Lænestolsrejser. Hvor langt og hvor tæt på kan man komme uden at bevæge sig?

Jeg skal ingen steder i år. Det vil sige, måske jeg for en gangs skyld vil gøre aktiv brug af min trådløse netforbindelse og sætte mig lidt ind i stuen. Men derfra planlægger jeg en større ekspedition.

Google Maps er et udmærket sted at starte, hvis man vil se lidt af verden fra sofaen*. Tjenesten, der leverer både landkort og efterhånden også rigtige fotos, gør det muligt at vende og dreje jordkloden i hænderne nærmest i det uendelige, hvilket ikke er set bedre på nettet. Den findes desværre stadig kun i en ufærdig testudgave: når man zoomer ind, er det stadig kun USA, man kan se på nærmere hold, symptomatisk nok. Til gengæld kan man flyve helt lavt hen over det nordamerikanske kontinent i et fascinerende kludetæppe af satellitfotos. Man kan se både huse og biler, ja, en sjælden gang endda mennesker.

Så "hvorfor have besværet med at se verden i virkeligheden?" Det spørger webudviklerne Alex, James og Olly, som (så længe de nu får lov) byder på deres private Google Sightseeing til et hav af fine og utraditionelle udflugtsmål: Sportspladser, raketaffyringsramper, atomkraftværker og naturfænomener. Man kan se både Ground Zero-tomten, vulkankraterne i Yellowstone-parken og Boeings enorme fabrikshaller, for ikke at nævne de mere obskure ting, guiderne og deres besøgende er faldet over på deres rejser i den Google-vandmærkede verden. Canada sat sammen med brun tape for eksempel.

Men franske Yann Arthus-Bertrand er også gavmild med sine anderledes billedskønne luftfotos, og hans verdensbillede er lidt større. Ligesom i hans bestseller Jorden set fra himmelen kan man på nettet svæve over vandene og ind over de fleste kontinenter og lande – fra britiske arbejderkvarterer og korncirkler, over Afrikas ørkener og oaser, til australske koralrev og uranminer. Og de fleste af de syn, man får på rejsen, kan man i bedste souvenirstil "tage med sig" og bruge som skærmbaggrund efter "ferien", så der også er noget at vise kollegerne.

En anden løsning har jeg fundet hos det tyskbaserede ikke-rejsebureau Virtual Voyage. De gør det muligt at foretage udvekslingsophold, hvor ingen af parterne rører sig ud af stedet, men udelukkende sender hinanden postkort af den gammeldags slags fra deres respektive bopæle. Når man har modtaget modpartens ubeskrevne kort (i en kuvert), skriver man sin hilsen på det og sender det tilbage (i endnu en kuvert), hvorefter han eller hun langt om længe frankerer og poster kortet rigtigt fra sin lokale postkasse. Resultat: mine venner får autentiske hilsener fra eksotiske egne, hvor jeg aldrig har været (kræver lidt solarium efter tropeferien).

Britiske Armchair Travel er et andet ikke-rejsebureau, som forstår at kalde turiststemningen frem. De bringer én gratis til blandt andet Taj Mahal i Indien, hvor man ved hjælp af detaljerede virtual reality-panoramaer, fotos, tekst, musik og en klassisk guidestemme får lov til på nært hold at opleve selv afdelinger, man som traditionel turist ikke har adgang til. Og det uden at få ondt i benene.

På en udflugt med Armchair Travel befandt jeg mig pludselig i midten af Stonehenge mutters alene en meget tidlig sommermorgen, før alle bushorderne nåede frem. Og denne gang var den virtuelle virkelighed så finkornet, at hvert græsstrå trådte frem, og jeg følte, jeg kunne røre ved stenene, uden at jeg af den grund sled på kulturarven. Jeg blev ved med at dreje omkring, indtil jeg blev helt dårlig.

Man kan komme langt omkring – til Sydpolen og se flimrende sydlys – til Mars og se, øh ja, absolut ingenting... Men hvordan kommer man tæt nok på? Hvad er det, der får det til at føles som "at være der selv"? En anden virtual reality-tur, denne gang med den australske fotograf Andrew Nemeth som rejsefører i Blue Mountains nær Sydney, gjorde det klart for mig, at det ofte handler om et samspil af sanseindtryk. Nemeths svimlende panoramabillede fra en højt hævet bjergtrappe fyldte ikke blot hele min skærm, men det rummede også en lydside, der betragteligt forstærkede fornemmelsen af at blive suget ind i landskabet. Selv i forhold til billeder, man kan "gå rundt i", er lyd en ekstremt suggestiv faktor.

Billedet figurerer blandt et væld af andre VR-fotografier af høj kvalitet i danske Hans Nybergs store arkiv, Panoramas.dk, der nok skal redde mangen en regnvejrsdag for den, der har været så fornuftige at skaffe sig bredbånd i sommerhuset. Her lykkedes det mig at komme helt ned at stå på Ground Zero og se mig omkring under Tribute of Light-ceremonien 11/9 2004, og det var unægteligt mere overvældende end at se arret fra en Google-satellit.

Og nu jeg alligevel var på de kanter, slog jeg et smut forbi NYC Bloggers, som viser vej til lidt over 5000 New York-baserede weblogs ordnet efter subway-stationerne. Er der noget bedre, når man rejser, end at være lokal blandt de lokale?

Jeg tog linje F mod Brooklyn og fandt Travis Ruse og hans Express Train-blog på 15 Street-Prospect Park. Travis arbejder på Manhattan og tilbringer to gange 45 minutter dagligt med at køre i tog. Hver dag siden december har han taget et billede undervejs og lagt det ud på nettet, når han kom hjem. Og Travis er en god fotograf. Skikkelserne, lyset – og ikke mindst mørket – i det særegne underjordiske univers kombineret med min viden (illusion?) om et fremmed menneskes daglige ritual, som jeg langsomt bliver en del af, når jeg følger hans færden herfra, hvor jeg sidder – dét er også et nærvær et andet sted.
 

___

*) Kort efter artiklen stod trykt, blev Google Earth lanceret

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet