BibliOdyssey. Hvad skulle vi gøre uden containerdykkerne og de dedikerede arkivister?
 

BILLEDER, billeder, billeder. Er der mon stadig nogen, der kun har 24 eller 36 fotografier på rullen i kameraet, og som kan vente med at tage filmen færdig og få den fremkaldt til efter næste familiefest, eller bare kan huske, da det var sådan? Mængden af digitale billeder vokser støt og med den også skimmehastigheden.

Det bliver heller ikke lettere at finde noget. Senest har det japanske firma Hitachi forsøgt at gøre noget ved problemet ved at lancere en visuel søgemaskine, hvor man søger med billeder, som man i Google søger med ord. På GazoPa.com uploader man et billedfil, som ligner det man søger, eller man tegner det med musen. Og kombinerer så eventuelt med søgeord. Tjenesten er stadig kun i testfasen, og der er et godt stykke vej endnu, hvis nogensinde det rigtig vil lykkes.

Jeg tegnede for eksempel efter bedste evne en tændstikmand, og søgeresultaterne var lutter flyvemaskiner og kontorstole. Man er nødt til at uploade noget så simpelt og genkendeligt som de olympiske ringe for at få ... et hav af billeder af de olympiske ringe. Men det kræver altså også en hjernehalvdel at søge med billeder, som jeg måske slet ikke er i besiddelse af. Til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen og klikke »I'm searching for luck«, hvilket leder mig til en fuldkommen vilkårlig håndfuld billeder, som jeg kunne betragte i et uendeligt flow uden at røre tastaturet. Som hjælpeteksten forklarede: »Du har muligheden for at støde på vidunderlige billeder.«

Og heldig, det har man jo altid lov at være. Men så foretrækker jeg næsten kultbloggen Shädy Äcres, som med jævne mellemrum vælger at »tømme harddisken« for ophobet materiale ud i én uendelig blogpost - en slags »cyber-ræb« - som på sin egen fascinerende måde får antydet, hvilket Wunderkammer, nettet er: en baby udklædt som et insekt stukket ned i en gryde. Obama foran en Superman-statue. En teenager med hovedet stukket ind i gabet på en haj. Et pariserhjul fyldt med Ku Klux Klan-medlemmer. Og så videre og så videre.

Pointen, hvis man kan tale om en sådan, er selvfølgelig, at der ingen sammenhæng er, andet end at det hele er lige langt ude. Og at det er dét, vi hele tiden udsætter os selv for. Der er altså ikke mere end ét klik, når vi lige skal tjekke nyhederne, fra Stein Bagger-sagaen til den saxofonspillende hvalros Sara. Og vi elsker det: suget fra det uventede og abnorme, der flimrer forbi.

Mætte af billeder bliver vi nok aldrig. Selv om de fleste af os nok godt kan blive ramt af momentan kvalme. Og ligesom med søsyge må man så forsøge at finde horisonten og fokusere. Opsøge nogen, der orker at gå i det uendelige arkiv på éns vegne, sortere og servere. Heldigvis er cyberspace da også beboet af et utal af venlige sjæle, som gerne tager dét på sig. De dedikerede blogarkivister.

En af de billedblogs, som jeg jævnligt besøger, BibliOdyssey, bragte forleden i en post, der hed »Dumpster Diving« (skraldedykning) et skønt gammelt billede fra 1700-tallet af et boghjul: en anordning, hvis første kendte version er helt tilbage fra 1588, tegnet af Agostini Ramelli, og som må kunne kaldes verdens første »browser«. Hjulet, der mest ligner en vandmølle, kan rumme en halv snes tunge bogbind liggende opslået i behagelig læseposition på hver sin indstilllelige hylde. Og så kan man ellers skifte bog uden at behøve at bevæge sig, bøgerne kommer kørende rundt til én. Hvem ved, om den første billedsøsyge også stammer tilbage fra den lykkelige ejer af et sådant hjul, idet dennes illuminerede værker susede forbi?

BibliOdyssey er spækket med den slags håndplukkede rariteter, som bloggeren Peakay indscanner eller stjæler fra nær og fjern: alkymistiske middelalder-stik, mexikanske allehelgens-papirklip, anatomiske plancher med brystanatomi. Det er virkelig som at dreje på et hjul af de mest fantastiske bogværker gennem tiderne og vel at mærke, uden at det samme kommer tilbage. Vor tids udgave er uendelig. Men øjet får hvile i billederne, og Peakay er nysgerrig og grundig, så hver enkelt blogpost er forsynet med forklarende tekst og nyttige links, for dem, der forstår at fordybe sig.

Mine yndlingsposter er mange. Heriblandt én med maleriske engelske og franske komparative farveplancher af floder og bjerge og deres respektive længder/højder. Og en anden med alskens panoramiske løbesedler af byer, have og slag, hvilket dog ikke hjælper mod søsygen. En tredje post rummer et udpluk af fem århundreders brætspil, som man alle får lyst til at printe ud og spille, hvis man bare forstod reglerne. Her finder man både et tysk kulminespil, et »node-ludo«, som må skulle spilles på instrumenter, et fransk, der forener religion og kortspil, og et andet med Paris i miniature (en slags Matador?). De nyeste spil er tysk propanda fra verdenskrigene, imens det ældste er et venetiansk fra 1500-tallet, hvor målfeltet er et »hav af lidelse«. Så er vi der igen.

Guldkorn fra bloggen er ikke for ingenting for længst blevet udgivet i bogform med undertitlen »Fantastiske arkivbilleder fra internettet«. Fra bøger vel at mærke. Ringen er sluttet.

En anden arkivist, der forstår at stoppe billedernes flow og vælge ud, er Jesse Aaron Cohen. Han arbejder til daglig på Institute for Jewish Research i New York, der rummer et stort jødisk bibliotek og et gedigent arkiv med 24 millioner dokumenter fra før, under og efter krigen. Instituttet har også et omfattende online-katalog og arrangerer virtuelle udstillinger, men sideløbende hermed afholder Cohen sine helt personlige Email Exhibitions. Som vel at mærke ikke finder sted på nettet, men i emailens afgrænsede lomme. Udstillingerne, som åbner den sidste fredag i hver måned og ikke begrænser sig til jødisk historie, skal man abonnere på ved at sende en mail med titlen »subscribe« til jacohen@fastmail.fm.

Den første mail, jeg modtog for et år siden, rummede en serie portrætter af folk, der poserer foran gravsten. Andre har omfattet udvalgte billeder af Tolstoj (med bonuslink til en skærmbaggrund med forfatterens skæg), en serie fine gamle pas, foruden billeder fra verdens største indkøbscenter i Dongguang i Kina, der åbnede i 2005 og nu ligger øde hen. Det hidtidige højdepunkt bærer den ironiske titel »Text Messages«: det er et udvalg af flotte og gådefulde gamle telegrammer, efterfulgt af et link til en artikel, der lærte mig, at telegrammets tidsalder er forbi. Western Union sendte det sidste fredag 27. januar 2006. Stop! Blev jeg lige en anelse nostalgisk?
 

Bragt i Weekendavisen #52, 23. december 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet