Gaza/Sderot. Nyskabende webdokumentar på arte.tv rapporterer direkte fra et grænseland, der er som et åbent fængsel.
 

NOGLE gange kan man komme til at zappe lidt for hurtigt. Som forleden da jeg uforvarende klikkede direkte fra en YouTube-film med en hoftevrikkende Barack Obama i dans med talkshowværtinden Ellen DeGeneres, og videre til Battle Space, en netudstilling med de mest overvældende rå (og formodentlig virkelighedstro) krigsfotografier, jeg har set til dato, fra Afghanistan og Irak.

Den slags små chok kan godt få én til at ønske, at verden ikke hang helt så meget sammen, som den gør. At den storsmilende mand på morgen-tv for eksempel blot dansede i den danske statsministerfrues fodspor for morskabs skyld, og ikke netop fordi han ville være Amerikas næste præsident og militære øverstbefalende.

Men det er selvfølgelig takket være de lidt for bratte overgange, at der slipper lidt virkelighed igennem til os teflonbelagte mediebrugere.

Den fransk-tyske tv-station Arte arbejder i disse uger på sit website systematisk på at gøre en af verdens mest »fortærskede« konflikter - den i Mellemøsten - både begribelig og vedkommende på en ny måde, ved hjælp af netmediet. Projektet lader to verdensbilleder mødes, så at sige kant til kant. Udgangspunkter er Gaza by og Sderot, som ligger med blot ti kilometer imellem sig, men på henholdsvis den palæstinensiske og israelske side af hegnet.

Hver dag, fem dage om ugen, i to måneder fortæller projektet Gaza Sderot - Life in Spite of Everyting to minutters videohistorie fra hver by: film, som vises på skærmen delvis overlappende, men adskilt af en skrå »grænse«, der samtidig fungerer som tidslinje. Kodeordet er samtidighed: disse mennesker lever ikke kun adskilt, men også i samme verden samtidig. Videoerne skabes synkront af to filmhold, her og nu fra dag til dag, hvorefter de i hast undertekstes på hele fem sprog: arabisk, tysk, engelsk, fransk og hebraisk. Så alle, inklusive hovedpersonerne, kan følge med.

Projektet følger i alt tretten personer, syv palæstinensere og seks israelere. Fiskeren, som føler sig nødsaget til at vove livet og fiske i forbudt farvand, fordi der ikke er fisk nok inde langs kysten, og aldrig ved, om der er brændstof til at tage på havet næste dag (Israel har lukket for forsyningerne). Damefrisøren, som savner at kunne besøge sine venner på den anden side, og hvis kunder udebliver på grund af Hamas' raketregn over byen. Kvinden, hvis jord hører til Gazastribens bedste, men som frygter, at hendes afgrøder skal ende med at blive mejet ned af tanks. Og købmanden, som stiller op til borgmestervalget for sine egne midler, men hvis forretning, der er Sderots ældste, ligner, jeg havde nær sagt, Jerusalems ødelæggelse.

Palæstinensiske Ahmed Quffah på 20 underviser i Kung Fu og har lagt en video på YouTube, hvor han eftergør Bruce Lee's armbøjninger med bare to fingre på gulvet, hvilket har bragt ham i Guinness Rekordbog. Den konkurrence, hvor han besejrede adskillige amerikanere, kunne han nemlig deltage i over webcam, mens han stadig er afskåret fra at gøre almindelig sportskarriere, om så blot på regionalt plan. Israelske Avi Vaknin, der er musiker, har ingen problemer med at rejse - til den tredje fejring af sit bryllup med en amerikansk filmmager - men han glæder sig ikke, for han skal op at flyve. Imens en anden musiker, Khalaf Kassim i Gaza, der også skal til bryllup - for at spille - må nøjes med at lade sig transportere i hestevogn (stadig ingen benzin).

Trådene væves imellem historierne, og kontraster og fællestræk tegnes op. Webudsendelserne kan desuden opleves fra mange vinkler: i lyset af begivenhedernes samtidighed og aktualitet. Gennem personerne enkeltvis. Eller ud fra kortet, som gør de korte afstande endnu mere slående og begivenhederne en tand mere virkelige.

Den sidste mulighed er at gå ud fra emneordlisten, som med tiden nok skal tegne sit helt eget billede. »Kassam-raketter« er ikke for ingenting det hyppigste emne på den israelske side af stregen. Men vægten i webdokumentaren lægges bevidst på alt andet end på storpolitik eller arabisk-jødiske modsætninger og i højere grad på folks dagligdags liv og overlevelse. Pigerne på kunstskolen i Sderot, hvor det kun er rummene med blå vægge, der er sikre (»og så sikre er de nu heller ikke«). Eller den marokkanskfødte kvinde, der kom til Israel, da hun var ti år, og kun har sit køkken at stille sig i læ i , når de frygtede »røde alarmer« lyder. De alarmer, der i starten »gjorde os vanvittige«, som en siger. Men angsten er man åbenbart nødt til bare at fortrænge.

Og i marginen af de filmede historier begynder publikum nu at melde sig, på diverse sprog: »De politiske bånd, men også det, at ingen har lyst til at forlade deres liv eller familie - alt synes at gøre det vanskeligt at ånde på begge sider af muren,« skriver Kirilov fra Paris. »Denne krig skaber et mærkeligt åbent fængsel. Tak fordi I giver disse mennesker en mulighed for at udtrykke sig om deres livsbetingelser.«

»Måske de vil læse vores kommentarer,« håber Miryam fra Istanbul. »Jeg ville ønske at alle folk fra begge sider kunne tale tillidsfuldt sammen og indse, at de deler mange problemer i deres liv på grund af denne krig.«

Den brobyggende webdokumentarserie Gaza Sderot - Life in Spite of Everyting kan følges online indtil slutningen af december, men programmet blev allerede dagen før det gik i luften (!) hædret med Prix Europa-prisen for »Best European Emerging Media Project 2008«.

Det er svært ikke at associere videre fra dette stykke aktivistiske netjournalistik til den belgiske billedkunstner Francis Alÿs (bosat i Mexico), der også har udfordret grænsedragningerne på de samme kanter. På hans New York-galleri David Zwirmers hjemmeside (under Selected Works) kan man endnu se billeder fra hans videoprojekt fra 2007, hvor han med »lækkende« grøn maling trækker en streg tværs gennem Jerusalem. Stregen gengiver den fredsslutningsgrænse Moshe Dayan ved krigsafslutningen i 1948 tegnede med grøn blyant på et kort over Israel, men som aldrig trådte i kraft. Som udstillingstitlen lød: »Nogle gange kan det at foretage noget poetisk blive politisk, og nogle gange kan det at foretage noget politisk blive poetisk.«
 

Bragt i Weekendavisen #45, 7. november 2008

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet