Afkoblet. Den er god nok. Der en verden uden for nettet.
 

En forfatter og journalist, jeg kender, betroede mig for en del år tilbage, at han havde fået en faxmaskine. Jeg måtte sværge på, jeg ikke fortalte det videre. Avisen, han skrev for, måtte nemlig for alt i verden ikke finde ud af, at han – teknisk set – kunne aflevere hvad øjeblik, det skulle være.

Jeg selv har, en anelse naivt, været helt åben om det faktum, at jeg besidder en emailadresse, og at jeg tjekker min mail ganske ofte. Samt at jeg har en mobiltelefon. Så er man jo lidt selv ude om det. Og hvide løgne som at "mit mailprogram er lidt mærkeligt for tiden" eller "nettet har været nede hele dagen", fungerer ikke rigtig længere.

Jeg indså det for et par uger siden, da jeg fik en invitation til at deltage i et arrangement, og rykkeren allerede ankom dagen efter: "Fik du mailen? Vi mangler stadig en til- eller framelding". De sidste rester af postvæsenets træghed er forsvundet. I emailverdenen er et døgn en uendelighed. Svaret forventes at komme lige så tjept, som spørgsmålet blev skippet af sted.

Jeg selv er naturligvis ikke mindre utålmodig. Alle venter vi på svar og kan ikke forstå, at de andre behøver betænkningstid, eller måske endda er dybt optaget af noget helt andet, hvis ikke de bare ligger begravet i bunker af ubesvaret post. Jeg har været online og begejstret siden 1995 og er fuld af forundring over de mennesker, jeg kender, der ikke har udnyttet det mellemliggende tiår til at blive det samme. Min svenske veninde for eksempel, som er sidst i tresserne, bor langt ude på landet og praler med, at hun er "omailig" – umulig at maile til – men som dog alligevel altid lige skal høre, om jeg synes, tiden er kommet til, at også hun får computer. Det er virkelig svært at forestille sig for mig, hvordan nogen kan leve uden, og så på en pløjemark.

Men for nogle uger siden skete det så. Jeg holdt fri, skiftede bopæl og ankom til en lejlighed uden hverken telefon eller internet. Pr. automatik forsøgte min computer, da jeg åbnede den, at logge mig ind i Messenger-vennekredsen og stødte undrende mod en mur. Browseren var forvandlet til et ubrugeligt blankt vindue. Og mailprogrammet jamrede, ude af stand til at hente post. Jeg havde ikke skyggen af mulighed for at undersøge, om nogen havde forsøgt at kontakte mig, eller for selv at sende nogle livstegn. Jeg kunne ikke slå op i tv-programmet. Jeg kunne ikke tjekke nyhederne eller se, hvordan vejret ville blive. Jeg havde ikke længere nogen telefonbog eller noget kort over byen eller verden. Jeg kunne ikke læse mine yndlingsblogs eller hente sangtitlerne på min nye cd, som jeg ville lægge ind i mit mp3-program. Jeg kunne ikke se traileren til Brokeback Mountain, bestille billetter til filmen eller google navnet på hovedpersonerne efter forestillingen. Jeg kunne ikke google noget overhovedet! Og jeg blev ved med at glemme det. For hver ny påmindelse, gav det et gib i mig. Jeg var sågar afskåret fra min egen hjemmeside. Jeg kunne hverken uploade eller downloade. Hvor umyndiggjort kan man blive?

Heldigvis havde jeg nået at bestille billetten til Paris, før jeg blev helt koblet af, og det lykkedes mig faktisk også at komme på flyet uden på forhånd at følge afgangene hjemmefra eller være tilmeldt lufthavnens sms-service (der er stadig skærme i Kastrup). I lejligheden, der stod og ventede mig dernede, og som ellers var lige så blottet for telefon- og netkabler som derhjemme, lykkedes det til min forundring den bærbare at koble sig op på et trådløst netværk ved navn OzoneParis, men længere kom jeg heller ikke. Nøglen til nettet var brukket. Browservinduet forblev blankt, og mailprogrammet lige magtesløst. Og så slukkede jeg maskinen uden yderligere modstand.

Jeg kikkede ud af vinduet på zinktagene og parken i frosten. Nede på gaden igen fik jeg en snigende og besynderlig fornemmelse af noget nyt og særligt. Det var chokerende for mig selv, men jeg var faktisk lige så ubekymret om, hvad der skulle ligge i min mail, som jeg var for verdenssituationen. Det var mig alt sammen inderligt ligegyldigt. Jeg gad end ikke spilde tid på at spejde efter en netcafé. Jeg kunne uden tøven have slukket mobilen og være gået videre uvidende uden opringninger eller sms'er, ja uden nogen navlestreng til verden overhovedet. Jeg var opkoblet til Paris. Jeg havde en by fuld af oplevelser, mit lille hæfte, jeg kunne skrive i, en bog, jeg kunne læse i, og så var jeg for øvrigt i godt selskab. Det føltes næsten som en ophævet fortryllelse, eller forbandelse. Jeg var offline og lykkelig.

Tilbage i København fandt computeren pludselig uden min hjælp frem til en af naboernes åbne netværk. Da jeg kom tilbage fra køkkenet, havde min Messengerven Feathers allerede fyldt skærmen med glade udråb. Hvor havde jeg dog været? Jeg lukkede perpleks for programmet. Skimmede mine mails uden at svare og slukkede atter maskinen. Først dagen efter, tilbage på kontoret, gav jeg mig undskyldende til kende for Feathers og lidt efter lidt også for de andre, som havde forsøgt at tale til mig i mit fravær.

Langsomt og modstræbende vendte jeg tilbage online. Jeg surfede mig frem til, at OzoneParis med tiden vil gøre det muligt at være på nettet overalt i Paris for mindre end, hvad en fast bredbåndsforbindelse koster – hvilket nogle vist også planlægger med København. Og jeg bladrede lidt i de forsømte blogs og fandt et indlæg på den svenske digter Malte Perssons blog Errata om et forslag til at skabe bedre kreative miljøer ved at tilbyde præcis "trådløst bredbånd overalt altid". "Nej, nej, nej", protesterer Persson, der ellers selv er yderst aktiv på nettet. Når det handler om at få arbejdet, kræver det offlinesteder! En læser istemmer: "Kreative miljøer: Brusebadet, Toget, Fast i elevatoren". Inden længe er der nok kun brusebadet tilbage.
 

Bragt i Weekendavisen #3, 2006

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet