Webloglæsning. Sprækken mellem skrivebordsskuffen og bogreolen åbner sig.

Jeg begynder at lære Martin, Palle, Pejk og René bedre at kende. I en rum tid har jeg studeret deres dagbøger. Nu håber jeg så bare, de ikke har noget imod, at jeg også citerer dem lidt i avisen.

De fire har trods alt selv valgt at lægge deres notatbøger midt på alfarvej, på hver sin weblog, men det føles alligevel grænseoverskridende at bringe deres ord over i denne, anden offentlighed – og give dem de efternavne, de så omhyggeligt har udeladt. "Webloggen er ikke privat. Og ikke en dagbog," siger Martin (Larsen) dog selv til nettidsskriftet Ordkidé. "Selve det at skrive, at ytre sig, er nærmest pr. definition offentligt, så jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor ikke alle, der kalder sig forfattere, har en?"

Det var Martin, der begyndte. Hans første notat i Udpost blev foretaget 3. februar 2003 kl. 23.01. Lige siden har han her – parallelt med sin øvrige praksis som digter og kritiker –trofast publiceret stof i et mellemrum mellem meget løs skitse og traditionelt "færdig" tekst. Strømmen af blog-poster rummer alt fra et "Fjollet digt jeg lige har fundet på" til lange overvejelser "mens jeg sidder og venter på, at mit vasketøj skal blive færdigt, så jeg kan komme i seng". Lister over bøger og mennesker, mikroanmeldelser, citater, oversættelser, parodier, hemmelighedsfulde links, volapyk, genialiteter, indforståetheder. Og så pludselig et alenlangt interview.

Og, mens vasketøjet cirkulerede forleden, altså et længere indlæg i kanondebatten: "Jeg kan godt lide kanon". Men: "det er KOMPLET MENINGSLØST at tale om en kanon, litterær kanon, på 10 eller 20 eller 33 værker ... Poul Borums Sprøjtekanon var på ca. 800 forfattere, og den var langtfra komplet ...", hvorefter Martin kommer i tanke om, at han har en række af Borums foredrag på bånd. "Wow, Martin, de Borum-bånd lyder spændende", kommenterer Pejk (Malinovski) straks. Og tre dage efter ligger det ene af dem allerede på Udposten, foruden selve sprøjtekanonen.

Kollegaen og vennen Pejk fik sin egen Notesblog 3. november 2003. Han skriver – når ikke han lige "poster" for eksempel tegneserier med nye talebobler – oftest fra New York, hvor han også laver radio. Og de amerikanske omgivelser sætter deres spor både på stilen og emnevalget. Pejk møder, foruden Jimmy Carter, adskillige litterære koryfæer, og det gør jo ikke sagen tristere.

20. november 2003 træder også Palle (Sigsgaard) ind i blog'en. Pejk og Palle har et par dage tidligere skrevet hinandens portrætter, som Pejk blogger, og tre uger senere har Palle sin egen Somespot, hvor han straks søsætter en tekst til fælles afbenyttelse. Tre dage efter leverer René (Jean Jensen) slutningen og kort efter også Martin. Der er opstået et fælles privat-offentligt skriverum imellem de fire – og kontinenterne.

Pejk 16. februar 2004: "Idé-blog-marathon i aften klokken 21.00 på Udpost, Somespot og Notesbloggen. Idé: Få en ny idé i minuttet i en time, skriv dem ned. Få Martin og Palle med på idéen og gør det til en simultan idé-blog-marathon. Gå på druk. Læs de 180 idéer dagen efter."

"Man tager en ansjos. Slå den imod bordkanten. Vent og se om ikke nogen spørger, hvad du har for. Sig: Ansjos", lyder en af Palles idéer. "Producer en tv-serie (sitcom), som foregår i en kz-lejr", starter en af Martins. Og Pejk selv: "Voxpop i butik, der sælger lotto. Spørg folk, der køber kuponer, ”tænk hvis du tabte i lotto, hvad ville du så bruge det til?” (dårlig idé)". Resultatet af denne og de efterfølgende maratoner er ret forrygende.

Et andet af Pejks påfund (eller var det ikke Martin, der begyndte?) er Google-digtene med gentagne begyndelseslinjer og udelukkende bestående af søgeresultater. When I Die-digtet er bestemt ikke det uden evner. Og så rummer det linjen: "When I Die, I Want To Go Up To That Google in the Sky". Men hvem skrev det? Irrelevant spørgsmål.

Palle 14. december 2003 kl. fem om morgenen: "Bilder mig pludselig ind, at blogging har noget med stolthed at gøre. (...) At jeg på denne måde står mere ved mine tanker, indfald? Og også – at jeg vedstår nogle af disses indholdsløshed, deres totale almindelighed. På den måde bliver det jo helt religiøst at sidde her og klapre/at sidde her og klapre så ydmygt. Eller er det bare Gotland, der er ved at få krammet på mig?"

Noget tyder på, at økuller befordrer bloggerlysten. 27. januar i år fik René, eksileret i Berlin, endelig sin Verderblich-blog. 6. februar: "Friedrichstrasse. Mand sælger hologramfotos af lakridskonfekt." 30. marts: "Veteranenstr. 17. Oma sieht alles." Langt de fleste af hans indlæg er one-liners. Først 21. maj kom H.C. Artmannsens Eventyr, en længere hæsblæsende fortælling.

De fire forfatterbloggere og blogforfattere er på hver sin måde sky ekshibitionister, hvis ord balancerer mellem kedsomhed, koketteri og krystal. Deres blogging er fiktion, virkelighed, hverdag, drømmeudskrift og iscenesættelse i en ufiltreret strøm, hvor man som læser ikke får noget som helst på et sølvfad, men til gengæld tilbydes glæden ved selv at komponere fra en buffet, der er befriet for enhver kanonisering.

Palle 23. august 2004: "Drømte at jeg kælkede ned ad Holmekollen på 'Skriget.'" 3. oktober: "Fulgtes med Mikkel T. i toget i går. Vi havde en interessant samtale om Jesus". Og uden varsel 26. april i år: "Der vil ikke blive skrevet mere på denne blog. Besøgende bedes besøge en anden. Tak for nu." Palle forlader blog'en.

___

PS. Pejk svarede igen med denne tegning
 

Christian Yde Frostholm