 | | | |
 | ||||||||||
 |  | |||||||||
 |  | |||||||||
| | | | | | | | | | |
Tidsmaskiner. Der er virtuelle udstillinger, og der er virtuelle udstillinger. Og så er der dem, der bare aldrig bliver til noget.
Det siges, at internettet har sin egen tid. Og her tænker jeg ikke på urfirmaet Swatch's reklamestunt med at inddele nettets døgn i tusind beats for at få flyttet tidens navle fra Greenwich-meridianen til deres eget hovedkvarter i Schweiz. Men udviklingen i dette medium – eller lad os bare kalde det et rum – sker nogle gange med en sådan hast, at det kan føles, som om nogen havde trykket på fast forward.
Når vi for eksempel for fem-seks år siden inviterede til fernisering i cyberspace de første gange på netstedet Afsnit P, blev folk underligt tomme i blikket. Nu er begrebet en virtuel udstilling allerede en temmelig udbredt størrelse selv i kredse, hvor man måske skulle tro, at tiden stod lidt mere stille.
"Thorvaldsens Museum bygger til – virtuelt!" kan man læse på www.thorvaldsensmuseum.dk. Museet udskrev i vinter en idékonkurrence i ønsket om at ruste sig på området. Vinderen blev gruppen Oncotype, der blandt andet – som i tidligere produktioner – vil inddrage små fiktionsfilm i deres interaktive tilbygning til museet.
Et andet københavnsk museum, Arbejdermuseet, har allerede slået dørene op til deres første virtuelle udstilling, Danmark for Folket. Jeg selv slap dog ikke af den grund for at gå ud af huset – udstillingen kan nemlig ikke ses af den andel af computerbrugerne, der har Mac. Men da først jeg fik booket mig ind på en venlig sjæls pc'er fik jeg en fin online-museumsoplevelse.
Omdrejningspunktet i Danmark for Folket er en propagandafilm for Socialdemokratiet af samme navn fra 1937. Men udstillingen er ikke kun en filmforevisning. Det, der gør det til en museumsoplevelse, er de mange tråde, der trækkes ud fra omdrejningspunktet, og det rum, der hermed åbnes.
Til introduktion peger museumsdirektør Peter Ludvigsen som en anden Michael Jarnvig rundt på alle knapper og links i en pædagogisering, der til dels sår tvivl, om computeren også er så udbredt et fænomen. Man mangler næsten bare, at han også peger ud på én selv og siger: "den der underlige ovale dims, der ligger dér på bordet foran dig, er det man kalder en mus".
Helt tryg går man altså i kast med udforskningen. I centrum af skærmbilledet kører filmen, som man selv kan spole i. I feltet under den kører fire spor – Propagandaen, Almen baggrund, Bevægelsen og Ideologien – som i takt med fremvisningen bringer henvisninger til uddybende artikler med overskrifter som "Kampen om de apolitiske", "Ib & Arthur – filmens stjerner" og "Symbolet Øbro-hallen"
Internettets tid er i den grad en anden, end filmens tid var i 1930'erne, men i dette tilfælde er det næsten det, der skaber pladsen til alle udenomsværkerne. Det står den besøgende frit at dvæle alene ved filmens langmodige billeder og tommetykke budskaber, men et moderne blik kan sagtens rumme de ekstra lag og samtidig holde tråden, selv om læsningsmåden medfører, at filmen klippes op i bidder. Vi forlanger det næsten.
Filmanalyse, politisk analyse, historisk indsigt... man får noget på mange kanaler og på en underholdende måde. Hvorfor det så skal se så gammeldags ud – ikke bare brunt og gulnet, men også i internet-forstand utidssvarende – er svært at begribe. Teknisk har firmaet Lynx Media skabt en velfungerende form, men æstetisk ligner det med sine hårde streger og henholdsvis fade og skingre farver et kønsløst og forældet tekstbehandlingsprogram. Det føles cirka lige så anakronistisk som at se Helle Thorning-Schmidt synge "Når jeg ser et rødt flag smælde" (hvilket udstillingen i øvrigt fint giver anledning til at fundere over).
I lyset af fortroligheden hos publikum med denne slags nymodens udstillingsformer, er det faktisk meget få nye "udbygninger", museerne i øvrigt foretager. Kuratoren Christiane Paul fra Whitney-museet i New York er en af eksperterne, når det handler om den modsatte slags "virtuelle udstillinger": dem, der udstiller de virtuelle værker fysisk på museet. Hun var, som man kunne læse her i Weekendavisen, i København for nylig, og hun er ikke optimistisk. Heller ikke dén udvikling kan helt følge med nettets, eller er måske ligefrem på vej til at gå i stå, grundet manglende støtte, selv i hvad der set fra Europa ligner de nye mediers Mekka.
Det kan være svært at forstå, at et redskab, der om noget kan bidrage til at videreudvikle selve museets kerne – formidlingen – ikke møder større opbakning. Herhjemme henhører det digitale felt sigende nok under Kulturarvsstyrelsen, der også er dem, der har støttet både Thorvaldsens og Arbejdermuseets projekter. Hvad man så fra det offentliges side har tænkt sig at gøre for at udvikle fremtidens kulturarv – den digitale kunst for eksempel – kunne man spørge, men så bliver der selvfølgelig heller ikke så meget at skulle bevare.
Ruins for the Future, som et projekt af Pierre Mertens hedder, der må siges at tilhøre en helt tredje afart af den virtuelle udstilling: den første peruvianske udstilling af moderne international kunst med udgangspunkt i ruinerne af de traditionelle murstensovne i Arequipa-dalen.
De medvirkende kunstnere greb, som det dokumenteres på nettet, opgaven meget forskelligt an. Jeff Koons lod en kæmpe keramisk hund brænde i en af ovnene, Joseph Kosuth brugte en anden som ramme om en installation med inkategn, og Richard Long nedrev en tredje for at forvandle den til et stykke murstens-landart. Især fotodokumentation af sidstnævnte chokerede mig lidt. Udstillingen fandt sted 1. september 2003 til 28. marts 2004. Fandt ikke sted, mener jeg. Men jeg så den.