 | | | |
 |  | |||||||
 |  | |||||||
| | | | | | | | |
Enter Action. ARoS præsenterer generøs digital kunst på den første danske udstilling i stor skala.
Nogle kunstoplevelser kan være dragende, andre kan rive tæppet væk under én. ARoS' nye store satsning, Enter Action - Digital Art Now, med hele 13 vægtige internationale værker, formår at gøre både det ene og det andet. Et enkelt fik ligefrem Deres udsendte til at gå i gulvet.
Udstillingstitlen Enter Action lyder til forveksling som interaction, men »enter« signalerer samtidig »træd indenfor«. Det er umuligt at få den fulde oplevelse uden selv at »gå ind i« værket. I udstillingens største rum, hvor den mexicanske kunstner Rafael Lozano-Hemmers 300 blinkende glødepærer hænger ned fra loftet, er det eneste, du skal foretage dig at holde fast om en sensor med begge hænder. Efter lidt tid begynder den slukkede pære foran dig at blinke: det er dit eget hjerteslag. Og i det øjeblik, du slipper taget om håndtagene, forflyttes blinket til den nærmeste af pærerne højere op, imens de øvrige for en kort bemærkning slukkes. Så blinker alle 300 igen som før - blot med den forskel, at du ved, at den ene af dem nu repræsenterer dit eget hjerte. Og jo, det gør faktisk en forskel. At træde ind i værket betyder altså ikke, at man som publikum selv skal gøre alt arbejdet. Generelt for udstillingens værker gælder det, at man får sin indsats mangefold igen.
Arrangørerne af denne første store udstilling af digital kunst i Danmark har i det hele taget gjort meget ud af at imødegå de indvendinger, digital og interaktiv kunst ofte mødes med: nørdethed, utilgængelighed, effektjageri osv. Og for at vise at heller ikke de naturligvis blindt forherliger interaktiviteten for interaktivitetens egen skyld, har de som indgangsportal valgt et værk, der decideret gør grin med publikums-deltagelsen. Den tysk-schweiziske gruppe Knowbotic Researchs lydinstallation, Black Cat, består af store aflange heliumballoner, der som stiliserede sorte katte dansende lokker én til sig. Men hvis man rører dem, forpurres værkets lydside. Skriften på bagvæggen siger: »SUPER-EXTRAS DON'T MOVE«. Over for det såkaldt »demokratiske« interaktive værk er vi med andre ord reduceret til statister, der allerhøjst forstyrrer værket. Men desværre, synes jeg, bliver det svært at opleve det som andet end en gimmick.
Run Motherfucker Run af hollandske Marnix de Nijs er - rent fysisk - det mest krævende, men til gengæld også mest forførende af udstillingens værker. Her må man op og løbe på et fem meter langt løbebånd, som accellererer i samme tempo som man selv, og som sætter en sværm af billeder i gang på en enorm skærm foran én. I takt med, at man løber til, eller finder sin egen rytme, stiller billedet skarpt på et af flere mulige urbane rum, man altså løber for livet igennem. Billedsidens gader og parkingskældre er utrolig smukke, og oplevelsen af selv at være hovedpersonen på flugt ret overvældende. Men jeg var glad for, at kunstneren selv var den eneste anden person i rummet, da jeg personlig skulle gøre min debut. Jeg gjorde nemlig det eneste, man ikke skal gøre: løb i panik den gale vej på båndet - og endte med at blive spyttet ud så lang jeg var på den madras, der heldigvis er lagt frem til det samme. I anden omgang fik jeg dog lov at mærke både rusen og svimmelheden.
En anden madras, jeg noget mere frivilligt lagde mig op på, var Sonic Bed_London af britiske Kaffe Matthews. Også her bliver man i en vis forstand selv udstillet, men liggende i den store seng med lukkede øjne er det let at glemme det. Værket berører, ja, nærmest masserer én med lyd. Music for Bodies, som Matthews kalder sit overordnede projekt, lader én mærke musikken snarere end at høre den. En behageligt overskridende fornemmelse, og igen mere enter-action end interaktion: alt, hvad man investerer, er sin fysiske tilstedeværelse, hvilket også minder én om, hvordan kroppen altid er medspiller i kunstoplevelsen.
*
Græsk-australske Mari Velonakis installation Fish-Bird: Circle C - Movement B udfordrer én på en mere subtil og poetisk måde. Værket er bygget over en græsk fabel om den ulykkelige kærlighedshistorie mellem en fugl og en fisk. Rollerne spilles af en rød og en blå kørestol, som er udstyret med hver sine »karaktertræk«, og hvis humør svinger afhængigt af dagene. Stolenes bevægelser styres over nettet af et program, men de forholder sig samtidig til hinanden, foruden til de par besøgende, der får lov at opholde sig i rummet ad gangen. Men stolene forsøger også at kommunikere: de skriver korte digtsentenser til hinanden, som de med mellemrum spytter ud på gulvet som bonstrimler. »Clutching seaweed in my hands«, stod der med sirlig håndskrift på den seddel, jeg tilfældigt samlede op. I modsætning til den typiske robot, der mimer et livagtigt væsen, er Velonakis kørestolsrobotter næsten mere autentisk »kropslige«, når de kommer rullende imod én - på én gang foruroligende og rørende. Kørestolen er et af vore ældste tekniske hjælpemidler, og som værk stikker installation dybt i sin undersøgelse af den teknologisk-menneskelige symbiose, vi jo allerede i lang tid har indgået i.
Og som kuratorerne skriver i deres katalogtekst, fjerner de digitale teknologier os heller ikke nødvendigvis fra kroppen, de kan lige så godt »kaste os tilbage« i den. Samtidig gør værkerne op med det fortærskede modsætningsforhold mellem den »kolde teknologi« og det »varme, levende menneske« (om end museets formidling, utilsigtet, tenderer mod at fasttømre det). Når for eksempel østrigeren Manu Luksch anvender skoven af overvågningskameraer i London til at optage sin underfundige film Faceless (og skaffer videobåndet takket være en ny EU-lov om aktindsigt) påpeger hun med al tydelighed absurditeten i, at alt hvad vi foretager os ender på video, men hun anvender samtidig teknikken kreativt. Og det er jo heller ikke kameraerne, der er problemet, det er snarere menneskene bag dem.
På samme måde udfordrer udstillingen også polariseringen i den standende debat om museernes udstillingsstrategier. Enter Action er en meget »varm udstilling«, tænker jeg, men det forhindrer den heldigvis ikke i samtidig at være kritisk og farlig.
Og, som Niels Ole Finnemann påpeger i sin artikel i kataloget, er det altid de nyeste teknologier, de stærke følelser knyttes til. »Når først vi tager dem i brug, lever de hverken op til angsten eller fascinationen.« Et godt eksempel på en ting, der engang var næsten højteknologi, men på kort tid blev transformeret til et nostalgisk, nærmest besjælet artefakt, leverer værket Life Writer. Kunstnerne Christa Sommerer og Laurent Mignonneau har ombygget en gammeldags rejseskrivemaskine, så de ord, man skriver på den, bliver til genetisk kode. Straks man skifter linje, forvandles bogstaverne på arket til levende væsener: dyr, der lever af skrift, men som også skabes af den. Mange mennesker - har kunstnerne måttet indse - ved imidlertid i dag slet ikke, hvordan en skrivemaskine betjenes. For os, der stadig kan huske det, bliver det til gengæld en fascinerende kriblende skriveproces.
Blandt de mere kontemplative værker, Enter Action også rummer, er hollandske Erik Olofsens Drives, der umiddelbart opleves som »bare« en videoinstallation. Det særlige digitale element skjuler sig i tilblivelsesfasen. De krystalklare videobilleder, der vises over tre skærme, er optaget med et særligt højhastighedskamera, som gør det muligt at gribe det, øjet normalt ikke kan nå at opfatte. Olofsen har filmet biler, han overhalede på motorvejen i skumringen, men han afspiller optagelserne baglæns og i meget langsommere tempo, så sekunder bliver minutter. Det ser ud som modkørende biler, der drømmeagtigt glider forbi - lige indtil man opdager, at baggrunden bevæger sig den gale vej. Voyeuragtigt suges man ind i de forbipasserendes intime rum bag ruderne, hvor hverdagens trivialiteter forvandles til et stemningsfuldt drama.
Drives er på mange måde beslægtet med udstillingens måske flotteste værk, Listening Post, af amerikanerne Ben Rubin og Mark Hansen. Også her overvåges andre mennesker så at sige uden deres vidende, og ud af materialet skabes en næsten elegisk komposition. I dette tilfælde er det diverse chatrooms, der i realtid og efter forskellige spilleregler gennemtrawles for ord og sætninger, som derpå skrives på en hvælvet væg med i hundredevis af små blå displays. Idet teksterne tikker ind, knyttes der lyd til dem, hvilket gør dem næsten fysiske, samtidig med at ordene læses højt af en mandlig computerstemme akkompagneret af musik. Her foran det gennemkoreograferede, inciterende og skræmmende skriftbillede kan man opholde sig længe. Hypnotiseret måbende.
Det er velgørende, at et dansk kunstmuseum - langt om længe - tager udfordringen op og præsenterer den digitale kunst i stor målestok for et bredere publikum. Og søreme om så ikke også Skive Kunstmuseum i samme weekend åbnede sit bud, No Place to Hide, der ligesom mange af ARoS-værkerne fokuserer på overvågningstematikken. Lad os håbe dette sammentræf kun bliver til fælles bedste. Det virker klogt, at man fra ARoS' side har valgt at gå så pædagogisk frem, både på udstillings-, katalog- og juniorsiden. Og det er flot, at man også har ladet den lidt mere krævende, men centrale netkunst få sit eget indbydende rum, indrettet af den eneste danske deltager, Mogens Jacobsen, med værker udvalgt på stafetmanér. Samt at udstillingen har fået sit eget Second Life-inspirerede website. Nu mangler vi bare et dansk museum med fast netkunst-anneks.
Enter Action - Digital Art Now. ARoS, Aarhus Kunstmuseum. Eksterne kuratorer: Anne Sophie Warberg Løssing og Anne Sophie Spanner Witzke. Katalog med bidrag af bl.a. Niels Ole Finnemann, Hanne-Louise Johannesen, Mark Tribe og Søren Pold. 152 s. Indtil 26. april.
Bragt i Weekendavisen #7, 13. februar 2009