Fotodeling. Der er en verden uden for bryllupsbillederne, ja, der er mange.

"Hola!" "Guten Tag!" "Shalom!" Hver gang jeg går ind på Flickr.com (og jeg må indrømme, jeg har været der en del her på det sidste) bliver jeg budt velkommen på et nyt sprog. Og det føles faktisk, som om den kæmpestore fotosamling, jeg her deler med verden, er noget af det nærmeste, man kan komme et vindue til verden. Hele verden. Selv om internettet pr. definition forbinder alt og alle, er der jo grænser for, hvor meget det bliver udnyttet. Der er for eksempel sprogbarrieren. Og her har fotodelingstjenesten den afgørende force: den kommunikerer med billeder.

Det meste af Verden på nettet udgøres i realiteten af USA. Også Flickr er et barn af Amerika. Det blev startet i 2002, i Canada ganske vist, men blev opslugt af Yahoo i marts i år, og i slutningen af juli blev alle de mange digitale billedfiler flyttet til en server i USA. Men det er det nok de færreste, der kan mærke. Der er omvendt ikke tvivl om, at amerikanerne stadig fører, når det angår fotodokumenteringen af deres land. Mange andre folkeslag følger dog pænt efter, og grænserne landene imellem er lykkeligt flydende i Flickrs album.

For nok er det et familiealbum, hvis ultimative søgeord er "bryllup", men i modsætning til det traditionelle er albumbillederne her stukket ind blandt alle andre menneskers. Og festerne foregår i alverdens lande, kulturer og dragter, ligesom kommentarerne til billederne konstant skifter sprog, fra arabisk til spansk, fra dansk til japansk... Familien er betragteligt udvidet. For nogle til at omfatte alle på Flickr.

300.000 bryllupsbilleder, 250.000 mærket "fest", 230.000 "familie" og lige så mange "venner". Det er noget af en mundfuld. Og så sjovt nok kun 113 fotos med mærkesedlen "skilsmisse", 476 med "ensomhed", 479 med "single". Vist det, man kalder en tendens.

Flickr er drømmen om et fællesskab. "Ensomhed" ledte mig omvendt direkte til en serie forstemmende billeder fra diverse videochat-steder af mere eller mindre afklædte mænd (og kvinder) med tomme blikke i skærmlyset. Indsamlet af en person med skærmnavnet cyberstars. Billeder, som ingen har valgt at kommentere.

Flickr startede selv som en billedchattjeneste og rummer stadig chatmuligheder, men den sociale dimension ligger mere i diskussionen af fotografierne. Det er dem, man skaber kontakter, får venner og organiserer sig omkring. Men abonnerer på hinandens mesterværker og danner kollektive albums ordnet efter motiv: "regnvejr", "erotisk køleskabspoesi", "Dante Alighieri", "iturevne plakater", "kæledyr, der ser døde ud, når de sover". Eller efter teknik: gamle fotos, behandlede fotos, fotos taget klokken fem om eftermiddagen.

Man bladrer febrilsk eller rastløst i hinandens snapshotdynger for lidt efter lidt at udvælge sig sine favoritter, som andre igen kan bladre i – og lære én at kende igennem, såvel som éns egne billeder og skyformationen af éns søgeord (tags).

"Jeg er nyt medlem. Hvor mange venner har I? Jeg vil have mange venner her på sitet. Hvad skal jeg gøre?" spørger shoujo. "Hvis du kan lide de andres billeder nok til at kommentere dem, vil de måske følge linket til din side og finde ud af, om de kan lide dig... det er i bund og grund sådan, det fungerer", svarer chicawhappa.

"Venner er intet, det eneste, der betyder noget, er kvaliteten af dine billeder", indvender eamon. Men folk er virkelig utroligt flittige til at gå i dialog, kommentere og anvende notefunktionen til at pege på detaljer i hinandens billeder. "Flot skud", "utrolig skygge", "dejligt ansigtsudtryk", roser og smigrer flickristerne. Hvis ikke bare: "hvor kan man købe den t-shirt?" Indimellem indskyder de egne billeder i samtalen. I én diskussionsgruppe så konsekvent, at de slet ikke bruger ord: det ene billede svarer på det andet. Imens amerikanske Brian Jacobsen skriver sin weblog i hånden på paptallerkener og løse lapper, som han siden holder op foran kameraet.

Selvfølgelig er der som i alle fotoalbums et overtal af klicheer. Bunkevis af elendige billeder, ofte i adskillige udgaver, som fotografen har været for ukritisk eller doven til at sortere fra, og dét i en mængde, der nemt kan få én til at længes tilbage til dengang, der kun var 24 skud på rullen. Man får billedkvalme.

Men der er også stor opfindsomhed blandt Flickr-familiens medlemmer og utroligt mange gode billeder, hvis man går med på legen. Og perlerne befinder sig ikke nødvendigvis imellem de glatte postkortmotiver, den officielle Flickr-redaktion fremhæver som interessante. Man må selv gå på opdagelse, hjulpet på vej gennem vildnisset af systemet med søge-tags, der samles til tematiske klynger, og fra de udvalgte billeder kommer man videre til de fotografnavne, man måske får lyst til siden hen at følge. Hvem som helst kan så nedsætte sig som kurator af sin egen udstilling af andres billeder, bruge Flickr som ramme for sin fotomagasin eller, hvem ved, udskrive en fotokonkurrence.

Jeg selv oplevede meget hurtigt en nostalgisk glæde ved at udvælge en lille samling billeder fra min Japanrejse i vinter og lægge dem pænt i orden i et sæt. Hver enkelt omhyggeligt mærket med navnet på byen, hvor jeg tog dem, og enkelte med overskrifter. Mit obligatoriske billede af Fujibjerget gav jeg desuden de tre japanske tegn for Fujiyama og satte det dermed – sådan føltes det i al fald – ind i det store album af alle Fuji-billeder i verden. Feberen var begyndt at ulme. Jeg inviterede min første ven.

Og mange er tydeligvis "flickritis"-ramte. Heriblandt Fant i New Jersey, der undskylder mange gange over for sine hele 301 kontakter, at hun ikke får "flickret" nok med dem under sin ferie i Kroatien, hvor hun til gengæld for første gang har mødt en af dem i virkeligheden (Melita). Vennerne fra Flickr er forstående. Andre flickrister igen arrangerer meet-ups i store grupper. For at gøre hvad? Fotografere hinanden. Fotografere.

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet