Freeware. Gavmildheden får en chance hos Superflex og Lotte Skadborg Hansen.

Det er ikke svært at leve sig ind i den japanske mands forundring, da han med tegnebogen parat ved kassen i Family Mart i Roppongi Hills i Tokyo får udleveret sin bon, og der hen over den varernes navne står stemplet "Total ¥0". Det er ikke hver dag, varerne i kiosken er gratis. Og manden kunne jo ikke vide, at han var gået ind i en Free Shop – et kunstværk af den danske kunstnertrio Superflex, der finder sted lejlighedsvis på uforudsete tidspunkter, i nævnte tilfælde som led i en udstilling i 2003 på Mori Art Museum i kioskens nabolag.

Billederne fra begivenheden, der ligger på nettet sammen med fotos fra lignende flygtige gratisbutikker – med den forvirring og overrumpling, de gengiver – siger ikke så lidt om, hvor dybt det er prentet i os: Der er ikke noget, der hedder en gratis frokost, som de siger på engelsk. For hvis endelig der er, har den alligevel sin pris. Vores opmærksomhed for eksempel. Det er den lære, vi er blevet indoktrineret med, og som nettet dagligt minder os om. Hvis du vil have indhold, må du også sluge reklamerne. Eller have plastikkortet frem foran tastaturet. Ingen mistænkte jo heller Microsoft for gavmildhed, da de gav os deres Internet Explorer, vel?

Eller rettere: sådan er hovedstrømmen. Men samme net har jo også hele tiden haft sine modstrømme, sine modbevægelser imod de blinkende bannere og sine aktivister mod patenter og dyre programmer. Ordet software var knap kommet til, før det blev fulgt op af shareware og freeware. "Fri software'' vel at mærke som "et spørgsmål om frihed, ikke om pris", som nogle idealister påpeger: "free as in 'free speech', not as in 'free beer'" (gnu.org) – fri som i det frie ord, ikke i fri bar.

Men hvorfor egentlig skelne? Sådan synes i al fald Superflex at tænke. I samarbejde med en gruppe studerende på IT-Universitetet er de gået konkret til værks og har lanceret deres egen frie øl. Vores Øl, for at være helt korrekt, der også tager det med den "åbne kilde" (open source) yderst bogstaveligt. I modsætning til Carlsbergs ølhaner, flyder Superflex' noget mere frit, men vel at mærke kun, når det handler om selve opskriften, ikke de konkrete øller (med mindre man var til åbningen måske). Enhver, der måtte ønske at brygge videre – og også gerne sælge deres produkt – kan til gengæld frit downloade opskrift og flaskeetiketter og bare gå i gang. Så længe man følger reglerne for den Creative Commons-licens, som Vores Øl opererer under, og selv deler sine forbedringer af opskriften og lignende med omverden via nettet.

Superflex og kompagni overfører, som de selv siger det, en ideologi fra programmeringens verden til den materielle. Men de peger samtidig indirekte på den situation, megen samtidskunst befinder sig i, ikke mindst i nettets sfære, men selvfølgelig også i det øvrige offentlige rum – i døgnkiosken såvel som på husmuren. Meget af den bedste kunst i dag forærer sig selv væk. Og hvem ved, om det ikke altid har været sådan. Det er omverden, der forsøger at oversætte kunsten og litteraturen til et spørgsmål om hammerslag og bestsellers, imens det med pengene for forfatterne og kunstnerne snarere handler om overhovedet at få et grundlag til at skabe – og dele.

Hvis man spurgte kunsten selv, havde den det nok bedst med at være shareware. Det ligger der gudskelov stadig en verden fuld af "frie frokoster" på nettet og minder os om. Tekster, billeder, musik og netkunst fra alle os til alle jer, langt uden for skoven af pop-op-vinduer.

Tag nu bare Illustrerede beretninger, en hjemmeside på adressen opsamler.dk med "udførte, skrinlagte, halvfærdige og fremtidige projekter". Den er signeret i hånden af kunstneren: Lotte Skadborg Hansen. Lige over hendes navn står ordene (de sidste tre med rødt): "Projektet (...) er en gave til samfundet". Og det er præcis, hvad det er. En særegen gave af et netsted. Tingfinderen Lotte Skadborg Hansen er lige så generøs, som hun er taknemmelig for lidt. Hendes rollemodeller er Klods-Hans med den døde krage og Pippi Langstrømpe, når denne kalder en gammel blikdåse for "et kup".

Er hendes univers en fiktion? En slags rollespil må man vel kalde det, men så personligt, at man ikke kan andet end se denne kvinde for sig på stadig jagt i rendestene og på loppemarkeder. Alt, hvad hun finder og lægger ud, har hun samlet til systemer, en slags tings-encyklopædier efter vekslende regler: "Hvidt på jorden", "Bogstaver på jorden" – og så det karakteristiske skred i systematikken: "Ansigter på jorden", "Dødt på jorden"... Det ligner måske en kølig afhandling, men under dén lurer kaos.

På kirkegården finder opsamleren en halvt begravet bamse: "den havde ingen mund. Ligegyldig hvordan jeg så på hovedet, kunne jeg ikke få det til at blive til et ansigt." Efter flere dages tilløb samler hun den op: "Dyret opbevares nu i nødhjælpskassen". Det er døde ting, jovist, iblandt ligefrem dødsmærkede, men også ting, der vækker forestillinger og fortællinger til live. Herreløse ting ude fra verden, som gives tilbage til samme i ny form. Tabte vanter, glemte albums, spildte væsker – der dokumenteres og bringes sammen i smukke og absurde konstellationer, som man ikke ved, om man skal le eller græde over.

Som med samlingen af den 93-årige mormors sammenkrøllede "papirobjekter" af køkkenrulle og servietter, der er efterdønningerne af et langt liv i håndarbejdets tjeneste. Kunstneren blotlægger smerten, men ser også skønheden.

På nettet ligger det hele som en offentlig samling af ringbind og notesbøger, man kan gå tilbage til og åbne med måneder eller års mellemrum. Værket knopskyder for øjnene af en, og også det er gavmildt: en tillid, man bliver vist. Og publikum går i dialog. En af projektets besøgende har sendt et brev om en flaskepost, hun fandt som ung, og som hun aldrig fik svaret på: "Det er noget af det jeg græmmer mig over i mit liv, og jeg forsøger at lære lektien: ikke nøle med noget som helst."

Midt iblandt klæbrig faldbydende junkmail og påtrængende indkøbskurv-ikoner befinder sig det andet net. Gaven til samfundet.

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet