3D-litteratur. Til interaktiv og performativ oplæsning – med et smugkik ind i fremtidens tekstgrotte.

LIGE over mit hoved, hvor jeg i skrivende stund sidder i Bergens lufthavn, hænger der en skærm, der er cirka ti gange større end min egen. Lufthavne er måske nok blevet mere stille gennem tiden, men visuelt støjer de mere end nogensinde. De levende billeder er strategisk placeret overalt, så det er næsten umuligt at undgå dem. Og hvor der normalt skal lyd til at fange opmærksomheden, formår nyhedstelegrammer, reklamer, børskurser og sportsresultater fint at distrahere mig alene. Tekster og billeder kommer flyvende ind og ud, skriver sig frem og udviskes med tilpas korte intervaller, at det begynder at flimre for mit blik.

Det har været nogle temmelig begivenhedsrige døgn. Og det har heller ikke på noget tidspunkt skortet på skærme. Men de ord og billeder, der har flimret på dem, har været af noget anden, interessant karakter. Jeg har været til internationalt træf om elektronisk litteratur i selskab med et halvt hundrede aktører inden for feltet: Udøvende kunstnere og forskere (samt dem der er både-og) fra USA, Storbritannien, Frankrig, Spanien, Tyskland, Holland, Østrig, Litauen, foruden de nordiske lande. Folk med vidt forskellige udgangspunkter, men med en fælles brændende interesse for computerens potentiale som litterært medium. En kunstart, der måske stadig venter på sit store gennembrud, men som reklameindustrien snart står lige så meget i gæld til som til billedkunsten.

Electronic Literature in Europe, der var organiseret af amerikanske Scott Rettberg ved Universitetet i Bergen, havde ikke blot til formål at følge op på tidligere konferencer (ikke mindst festivalen e-Poetry 2007, som fandt sted i Paris, og gentages i 2009 i Barcelona), men også at planlægge den, stærkt tiltrængte, etablering af et europæisk netværk på området. Om dagen blev der fremlagt forskningsresultater og diskuteret principielle spørgsmål. Om aftenen udfoldede e-litteraturen sig i praksis – og den holdt sig ikke artigt på computerskærmen.

De digitale oplæsninger og performances forsøgte i høj grad at ophæve barriererne mellem tekst, forfatter og læser. Nogle nøjedes med at lægge stemme til deres værker, imens de hjemmevant navigerede rundt i dem, som for eksempel britiske Christine Wilks. Hendes interaktive digtfortælling »Fitting the Pattern – or Being a Dressmaker's Daughter: a Memoir in Pieces« skal læses på skærmen med saks, symaskine, knappenåle og opsprætterkniv. Hvert digt står skrevet på et Burda-snitmønster og skal klippes, sys og sprættes frem med musen. Bevægelserne ledsages af lyden af redskaberne og stoffet, hvilket på poetisk vis ender med at forene digterens sanselige erindringer om en syende mor med éns egne. Og i modsætning til reklamen, der uophørligt tigger om opmærksomhed, er det her teksten, der skal bejles til. Men derfor føltes det også som en luksus at få lov at opleve teksten ledt på vej af forfatterens stemme og behændighed, for derpå selv at kunne gå hjem og gøre hende kunsten efter. Den ene oplevelsesmåde overflødiggør ikke den anden.

Amerikanske Judd Morrissey tog skridtet en god del længere med sin »performative læsning«, The Last Performance [dot org], som også inddrog danseren Mark Jeffery – iført hestehoved – og den norske performancekunstner og digter Fanny Holmin. En hel lang væg på Bergen Kunsthalls futuristiske bar, Landmark, blev til ét stort vrimlende og foranderligt tekstbillede, som aktørerne undervejs læste højt fra, akkompagneret af hestevrinsken og krageskrig. Digtets struktur, som er formet efter en moskékuppel, udgøres af cirkler, der igen består af cirkler. Det er skrevet – og skrives faktisk stadig – kollektivt, ud fra en række spilleregler via nettet, hvor det også kan opleves.

Morrissey har tidligere skabt det meget roste hypertekstværk, The Jew's Daughter (thejewsdaughter.com), der ligeledes rokker ved tekstens stabilitet. Her fører værkets links ikke til nye sider eller tekster, som man er vant til: Derimod forandrer den side, man sidder og læser, sig gradvist og organisk, i takt med at man berører dens aktive ord. Morrisseys elev fra School of The Art Institute i Chicago, Ian Hatcher, er gået i hans fodspor. Ved Hatchers performance i Bergen havde han bedt publikum medbringe deres laptops, der blev koblet op til barens trådløse netværk, hvorefter folk havde direkte adgang til den tekst, han skulle recitere. Imens han læste, stod det enhver frit at ændre tekstens ordlyd et ord ad gangen, hvilket man i dén forsamling ikke behøvede sige to gange. For hver omgang han reciterede linjerne, som også stod projiceret på væggen, havde de forandret sig gennemgribende, ja til tider skete det i selve læsningens øjeblik.

At litteraturen er digital betyder kort sagt ikke, at den nødvendigvis mister krop eller skal opleves ensomt bag skærmen. Den bliver i dette tilfælde snarere en genre, som kræver nærvær, og som skal opleves i fællesskab under sin tilblivelse.

Seminarets sidste taler, den amerikanske prosaist Robert Coover, begyndte at arbejde med litteratur på computer længe inden der var noget, der hed internettet. Han er født i 1932 og modtog sin første litterære pris, William Faulkner Prisen, tilbage i 1966, men det forhindrer ham ikke i at gøre sig billeder af, hvordan fremtidens elektroniske litteratur vil komme til at forme sig. Og som han også gjorde opmærksom på, skal vi ikke bekymre os over, at genren måske endnu ikke har budt på værker i Nobelpris-klassen: Romanen, som vi kender den, blev jo heller ikke bygget på én dag.

Siden 2002 har Coover været involveret i et avanceret litterært eksperiment på Brown University i New England, hvor han er litteraturprofessor. Universitetet, der også anses for hypertekstens vugge, er i besiddelse af en såkaldt CAVE (Cave Automatic Virtual Environment) – et virtual reality-miljø formet som en kube af skærme, som anvendes til gengivelsen af tredimensionelle tekster. Tekster bogstaveligt talt større end læseren, der ikke blot ser rumlige ud, men som man kan træde ind i og interagere kropsligt med.

En af de første forfattere til at skrive for CAVE'en var Noah Wardrip-Fruin. I hans værk Screen – som han demonstrerede i Bergen, og som kan ses på YouTube, men jo altså kun kan opleves ordentligt i en rigtig CAVE – omringes læseren gradvist af tekst, så siderne til sidst udgør de lysende vægge i den mørke »grotte«. Og efter en stund bliver det muligt for læseren at løsne de enkelte ord med hånden, hvorefter de svæver omkring eller dumper ned for éns fødder, hvis ikke man selv skubber dem tilbage på plads i teksten. Med tiden klumper hele teksten sig dog sammen til en ulæselig sammenkrøllet dynge, der glider halvvejs ud på gulvet. Snak om en opslugende fortælling.
 

Bragt i Weekendavisen #38, 19.-26.. september 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet