Lukketid. Avantgarde-arkivet UbuWeb (1996-2005)*

Det var en aften i sidste uge, at mailen kom. Budskabet var det simple og nådesløse, at den amerikanske hjemmeside, der har været mit faste bookmark og holdepunkt siden mine første kravlende skridt på nettet, ikke længere var iblandt os: "UbuWeb lukker". Det siger måske ikke dig så meget. Jeg til gengæld blev grebet af panik. For mit indre blik så jeg intet mindre end et brændende bibliotek. En guldgrube af litteratur og kunst i alskens former tilintetgjort – makuleret til intetsigende ettaller og nuller.

Da jeg i næste sekund havde fået åbnet et browservindue, begyndte jeg forsigtigt at trække vejret igen. Tingene på www.ubu.com lignede mere eller mindre sig selv. Bortset lige fra parentesen øverst i vinduet: "UbuWeb (1996-2005)" samt en tekst, der bekendtgjorde, at "UbuWeb-projektet – et tiårigt eksperiment med radikal distribution af avantgarde-materiale – er afsluttet. (...) Websitet vil snarest blive doneret til et universitet, hvor det vil blive arkiveret i sit fulde omfang for eftertiden".

UbuWeb er kort sagt ikke forsvundet, men det er – virtuelt talt – afgået ved døden. Det er fra det ene øjeblik til det andet forvandlet fra et knopskydende forum til et statisk arkiv.

Jeg havde ellers allerede nået at overveje, hvordan jeg – mens jeg stadig havde alle herlighederne på skærmen foran mig – skulle få reddet mest muligt i sikkerhed på min egen harddisk og på forhåndenværende cd- og dvd-skiver. Alt det, jeg gennem tiden havde glædet mig over var tilgængeligt her, og som jeg langt fra havde nået at få læst eller set eller lyttet til endnu.

Det ville nok have taget mig lidt tid at downloade: En terabyte (tusind gigabyte) af materiale ligger der på lukningstidspunktet på dette ene website i form af kunstværker i alle tænkelige medier af hele 500 kunstnere. Og vel at mærke ikke hvem som helst, men navne omhyggeligt udvalgt af grundlæggeren Kenneth Goldsmith og hans medredaktører. Et bibliotek, der ifølge UbuWeb selv konsulteres af 10.000 internetbrugere i døgnet rundt om i verden. Måske ikke noget stort "seertal", hvis man var en mainstream-tv-station, men nu taler vi om avantgardekunst. Så er 10.000 daglige besøgende pludselig temmelig "bredt".

I den øvrige virkelige verden får den slags uvurderlige kulturinstitutioner naturligvis ikke lov at dø i stilhed. På nettet sker det hele tiden. Universer går til grunde ligesom ude i verdensrummet.

Kenneth Goldsmith stiftede oprindelig UbuWeb (opkaldt efter Dada-forløberen Alfred Jarrys Far Ubu-figur) i 1996 med det formål at skabe en slags "fildelingsservice" med uopdrivelige bøger. Han blev inciteret til det af et besøg i en meget konkret bogsamling, Sackners arkiv for konkret og visuel poesi i Florida. Goldsmith indscannede de gulnede bogsider og fornemmede, hvordan de fik nyt liv på den lysende hvide skærm: De indgik en ny dialog med nutidens kunst og litteratur. UbuWebs indhold er siden vokset skridt for skridt til meget mere end boglig poesi: lyd ikke mindst (lyddigte, oplæsninger, radio), men også konceptuel og elektronisk litteratur, essays, hele tidsskrifter, og kort inden finalen et stort film-katalog.

På UbuWeb kan man høre den franske forfatter Céline synge, se film af billedkunstneren Robert Rauschenberg og læse i John Lennons dagbog. Man kan høre William S. Burroughs læse fra sin Naked Lunch, Gertrude Stein recitere sit portræt af Picasso og Yoko Ono hoste sit 30 minutter lange Cough Piece. Blandt avantgarde-klassikerne kan man også se eller gense Buñuel og Dalis film Den andalusiske hund og læse eller se Mallarmés store grafiske digt Un coup de dés i hele to engelske oversættelser. Det ældste værk på UbuWeb (et figurdigt) er fra 1516, det nyeste fra dette forår (et netkunstværk).

Kenneth Goldsmith er selv digter og radiomand, og som han fortalte, da han sidste år forelæste på Overgaden i København, handler fildelingen i lige så høj grad om at gøre en værdifuldt materiale tilgængeligt til brug for skabelse af nyt. Således findes Kurt Schwitters' Ursonate (1922-32) ikke blot i sin originale lydversion på UbuWeb med tilhørende partitur, men desuden i hele syv alternative udgaver udført af yngre lydkunstnere og -digtere. Tekst-, billed- og mp3-filer lægges ud, uden prætentiøs cellofan-indpakning, for at blive hentet ned af andre, der bruger dem som råmateriale. Allerhelst skal det kunstneriske værk fremstå så "afklædt" som muligt, hvis det står til Goldsmith, der heller ikke har fine fornemmelser med hensyn til copyright.

"Lad os se det i øjnene: hvis vi var nødt til at bede om tilladelse fra alle på UbuWeb, ville der ikke være noget UbuWeb". Materialet, der findes her, er ikke længere i handelen, og intet på UbuWeb er til salg. En "gave-økonomi" har Goldsmith kaldt det. Man har aldrig kunnet annoncere på websitet, endsige blive sponsor for det. UbuWeb har ikke ønsket at skulle at leve op til andre end sine egne krav. "UbuWeb vil være fri."

Men ak, 100 procents frihed er svært at opnå. De to universiteter, der har leveret diskplads og båndbredde og gjort det hele muligt, har angiveligt modsat sig yderligere ekspansion, hvilket har fået UbuWeb'erne til at stoppe, mens legen – set udefra – var allerbedst.

Et tiår på nettet er lang tid. Ja faktisk er det i sig selv en bedrift at have holdt fast så længe i et såkaldt flygtigt medium. For en netbruger er det jo børnelærdom, at den bog, man har efterladt sit bogmærke i, måske ikke findes i morgen. Nu mangler vi bare at lære at gribe de biblioteker (kunstmuseer, koncertsale...), der opstår i det digitale univers, før de på ny bliver overskrevet.

___

*) UbuWeb genopstod sprællevende i efteråret 2005

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet