 | | | |
 | ||||||||||
 |  | |||||||||
 |  | |||||||||
| | | | | | | | | | |
Sms-roman. Forfatteren Merete Pryds Helle testkører en ny genre.
JEG tror, jeg elsker dig, hedder romanen. Det har taget mig hel en uge at læse den, og dét endskønt det ikke ligefrem er nogen mursten. Samlet set er teksten vel kun et par hundrede ord længere end den tekst, du læser lige nu. Jeg har bare ikke selv været herre over læsehastigheden: afsnittene er kommet til mig helt efter deres eget forgodtbefindende, og jeg venter endnu på slutningen.
Den første replik ankom forrige søndag, mens jeg stod i køkkenet og lavede mad. Den var underskrevet af en person ved navn M. Svaret, som var signeret T, måtte jeg vente til næste dag med. Jeg fik det, mens jeg sad på et biblioteks læsesal. Først om aftenen, midt under en dvd-film, kom tredje replik mig i hænde.
»Måske vil jeg gå i Zoo i morgen. Hvis ikke det sner,« skrev M. »Det sner sjældent i november. Gå endelig,« kom det opmuntrende fra T, næste morgen mens jeg sad og spiste morgenmad. M forholdt sig tavs en hel dag, indtil T på ny gav lyd fra sig sidst på dagen. Imens jeg for min del var i færd med at spille badminton.
»Det var bare fra sms-romanen,« forklarede jeg min kæreste efter kampen.
Replik for replik er siden tikket ind på mobil-displayet mellem dagligdagens øvrige begivenheder og har blandet sig med radioaviser, frokostsamtaler, biograffilm og møder, for ikke at glemme de øvrige replikker, der har indfundet sig i diverse indbakker. I alt 27 dele af en føljeton.
Jeg tror, jeg elsker dig er en sms-roman, og det i mere end én forstand. Ikke blot har forfatteren, Merete Pryds Helle, selv skrevet den på mobilen (det fortalte hun dagbladet Politiken pr. sms forrige weekend). Det er også sådan, den er udgivet og skal læses. Og så er fiktionen som det fremgår udformet som en dialog imellem to personer, pr. netop sms. Det svarer kort sagt til, hvis en brevroman var noget, læseren modtog håndskrevet kuvert for kuvert med posten.
Merete Pryds Helle er på forkant, på dansk grund i alt fald, ligesom hun tidligere har været det, blandt andet som manuskriptforfatter til den interaktive spilfortælling Giften helt tilbage i 1998. Internationalt har sms-romanen som genre allerede været populær i nogle år. Især i lande som Kina, Japan og Korea, hvor allerede udgivne trykte værker er blevet omskrevet til mobiltelefonens mere komprimerede format, uden at der af den grund går haiku i den (»sidetallet« kan være ret omfattende). Og mange nye romaner er blevet forfattet direkte til det nye medium - samt i det.
Japanske Rin tastede således sin sms-roman på samme måde som teksterne oftest læses: imens hun pendlede til og fra job. Og nu har den trykte version solgt i 400.000 eksemplarer. Ja, faktisk var fire ud af de ti mest solgte titler sidste år i Japan romaner, som først var blevet skrevet for mobiltelefonen, fortæller New York Times. Hvilket har fået litteraturelskerne til at frygte for litteraturens fremtid.
Men måske er det bare, fordi ord som roman og litteratur kan betyde rigtig mange ting? Mobilromanens gennembrud i Japan, Yoshis fortælling Deep Love, om en teenageluder i Tokyo, er nu - udover også at findes på tryk - blevet »re-medieret« til manga og tv-serie. Og læserne? Yoshi opfatter dem mest som et community, der giver ham ideer til nye historier. Imens Rin siger om sine, at de ikke læser »værker af professionelle forfattere, fordi deres sætninger er for svære at forstå.«
I den - professionelle - danske forfatter Merete Pryds Helles tilfælde derimod, betyder sms-roman ikke en erstatning for kiosklitteraturen. Det er nærmere en hybrid af genrer, hvor novelle og dramatik måske er dem, der ligger nærmest for, men naturligvis heller ikke er dækkende. Det vigtigste element i en tekst som Jeg tror, jeg elsker dig er mediet og situationen, den opleves i. Den er i lige så høj grad en installation eller en performance.
At læse en ordknap fortælling spredt over tid, flettet ind i dagligdagen, er langtfra det samme som at læse den i et afskærmet rum, i lænestolen eller på sengekanten. Blæsten i novembermørket på hjørnet, hvor jeg lige tjekkede det seneste nye afsnit, inden jeg satte mig på cyklen, smeltede uundgåeligt sammen med den fortælling, jeg læste.
Oplevet isoleret, hvis man skrev den ned på et stykke papir, ville teksten til Jeg tror, jeg elsker dig naturligt nok fremstå ret spinkel. Det tog mig faktisk lidt tid, før jeg kunne udskille de gådefulde stemmer som de to personer, de er, som forelsker sig i hinanden med lutter ord. Og det var ikke ubetinget nemt at holde tråden. Men i lyset af den tid og det rum, som tekstens udgivelse eller fremførelse opleves i, får eksperimentet alligevel noget særligt over sig.
Og det er vel strengt taget den vigtigste pointe, hvis man som Pryds Helle vælger at skrive så »mediebevidst«: at teksten går i dialog med læsningens situation - ikke mindst ved at betjene sig af det virtuelle rums indbyggede iscenesættelse og særlige, intime sprog. En intimitet, der i øvrigt ironisk etableres ved, at læseren selv må sende ordene »Jeg elsker« (til nummeret 1225) - for at købe fortællingen.
»Tænker ikke på andet end dig. Følger du efter mig?« spørger T.
I den distræte situation, sms-læsning jo ofte er, er det uundgåeligt i korte øjeblikke at opleve beskederne, som om de er fra virkelige personer og ikke »fra romanen«. Og det er uhyre fristende at svare på dem. I mit tilfælde fik fortællingen desuden et ekstra småparanoidt lag, fordi begivenhederne foregik i det kvarter, jeg bor i. Som om fortællingen var i hælene på mig.
I skrivende stund bipper min mobil så med det sidste afgørende afsnit, et sted mellem andre hilsener, som denne aften alle kærligt kappes om min opmærksomhed på sms og mail. Den opmærksomhed, der aldrig mere hundrede procent kan være helliget kun én tekst. Og knap har forfatteren skrevet sit sidste punktum, før beskeden sømløst fortsætter: »Dette var den sidste episode af SMS-romanen Jeg tror, jeg elsker dig. Vi håber, du har nydt læsningen. Venlig hilsen Lindhardt og Ringhof.«
Hvem sagde en go' bog uden afbrydelser?
Bragt i Weekendavisen #48, 28. november 2008