Netradio. Et gammelt medium genfødt i et nyt – husk høretelefoner.

Der var engang, speakerne mindede lytterne om, at de skulle tage hensyn til deres naboer, hvis radioen spillede for åbne vinduer. Så var det sommer! Jeg ved ikke, om det stadig er sådan. Men håndværkernes ghettoblaster på stilladset overfor forstår til fulde at udnytte baggårdens resonansrum. Mit lokale "Vandkulturhus" nægter også at skrue ned. De kan ikke forestille sig en svømmetur, uden at bølgerne går højt på Radio 100FM.

Jeg kan således ikke påstå, at jeg ikke hører radio. Det er oftest bare ufrivilligt. Men omvendt er jeg ikke døv for dette mediums mange kvaliteter. Den billedskabende lyd. Stemmen, samtalen, fordybelsen. Montagen, lydværket, den oplæste tekst. Og jeg har faktisk gennem tiden hørt en hel del radio med stort udbytte.

Men ikke mindst er jeg gået glip af uendeligt meget radio, fordi transistoren ikke bare stod dér og kværnede. I lang tid undrede det mig faktisk, at ingen opfandt en pendant til videomaskinen: en båndoptager, som huskede at optage udsendelserne*. Men i mellemtiden kom så nettet, hvilket for mig har givet radiomediet en helt ny chance og dimension. Det har gjort det uendeligt meget lettere at være "aktiv lytter". Det har ligefrem fået mig til at elske radio.

At jeg helt selv kan bestemme, hvornår Kulturnyt skal begynde. At jeg kan trykke på pause, hvis telefonen ringer midt i et Radiodrama. Ja, at jeg måske ligefrem kan spole tilbage, hvis jeg taber tråden midt i en krydsild. Det er den slags, der får mig til at føle mig in control, for ikke at sige privilegeret. Radioen bliver som en god bog: noget jeg vælger at koncentrere mig om, noget, jeg kan tilpasse til mine øvrige forehavender, i stedet for at skulle hænge i déns klokkestreng.

DR har været godt med fremme, når det gjaldt om at gøre deres udsendelser tilgængelige på nettet i bedste public service-ånd. Det spritnye og måske vigtigste skud på stammen er indførelsen af Podcasting-systemet, der gør det muligt – og nemt – at hente hele udsendelser ned på sin computer eller mp3-afspiller ("pod"). Med det resultat, at jeg kan pakke mine strandtaske med mine yndlingsprogrammer og høre dem, ikke blot hvornår, men også hvor jeg måtte have lyst. Og med gratisprogrammer som nyeste version af Apples iTunes kan man endda abonnere på udsendelserne, så de nyeste udgaver hentes ned af sig selv, straks de bliver sendt. Desværre er DR-udbuddet af "podcasts" indtil videre begrænset til hardcore taleprogrammer, af rettighedshensyn. Jeg kan ikke tage udsendelser som Alfabet og Kulturnyt med mig, eftersom der indgår musik, endsige mere kreative produktioner som montager eller dramatik.

Men tendensen er klar: mine muligheder for at bruge radiomediet bevidst og målrettet vokser støt. Og imens formerer radiostationerne sig uhæmmet: DAB-kanaler, internetradioer, podcasting, audioblogging... Alskens udenlandsk radio kan pludselig indfanges herhjemme – store stationer såvel som mikroskopiske – inden længe har jeg måske selv min egen "sender"? Gudskelov øges også redskaberne til at orientere sig i junglen. Podcast.net hedder en udmærket engelsksproget oversigt, flere vil komme. iTunes-programmet rummer allerede sin egen podcasting-fortegnelse, der også rangerer stationerne efter popularitet.

I modsætning til musikvideoen har internettet ikke slået nogen radio star ihjel, snarere tværtimod. Nettet har som platfom relanceret et godt gammelt medium og gjort det endnu mere brugbart. Den slags radio, der er blevet kælet for i detaljer, kan jeg som lytter nu ofre den opmærksomhed, den fortjener.

Tag nu for eksempel Tim Hinmann og Christoffer Emil Bruuns Ultralyd-udsendelse Mellem pludren og poesi, der blev sendt i æteren forleden: Et interview med digteren og semiotikprofessoren Per Aage Brandt, som fortæller om barnets første rytmiske "grynteudveksling" med moderen, og om sprogets langsomme fremvækst, helt kropsligt: fra ord til sætning til poesi. Ved at krydsklippe professorpoetens fine og underfundige, men også gradvist mere abstrakte udsagn med et barns første brokker og dets efteraben af de voksnes ord, har radiofolkene skabt et rum, der med stor musikalitet favner både videnskab og poesi: illustrerer, varierer, fabulerer. Det kunne ikke gøres i andre medier. Og hørt på nettet, hvor det kan indtages i ens eget tempo og måske ligefrem flere gange, er det langt mere i sit rette element end, havde jeg nær sagt, i radioen.

I forlængelse af selve indslagene tilbyder DR også lidt bonustekst, hvilket er vigtigt, når man skal orientere sig i stoffet. P1 Selvvalg (der desværre kun virker til PC), rummer desuden muligheder for at blande en "cocktail" eller høre radio "i farver" ud fra ens interesseområder. I udlandet er Arte Radio er til deres eksperimenterende produktioner gået skridtet videre grafisk og har udviklet en mere legende, intuitiv og "elastisk" netafspiller, som "tager form" efter lytterens ønsker og indslagenes længde og indhold. Godt ser det ud. Det øger udbyttet, hvis man kan fransk.

Sveriges Radios svar på den danske Ultralyd-redaktion, SR c, har gjort en dyd ud også at inddrage netplatformens visuelle muligheder i forhold til det enkelte indslag. Ikke mindst ved at præsentere stoffet i fine og sjove temanumre, hvor radioeksperimenterne understøttes af enkle greb, der til tider bare fæstner lytterens øje eller skaber en hjælpende ramme for lytningen. Oversigten over temaet Andra sidan står for eksempel at læse spejlvendt, til en start i al fald. Men enkelte indslag tilføjer også et egentlige indholdssupplement til lydsiden. På billedsiden består Åsa Ståhls indslag Bandsallad for eksempel af fundne stumper kassettebånd fra forskellige steder i verden – stumper, man selv afspilller med musen.

Oplagt – synes det, set fra nettets perspektiv – at inddrage det vindue, man alligevel har foran næsen, som et aktivt element i lytteoplevelsen. Men ikke mange har fået øje på det.
 

___

*) En venlig læser gjorde mig siden opmærksom på, at hun faktisk havde en sådan model hjemme i stuen designet af B&O

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet