Hengivelse. Netflanørens hårfine balanceakt.

"Hvad laver du?" spurgte stemmen i telefonen. "Jeg surfer," svarede jeg spagt. "Professionelt", tilføjede jeg, ikke helt overbevisende, da reaktionen i den anden ende udeblev. Jeg kunne også have valgt et andet ord. "Research" måske.

Men nu var sagen altså, at jeg – for at være helt ærlig – surfede. Jeg sad let foroverbøjet foran skærmen med begge hænder over tastaturet og musen liggende ved min ene hånd, imens jeg gjorde mit bedste for at holde balancen, sikre fremdriften og undgå at gå til bunds.

Helt nemt er det ikke. Det handler om at finde den rette tilstand. Overgive sig til det særlige rum, nettet er, og glemme tid og sted. Det, jeg taler om, er jo ikke at "slå noget op på skærmen" eller "foretage en søgning". Det er at være på nettet. Og at blive der.

Udtrykket "at surfe" er ret præcist faktisk. Man rider på bølgen med en særlig form for koncentration, uden hvilken man hurtigt ville miste fodfæstet. Man glider på overfladen, følger underlagets bevægelser og undlader for alt i verden at se ned.

Det er i modsætning til at zappe en handling, der kræver aktiv medvirken. Det er derfor også godt at have et par stikord på en post-it i skærmkanten, som kan sætte bevægelsen i gang. Men man må samtidig være åben for nettets egen vilje.

Andre har også kaldt det at flanere. "Mit navn er wjm@mit.edu (men jeg har mange alias'er), og jeg er elektronisk flanør. Jeg hænger ud på mit netværket. Tastaturet er min café. Hver morgen går jeg hen til den nærmeste maskine", starter et citat af en teoretiker, William J. Mitchell, jeg møder på min vej.

"En ustandselig strejfen omkring er en del af nettets urbane liv. Surferen er altså en elektronisk efterkommer af flanøren, som flakker om på må og få i byen i en søgen efter, hvad end byen har at tilbyde. Målet med aktiviteten er, viser det sig, strejfturen i sig selv," har en anden teoretiker, William Barker, skrevet på nettet i 1999.

Når man tænker over det, er der ikke så langt fra Paris' indendørs gader, de overdækkede passager, til den tørskoede, meddigtende betragtertilværelse bag skærmen. At flanere er ifølge digteren Charles Baudelaire, læser jeg et tredje sted, ensbetydende med at hengive sig til mængden og kan resultere i en slags rus.

Hengivelse og rus. Det er ikke nødvendigvis ord, der indgår i den vante beskrivelse af nørden, der har siddet alt for længe på værelset med sin pizzabakke og cola. Det er formodentlig heller ikke faste punkter i teoriundervisningen, når man tager sit pc-kørekort. Men måske det burde være det?

"Nogle gange sker dette: du sidder fast og kan ikke komme ud af stedet. Du får måske en fejlbesked," lyder det i en ældre online-vejledning i surfteknikker. "Bare klik OK og find et nyt sted eller kom tilbage senere. Det er ikke din fejl. Der er mange ting, der kan gå galt, og du behøver ikke forstå hvert eneste lille problem – sider bliver flyttet, sider bliver ubrugelige, sider forsvinder. Bare klik OK og find et nyt sted at udforske."

Ethvert barn ved det i dag. At ryge i en blindgyde er en del af spillet, det skal man ikke lade sig stoppe af. Men at lære at få fremdrift trods nettets iboende modstand er kun første del af øvelsen. Den næste består i at være i stand til at sætte tempoet ned uden at blive kastet af. Indse, man har fundet, hvad man ikke søgte, og lade sig opholde af det. Det er her, den sande balanceakt ligger.

"Et website, man kan fortabe sig selv i, et site for flanører", kalder Electronic Book Review webpioneren Justin Hills kæmpe dagbogslabyrint, som manden har holdt kørende siden 1994 – længe før, nogen havde hørt ordet "weblog" (det opstod i 1997).

Anmelderen Rob Wittig oplevede ved gensynet med sit gamle stamsted på nettet sin første netnostalgi. Man farer vild, men kommer også tilbage og mærker gensynets glæde midt i labyrinten.

"Jeg vil aldrig glemme den mandag morgen i midt-90'erne, da jeg ilede på arbejde (...) og i al hast klikkede ind på www.links.net for at se, om Justin Hall havde slået op med sin kæreste i løbet af weekenden".

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet