 | | | |
 | ||||||||||
 |  | |||||||||
 |  | |||||||||
| | | | | | | | | | |
Pixelfetichisme: Hvor holder trangen til detaljer op?
Det var nok de færreste, der ikke udbrød et enkelt »Wauw«, første gang de tog sig en flyvetur i Google Earth, ude fra verdensrummet og ind til præcis det lille punkt på kloden, som de nu havde udsøgt sig. Det satellitbillede-zoom, der var det ypperste af hi-tech i tv-serier som Ørnen, er ganske vist allerede nu, små fem år efter, en triviel effekt og inkorporeret i alskens sites og nyhedsudsendelser. Kortet over verden er blevet erstattet med et fotografi. Men fascinationen af det altseende kamera lever videre i bedste velgående. Tænk blot på DRs aktuelle overvågningsserie, Livvagterne, hvis agenter betjener sig af udstyr, der gør dem i stand til at dykke stadig dybere ned i billeder, næsten som om det var virkeligheden, de bevægede sig i.
»Kan du gå tættere på?« som standardspørgsmålet lyder.
Personligt kan jeg nu heller ikke få nok af at zoome ind og stille skarpt på stadig mindre detaljer. Jeg sætter mine små flag rundt omkring på mit eget personlige Google Map - steder jeg har været, har glemt eller drømmer om - og jeg er næppe den eneste med den last. Imens alle søgemaskiners moder udvider sit territorium uge for uge: Google Earth, Google Ocean, Google Sky. Samtidig med at de forøger antallet af ekstra »lag«, man kan slå til og fra. Tag nu for eksempel laget »Global bevidsthed« (som man måske godt kunne ønske, nogle flere ville tage i anvendelse). En del af netop dette »bevidsthedslag« rummer i øvrigt billederne fra Yann Arthus Bertrands nu ekstremt gammeldags, men stadig flotte Jorden set fra himmelen, ligesom Ocean-laget bl.a. omfatter salig Jacques-Yves Cousteaus (i min barndom i alt fald) fascinerende undervandsfilm.
For nylig blev Prado Museet i Madrid sat på det digitale verdenskort, og ikke blot som papmachémodel på det lidt klodsede 3D-niveau, der nu også indgår i Google Earths fotografiske »First Life«. Et udvalg på 14 af museets allerstørste mesterværker svæver også over museet (et mærkeligt brud også det), så zoomet næsten uden overgang kan fortsætte fra Jordens overflade direkte ind på lærrederne. Malerierne er fotograferet så nøje, at hvert strøg og hver krakelering træder frem under luppen. Man bliver uvægerligt trukket ind i billedets rum og videre ud gennem bagdøren sammen med den hofmand, der står og ser sig tilbage på trappetrinet i Velázquez' Las Meninas. Imens blodet næsten lidt for livagtigt pibler ud af siden på Kristus under Nedtagelsen fra korset.
Kvaliteten af gengivelserne er »Ultra High Definition«. Fotografierne hører kort sagt til de absolut største digitale billeder i verden. Hvert foto er på 14 gigapixels (milliarder pixels). Rekorden til dato er, hvis man skal tro Wikipedias opslag, et 17 gigapixel-stort fotografi af Yosemite-nationalparken i USA, som også kan udforskes på nettet. Dybt i en enkelt lysprik på skærmen skjuler der sig her - når man zoomer ind og atter ind - mennesker på bjergtoppe og i lysninger i skoven. Og i næsten lige så god kvalitet (»kun« 16 milliarder pixels) kan Leonardo da Vincis Sidste nadver opleves på et italiensk website tilsat stemningsfuld musik.
Men hvis disse monstrøse fotografier i virkeligheden er sat sammen af et utal af mindre dele, må kludetæppet Google Earth vel også kunne kaldes en slags verdens største verdensbillede. Mens jeg sidder og fortaber mig i de mange pixels, rammer spørgsmålet mig, hvorfor jeg kan blive høj af den slags ting? Hvad er det egentlig, jeg ser på, når jeg ser? Selve effekten? Er det billedet, jeg nyder, eller er det alt sammen bare gadget-lækkerhed? Jeg ved godt, hvad en kunsthistoriker ville sige. Og for os andre dødelige, der må mænge os på sikker afstand foran Mona Lisas tommetykke glas på Louvre (og endda aldrig har været på Prado), er fordelen da også åbenbar. Men hvor holder trangen efter detaljer op? Over for Vélazquez ender man i alt fald let i en situation, der minder om, når man vil zoome ind på ubeboede fjerne egne og ikke kan. Man støder hårdt mod lærredet. Ser de ikke lidt udviskede ud, de to ansigter i spejlet? Han kunne måske godt have været lidt mere skarp i strøget.
Fladskærmene i Fona er allerede så overvældende, at tv-signalet tydeligvis endnu ikke kan følge med, og jeg aner helt ærligt ikke, hvor jeg selv skulle gøre af en af disse gigantiske skærme i mit eget hjem. Men BBC har allerede offentliggjort deres fremtidige standard, kaldet Super Hi-Vision, som vil få monitorlook'et i min egen stue til at ligne en tændstikæske. Her er snarere tale om et avanceret tapet, der vil fylde hele væggen (og hvorfor stoppe ved en), med plads til en slags skærmbaggrund-sofastykke måske, bare imellem programmerne. Hvad med et kæmpestort, knivskarpt tableau af fotografen Andreas Gursky?
Man kan næsten blive helt glad for, at filmene på YouTube, selv om man også her er gået i HD-modus, stadig er underligt slørede, og at udenrigskorrespondenterne i DR2 Udland til tider ser ud, som om de var malet af Francis Bacon.
I den sammenhæng har den tyske fotograf Thomas Ruff fat i noget i sine nyere fotoserier. Fra i slutningen af 1980erne at have arbejdet med en teknisk perfekt realisme, har han i det seneste årti i stedet arbejdet med fundne fotografier fra nettet, og vel at mærke ikke verdens største billeder. I serien jpeg er udgangspunktet komprimeringen, pixeleringen og de sære mønstre og farver, der opstår i digitale billeder, når de forstørres og strækkes over al formåen. Set på nettet kan det være svært at få det fulde udbytte. Men står man over for de fysiske værker på en udstilling - for eksempel det 2,5 gange 3,5 meter store jpeg ny02 (2004), hvis motiv er det sammenstyrtende World Trade Center - får den fragmenterede eller grynede jpeg-æstetik selve billedet til at eksplodere for øjnene af én. Og samtidig opleves forvrængningen inden for den enkelte »megapixel« som helt maleriske strøg. Hvis ikke netop som et filter, der står i vejen for motivets virkelighed.
Den lidt tidligere serie Nudes består af pornobilleder, måske lokkende miniaturer fra betalingssites, som Ruff har blæst op og behandlet, så de er blevet forstyrrende-poetisk udflydende. Det kan tage lidt tid, før de mere beskidte detaljer pludselig åbenbarer sig midt i den tilsyneladende uskyld. Men mest af alt får disse billeder mig til at tænke over det umættelige begær, der overalt driver mit blik - og mine klik - videre, stadig videre, i retning af en endnu skarpere definition.
Bragt i Weekendavisen #8, 20. februar 2009