Club Internet. Netkunstens efterårsudstilling er et frit fald ud af rammen.
 

»BØRSMÆGLERNE tager sig til hovedet« hedder en fotoblog, der fik rimeligt stor opmærksomhed i blogosfæren for nylig. Ikke mindst i betragtning af, at den kun blev opdateret to gange, nemlig 8. og 9. oktober i år (brokershandsontheirfacesblog.tumblr.com). Men billederne er simple og effektfulde. Foran de brat dalende aktiekurver står og sidder mænd og kvinder lammet af chok, fortvivlelse og apati. Og deres fælles kropslige reaktion - hænderne for ansigtet - siger en eneste ting: Velkommen til finansverdenens Ground Zero. Kommentarerne på diverse andre blogs til gengæld er uden større medfølelse.

Men ellers hører finanskrisen måske ikke til den slags underholdning, der har størst chancer for at sprede sig som en løbeild på nettet. Her har nysende pandaunger og hysterisk leende babyer klart bedre chancer. Men hvorfor skulle det ene egentlig udelukke det andet? Den danske billedkunstner Jesper Carlsen har skabt en foruroligende videomanipulation med fem hypnotisk stirrende egern, som i mine øjne burde have rundsendings-potentiale, og som samtidig fint kunne illustrere - om ikke børsens »hysteriske kællinger«, så måske de bekymrede småsparere foran flimmeren?

Værket indgår da også i online-galleriet Club Internets efterårsudstilling, som bærer titlen »Free Fall« med en klar hentydning til kurvernes frie fald. Eller, som kuratoren og klub-stifteren Harm van den Dorpel foreslår: »et billigt efterår«. Hvem ved, om situationen ligefrem kunne forlede nogen til at investere i lidt flygtig elektronisk kunst, der ikke behøver at hænge over den sofa, som man alligevel har været nødt til at pantsætte?

Club Internets udstillinger er mere flygtige end de fleste. Ja, faktisk lige så flygtige som fysiske udstillinger, kunne man vende det om. Den aktuelle vises kun indtil 15. november, så erstattes den af en ny. Og »udstilling« er næsten også så meget sagt. Mest er det en slags kompilation af værker, man kan bladre i. Galleriet har ingen forside, man kommer direkte ind til et tilfældigt udvalgt værk, og navigationen er så diskret, at man let kan overse den. I øverste venstre hjørne, i en udvidelse af selve browserrammen, kan man klikke »next«. Værktitlen, som står ved siden af, er ofte bare et filnavn. Men holder man musen over kunstnernavnet, får man blot linket til hans eller hendes hjemmeside, hvis man er blevet nysgerrig. Mere pjat er der ikke.

At sammenligne værkerne med den slags materiale, der hitter på YouTube og Facebook, er ikke ment som en fornærmelse. Et af Harm van den Dorpels klare kuratormål er - som han fortæller i et interview med Rhizome - at blande professionelle kunstnere med amatører og bringe onlinekunsten tættere på publikum. Og værkerne er sjældent særligt komplekse, oftere blot små fascinerende øvelser med animation eller billedbehandling. Såsom de sygeligt stirrende egern. Eller et manipuleret still-fotografi som Barry Pearsons freakede mandsportræt, hvis ansigt (næsten lidt for overbevisende) er blevet vendt op og ned.

En tilbagevendende teknik er at tilføje bevægelse til et still-fotografi - mest behændigt udført af van den Dorpel selv, som får tre opstillede personer på en græsplæne til at falde fra hinanden i en slags puslespilbrikker og dreje rundt som en lille mobile (»Content Rotator«). Hans personlige hjemmeside byder på andre groteske eksempler, hvor sovende for eksempel rejser sig som sprællemandslignende søvngængere og forlader deres billedrammer - med eller uden møbler på slæb.

Andre deltagere, for eksempel Azin Feizabadi, beskærer og arrangerer fundne billeder til en åben poetisk-politisk collage (»images compiled by me«), som peger på det virtuelle album, vi alle - om vi vil det eller ej - langsomt opbygger under vores færden i nettets private og offentlige billedstrøm.

Kun en enkelt kunstner griber tilbage til et tidligere Kunstværk med stort K, nemlig Pascual Sisto, der genskaber Ed Ruschas klassiske artist's book, Thirtyfour Parking Lots fra 1967, ved hjælp af Google Earth: 34 parkeringspladser i Los Angeles set fra luften, nu 41 år efter i farver og med mulighed for beskueren for selv at justere beskæringen. Imens forholder en del andre sig direkte eller indirekte til internetmediet og ofte med stor humor. Kewin Bewersdorf har skabt et blinkende og drejende mandalaformet tæppe vævet af et kønt skrabsammen af kitschede gif-animationer - fyrværkeri, drejende øjenæbler og hoppende smileys. I mandalaens centrum sidder computerbrugeren i yogastilling og »mediterer«. Rafael Rozendaals »ColdVoid.com« består af et elastisk spindelvæv, som man kan få til at gynge, men altså også få til gå i stykker, hvis man er hårdhændet nok.

»The internet is shit« lyder en brandtale af Alain A-Dale fordelt over elleve skærmbilleder. »Det er altafgørende, at vi indser det og kommer videre«. Missionærerne har for længst gjort deres job, og afsenderen er dødtræt af at høre om nettets vidundere: »Bare fordi den nye flirt ikke kan googles, gør det ikke vedkommende til en særling.« Og »at tjekke sine kilder betyder ikke at finde et andet website, der siger det samme.« Måske ikke lige de toner, man havde forestillet sig at høre på efterårsudstilingen for netkunst ... men kun så meget mere underholdende.

Club Internet ligner måske nok en munter loge for nørder, men altså ikke for netart-dogmatikere. »Internettet er ikke noget medium,« som Harm van den Dorpel provokerende udtaler til netkunstportalen Rhizome, »og internetkunst er ikke nogen genre. Computeren kan imitere alle medier«. For ham er der blot tale om værker, der opleves bedst på en computerskærm, ligesom tv-programmer gør sig bedst på tv.

Men »Free Fall« er også et fald »into the AIR«, siger han: AIR som i navnet på softwaregiganten Adobes nyeste tiltag, der skal bringe teknikker som Flash ud af browserrammen og anvendes til at få de internetbårne programmer til endnu mere at ligne dem, vi har på harddisken. En retning, som for eksempel også Google bevæger sig i, bl.a. med sin nye »transparente« browser Chrome, der bevidst gør et lille nummer ud af sig selv på skærmen for i sidste ende måske at ende som »det nye Windows«.

Browserrammen sprænges, men det samme gør jo selve internettet og computerens grænser. Og så er netkunstgenren også pludselig i frit fald. Spændende.
 

Bragt i Weekendavisen #44, 31. oktober 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet