The Whale Hunt. Et nyt interface for menneskelig fortælling - og Moby Dick på fire minutter.

TID er noget meget relativt. Træet uden for mit vindue for eksempel havde brugt en god del år på overhovedet at blive et træ. Og her forleden tog det blot en times tid at fælde det - foruden at skære det i skiver og bortfræse alle spor af roden. »Træpleje« stod der på ryggen af mændene. Havde jeg vidst, de var på vej, havde jeg lænket mig til stammen i tide. Nu håber jeg bare, de havde en meget god grund.

Her nogle dage efter læser jeg på nettet om grønlandshvalen, som måske er det længst levende pattedyr på kloden. Man mener, den kan blive over 200 år, ja måske 250, hvis den altså får mulighed for det. Et af tegnene på det er, at man i Alaska i flere omgange - senest maj 2007 - har fanget hvaler, i hvis spæk der sad eksploderede harpunspidser fremstillet i slutningen af 1800-tallet. Og hvalerne må allerede have været godt oppe i årene, da de første gang blev harpuneret.

Takket være det en halv meter tykke spæklag samt den robuste hovedskal, som gør grønlandshvalen til en slags levende isbryder, er den ikke blot i stand til at svømme rundt et helt århundrede med harpuner i siddende kroppen. Den er også den eneste hval, der er i stand til at leve hele sit liv omkring Nordpolen. Det er formodentlig de samme inupiat-eskimoer, der har harpuneret oldingehvalerne begge gange. Hvilket måske igen hænger sammen med, at der ikke er så mange af dem tilbage, måske blot nogle hundrede i netop dette område (under 10.000 på verdensplan). I tusind år er eskimoerne draget op til ishavet og har jagtet hvaler til eget behov, uden at det har haft indflydelse på bestanden, imens den kommercielle hvalfangst kun skulle bruge et par årtier på at bringe antallet faretruende ned.

Min pludselige Google-interesse for grønlandshvaler udspringer af mødet med den fascinerende beretning om inupiaternes traditionelle hvalfangst, The Whale Hunt, som den amerikanske kunstner og programmør Jonathan Harris for nylig har skabt til internettet. Tilfældigvis i selv samme maj måned 2007, hvor en af hvalerne med antikke harpunrester ifølge Wikipedia blev fanget, besøgte Harris eskimoerne i USAs nordligste beboelse, Barrow i Alaska. Her fulgte han dem på turen op til den kanal, som hver sommer opstår imellem fastlandet og isen, og hvor inupiaterne har tilladelse til årligt at nedlægge præcis 22 af de gigantiske dyr.

I løbet af ekspeditionens syv døgn - fra taxi-turen til lufthavnen i Newark til parteringen af hval nummer to - tager Harris (eller hans kamera, når han sover) et billede mindst hvert femte minut, i nogle mere hektiske perioder dog mange flere endnu: »for at mime mit eget hjerteslags skiftende rytme«. 3214 billeder i alt. På et øjeblik fyldes skærmen med et ocean af mikroskopiske billedfelter.

Gudskelov er The Whale Hunt ikke en god gammeldags lysbilledaften. Ikke blot styrer man egenhændigt den avancerede dias-karrusel, men billedfortællingens brugerflade giver også mulighed for selv at justere, hvilke dele af beretningen man vil fokusere på. Man kan vælge, hvilke personer man ønsker at følge, og hvilke temaer eller steder handlingen skal koncentrere sig om. Skal det være den fredelige eller den blodige part? Skal pulsen være høj eller lav? Selve kadencen eller knipse-frekvensen aflæser man nederst på skærmen som udsving på en kardiograf-lignende bølgelinje. De forskellige spilleregler slår man til og fra øverst, imens billedteksterne - hvis man vælger at se dem - skrives hen over selve billedet.

De fleste af Jonathan Harris' tidligere netbaserede projekter tager udgangspunkt i data, som allerede er tilgængeligt på nettet. Det er værker, der for eksempel afspejler, hvilke ord vi bruger, og hvilke følelser og drømme vi har. For et år siden udførte han for nettjenesten Yahoo ! det omfattende projekt Time Capsule, der i løbet af 30 dage i efteråret indsamlede hilsener til fremtiden fra 170.857 brugere i 200 lande: ord, billeder, lyd og video, som imens indsamlingen fandt sted også kunne opleves online, men som nu holdes forseglet indtil år 2020.

The Whale Hunt er kort sagt ikke Harris' første »antropologiske« projekt, men det har oftest for ham handlet om at skrive programmer, der kunne behandle store mængder data. At »få computere til at forstå, hvordan det er at være menneske«, som han skriver. I dette tilfælde er det ham selv, der »udsættes« for dataindsamlingen, og det er en personlig oplevelse fra den fysiske verden, han skal omsætte til internettet og omskabe til, hvad han kalder »et nyt interface for menneskelig historiefortælling«. En disciplin, som kræver et smidigt fortælleapparat, hvis det skal være tro mod de forskellige niveauer og tråde i materialet.

Beskrevet på den måde lyder The Whale Hunt sikkert meget teknisk og kompleks, men det er faktisk Harris' fortjeneste, at værket er utroligt rent, intuitivt og forførende, båret som det er af billederne: det store hvide landskab, blodbadets kontrast, de levende ansigter og de 40 tons tunge døde kroppe, der trækkes i land ved håndkraft. Og så selvfølgelig sammensmeltningen af fortid og nutid: inupiaternes traditionelle bøn før jagten stående i en slags garage og børnene, der det ene øjeblik leger med ægte våben og det andet spiller jagtspil på computeren.

Men det mest originale er, at tiden - den dvælende ventetid ligesåvel som action-tiden - får så vigtig og håndgribelig en rolle i en historie alene fortalt med still-billeder. Hvad man savner er måske omvendt den større historie: hvalens og eskimoernes »tidskapler« og den hastigt vigende isrands tikkende bombe under dem. Det må man selv google sig til.

*

ET af temaerne er forøvrigt Moby Dick: Jonathan Harris' meget oplagte lekture undervejs, når ikke bare han falder i søvn over den. Samme Melville-bog har også en anden kunstner, nemlig Alex Itin, slået meget tid ihjel med. Måneder, for at sige det sådan. På hver af bogens 654 sider har Itin med fed sort streg tegnet motiver fra historien om den hvide kaskelothval (eller helt nøjagtig på hver anden side i to ens Penguin-udgaver, fordi farven gik igennem papiret). Og derpå har han fotograferet samtlige ark og klippet dem sammen på computeren til en blot fire minutters hæsblæsende tegnefilm med drævende Orson Wales-recitation - »Call me Ishmael...« - og hektiske Led Zeppelin-trommer på lydsporet. En præstation, der om man så må sige ligeledes relativiserer begreberne tid og fortælling: murstensromanen som flipbog. Alex Itin publicerede sin film, Orson Whales, på videotjenesten Vimeo som en 40 års-fødselsdagsgave til sig selv. Den 3. maj 2007, mens Harris og eskimoerne ventede på, at en grønlandshval skulle komme på skudhold.

Bragt i Weekendavisen #1, 4. januar 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet