler sig til at rumme mange flere elementer end skriften alene.

Igen står vi i en valgsituation: Vi kan vælge at være ekskluderende og sige, at litteraturens grænser går fx ved bogomslagets flapper. Eller ved alfabetets 28-29 bogstaver måske. Eller vi kan vælge at være inkluderende og nysgerrige og se, hvorlangt litteraturen selv ønsker at gå. Vi kan gøre det til et problem, at en forfatter ikke holder sig strengt til sin vedtagne rolle, eller vi kan se det som en berigelse. At der sker noget nyt.

Forfatteren Morten Søndergaard valgte i 2000 at skrive en ny samling tekster med udgangspunkt i et tidligere digt, hvilket resulterede i værket Landskaber omkring digtet Kompas. En digtsuite, som udkom på internettet på websitet Afsnit P (som jeg sidder i redaktionen for, og hvor den stadig kan læses). Her skriver digtene sig bogstaveligt talt frem oven på den tidligere tekst, når man finder dem og klikker dem frem. Læseretningen brydes op, læseren kan fare vild. Og teksten rummer elementer af sin tilblivelsesproces og sit inspirationsmateriale i form af skjulte skitser, billeder og lyd.

I slutningen af 2007 valgte den svenske digter Johannes Heldén at udgive en ny digtsamling digitalt, også på Afsnit P, med titlen Primärdirektivet. Heldén er et opadstigende navn på den svenske litteraturhimmel, og faktisk også på den svenske kunstscene. I den ene af Primärdirektivets to dele – der ikke uden ironi er repræsenteret af to svævende læderindbundne bøger – sammensætter læseren selv med musen sin egen buket af poetiske fragmenter, som hver især knytter sig til bestemte punkter i et landskab. Hvilket jo ikke er ensbetydende med, at noget i den forstand er tilfældigt. Det er en tekst, der er udformet præcis til at blive læst på denne måde. I den anden af bøgerne er det teksten selv, som svæver, eller rettere stiger frem af landskabet og fordamper, når man aktiverer den. Teksten er noget organisk.

Hvor Johannes Heldéns univers låner elementer fra science fiction, bærer den finlandssvenske, nu herboende, digter Cia Rinnes visuelle digte mere præg af gammeldags hæfter og skrivemaskiner. Men hendes archives zaroum, som Afsnit P publicerede i begyndelsen af i år, udnytter ikke desto mindre – på meget simpel vis – de digitale muligheder for at sætte teksten i bevægelse og inddrage læseren, bl.a. i valgsituationer.

Der er dog stadig langt til den læserinddragelsen i Mette Moestrups aktuelle værk, Kollektivt, anonymt, som vises på Roskilde Bibliotek og Roskilde Universitetsbibliotek for tiden – samt på nettet. Her lader hun nemlig læserne selv skrive teksten, sætning for sætning, inden for rammerne af en ordliste og med den simple grundregel, at "Det, du skriver, skal være sandt for dig".

Også fx det britiske forlag Penguin har eksperimenteret med kollektive skriveprocesser. Bogen A Million Penguins, som stadig kan læses online, blev skrevet på næsten 1500 forskellige tastaturer rundt om i verden, efter samme princip som leksikonet Wikipedia. Det er, som det hedder på hjemmesiden, "ikke historiens mest læste, men måske nok mest skrevne roman". At læse den i selve skriveprocessen sidste år i marts var en ganske særlig elektrisk oplevelse. Man bladrer, og historien har forandret sig, mens man så væk.

Atter andre kollektive og encyklopædiske skriveprojekter er blevet udført via mere improviserede og selvbestaltede platforme – typisk konstellationer af blogs, hvor forfattere skriver i et afgrænset tidsrum, ind og ud af hinandens universer, eller fællesblogs, hvor alle deltagere skriver i den samme strøm. Og grænsen mellem den individuelle og kollektive skrivning er generelt blevet mindre tydelig, ligesom den er blevet det mellem forfatter og læser.

I kraft af bloggens brugervenlighed og dialog med læseren/de andre bloggere – er den på få år blevet den mest udbredte litterære platform på internettet: En kombination af skriveredskab, udgivelsesform og udgiver (som endda også fortæller en del af historien om sin egen tilblivelse). En form, som det var svært at foregribe, ikke mindst fordi begrebet at "udkomme på eget forlag" tidligere havde en tvivlsom klang. Nu udkommer alle gladeligt på eget forlag. For i dialog vil man jo gerne være. Og selve blogformen befordrer åbenbart en kreativ glæde og tilfredsstillelse for mange, "professionelle" såvel som "amatører", ligesom mange andre former for kreativ aktivitet på nettet.

Bloggen er også en slags eBog. Og hvor den elektroniske bog v. 1.0 – i betydningen "en tro kopi af den bog, vi kendte" – godt kunne få lidt karakter af "vegetarbøf", er bloggen en ny og anderledes litterær beholder i sin egen ret – der kan noget andet (og mere) end den klassiske bog. En ny bog som i parentes bemærket også influerer "tilbage" på den trykte bogs form – der er og naturligvis vil vedblive at være i forandring.

Den optimale, egentlig elektroniske bog bør vel strengt taget være et tidssvarende redskab, som kan andet og mere end forgængerne, og som derfor ikke ligner noget vi kender. Men som omvendt udnytter, hvad vi teknisk kan og ønsker at kunne – for eksempel på det ganske udmærkede læseapparat, der hedder en almindelig computer. eBogen 2.0 skal være et højteknologisk redskab, som i nogle tilfælde fremmer fordybelsen (i modsætning til computeren), men heller ikke for enhver pris og i alle tilfælde: der er jo ikke kun én litteratur. Og meget af den litteratur, der i dag findes på nettet, trives ganske udmærket, hvor den er. Ja, den kunne ikke trives bedre.

Hvis vi ligefrem ønsker at tilskynde videreudviklingen af de nye litterære genrer, som opstår i disse år – hvilket jeg vil opfordre til – kræver det endnu engang et positivt tilvalg. Nemlig at vi tager genrerne alvorligt og opøver nye digitale læsefærdigheder. 1) At de professionelle læsere – de litterære kritikere – inddrager det digitale område. 2) At forfatterne såvel som forlæggerne generelt er mere nysgerrige og generøse og vælger at se muligheder frem for problemer. Og 3) at det kulturelle støttesystem udvikler sig, så det bliver i stand til også at håndtere, værdsætte og fremelske flere og mere sammensatte eller "ufærdige" litteraturformer og udgivelsesmetoder end i dag.

Jeg er ked af at sige det, men det virker nogle gange næsten, som om bibliotekarerne er de eneste, der rigtig har fattet det. Modsætningen mellem bogen og de digitale medier, som stilles op lidt for ofte, er både falsk og ødelæggende. Hvis det altså er litteraturen, vi elsker, og ikke bare bogen.

Holdt som oplæg på Dansk Forfatterforenings konference, Den skønne litteratur, på Vartov 9/4 2008

Christian Yde Frostholm