 | | | |
 | ||||||||||
 |  | |||||||||
 |  | |||||||||
| | | | | | | | | | |
Overfladisk. Live 8, terror og Potter-feber i netstrømmen.
Det kan åbenbart kun gå for langsomt. Knap havde Paul McCartney og Bono sunget sig igennem åbningsnummeret Sgt. Pepper ved Live 8-koncerten i Hyde Park, før pladen med deres optræden var udkommet og til salg på 200 netsteder i 30 lande. En time gik der for at være helt nøjagtig, fra pladen blev indspillet til udgivelsen, hvilket har fået pladeselskabet Universal til at gøre sig forhåbninger om at komme i Guinness Rekordbog.
Det var et stort show. Foruden de to milliarder, der så det på tv, loggede fem millioner internetbrugere på AOL.com og fulgte de ti parallelle koncerter online. Og inden McCartney havde lukket festen igen med Hey Jude, var der indløbet 26 millioner "underskrifter" pr. e-mail og sms til støtte for budskabet om at gøre fattigdommen til en saga blot. Sidstnævnte må have været støttearrangementets egentlige succesparameter, eftersom det ikke var et indsamlingsshow. Hvis ikke man da vil mene, at det var udfaldet af selve G8-topmødet? Måske lidt meget at forlange.
På tærsklen til mødet formåede de fire bombemænd i London kun alt for nemt at stjæle verdensbilledet fra Afrikas fattigdom. Rapporter, fotos og film fra ulykkesstederne florerede i timerne efter på både nettets nyhedssider og personlige weblogs. Weblog-aktiviteten var den torsdag 30 procent højere end normalt ifølge portalen Technorati, som overvåger 13,5 millioner blogs, og indlæggene blev konsulteret i en grad, så systemet fik forstoppelse.
Halvanden time efter bomberne var den historiske begivenhed allerede skrevet ind i den kollektive encyklopædi Wikipedia – "wiki" er ikke for ingenting hawaiiansk for "hurtig" – og hundredvis har derefter bidraget til uddybningen og diskussionen af opslaget.
Da Adam Stacey blev indespærret i et røgfyldt undergrundstog, fotograferede han spontant sig selv med et sort klæde for munden som en tavs udgave af Skriget. Han sendte billedet fra mobilen til sin kammerat Alfie Dennen, der straks efter bragte det i sin weblog , hvilket hurtigt ledte det videre til alverdens nyhedsmedier. Nogle timer senere bragte Alfie også sit eget portræt med et skilt med ordene "We're NOT afraid" i sin blog. Responsen på dét fik ham kort efter igen til at oprette werenotafraid.com, som i ugerne efter er blevet oversvømmet med tusindvis af billedbidrag med påskrifter og har udviklet sig til et symbol på londonernes ukuelighed.
Opfindsomheden er betragtelig, når det gælder om at bakke op om anti-angst-budskabet på sin egen personlige måde. Bidragyderne til We're Not Afraid-websitet skriver på t-shirts, i sandstrande, med vingummibogstaver og alfabetnudler, de fingerer og fotomanipulerer. Og den dystre anledning til det hele træder næsten i baggrunden. Det ligner en slags kollektiv terapi.
"Blogs udmærker sig ved at være et forum, hvor folk kan udveksle førstehåndsoplevelser, og mange vidner til begivenhederne i London fortalte deres beretninger online, imens bloggere fra hele kloden gav udtryk for deres støtte og medfølelse," skrev The Guardians netudgave (guardian.co.uk) dagen efter angrebene under overskriften: "Weblogs beviser deres værd". Avisen havde selv gjort stor brug af sin egen Newsblog i dækningen af bombeangrebene for at holde trit med nyhedsstrømmen.
Seth Finkelsten, der selv er blogskribent, fik derimod en dårlig smag i munden over "ambulance-jægerne", som han kalder de bloggere, der opfører sig præcis som massemedierne i deres higen efter at komme først samt promovere sig selv og blogfænomenet. Andrew Orlowski på netmagasinet The Register sammenligner de selvtilfredse bloggere, der dækkede tragedien minut for minut, med de nørder, der designede en særlig virus til lejligheden, forklædt som en CNN-video om terroraktionen. Hvad er mest smagløst? overvejer ham. Han hælder til, at det er blog-evangelisterne, som "kun kan få øje på den menneskelige tragedie, når den henter gyldighed fra et computernetværk."
Også selvportrætterne på We're Not Afraid kan kaldes en slags selvpromovering, af alt fra koner og kærester til babyer og kæledyr, om end i en god sags tjeneste. Og igen handler det – foruden humor! – langt mere om hastighed og størrelse end om for eksempel dybsindighed. Hvilket man skal kikke lidt længere efter i denne sammenhæng.
Intet på højde med amerikanske Jonathan J. Harris og Joel Gethin Lewis, der sidste år i fællesskab lancerede produktserien Threatmeter bestående af en række lysskilte til angivelse af det aktuelle trusselniveau: LOW, GUARDED, ELEVATED, HIGH eller SEVERE. Skiltene kan indbygges i blandt andet vandkøleren på kontoret, på chefens skrivebord eller over pissoiret, men findes også i en lommeudgave og som supplement til den gængse lyskurv, blot med hele fem forskellige lamper. På websitet, der også rummer en online trusselsmåler, kan man desuden bestille et t-shirt-sæt med de fem ord og farver. Hvilket sjovt nok virker til at være det eneste produkt, der vitterlig er til salg (fem t-shirts for 50 dollar). "Vi lever af din angst" er firmasloganet.
I den virkelige verden er det allerede nu muligt at købe efterligninger af de hvide Make Poverty History-armbånd med påskrifter som "Cash Power", og nej, overskuddet går ikke til noget godt formål.
Forfatteren J.K. Rowling, der var Storbritanniens bedst lønnede kvinde i 2003, støtter blandt andre Amnesty International. "Det bedste, mine indtægter har givet mig, er formodentlig fraværet af bekymringer", fortæller hun på sit officielle website. "Jeg har ikke glemt, hvordan det føles at være urolig for, om man har penge nok til at betale sine regninger."
Natten til lørdag 16. juli var det The Guardians litteraturanmeldere, der måtte holde sig vågne for at lynlæse den nye Harry Potter og anmelde den et par kapitler ad gangen natten igennem i avisens kulturblog i et absurd forsøg på at sige noget uden at røbe for meget. 600 sider på en nat – det er godt skuldret, men de var også flere om det, hvordan de så ellers bar sig ad med det. Amazon.com havde modtaget 1,4 millioner forhåndsbestillinger (endnu en rekord). Samme formiddag stod plottet til bogen udførligt refereret på Wikipedia. Og ved middagstid havde nogen scannet sig igennem hele murstenen og sendt den første pirat-ebog i omløb. Hold på hat og briller!