Selvportræt med dyr
Gyldendal 2011
208 s. 229 kr. 100 kr.
Omslagstegning: Al Masson, forfatterfoto: Birgitta Lund
Bogdesign: C. Y. Frostholm/Random Gardens
Bagsidetekst:
”Jeg googler min barndomsveninde og finder hendes idrætsresultater. På satellitbillederne markerer jeg fars grav og zoomer ind på vandet han roede på om morgenen, søen hvor han så storkene fange frøer.
Jeg banker på alle panelerne efter den klassiske hulhed i væggen. Den dobbeltbundede skuffe: Nu er det generindringen jeg husker. Fragmenter som måske slet ikke har med nogen fortid at gøre.
Selvportræt med dyr er en erindringsbog. Ved hjælp af efterbilleder fra fortiden tegner den et poetisk, grumt, kærligt og kritisk portræt af barndom, ungdom og opbrud i en ret almindelig familie i 60’erne og 70’erne. Er det overhovedet muligt at frigøre sig i forhold til familien?
Samtidig er bogen et portræt af det sammenfiltrede kaos af huller, sammenhænge, bedrag og fantasi, som udgør vores historie om os selv. ”
Presseklip:
“Værket er et suverænt udspil i erindringsgenren, kunstnerisk insisterende, sprogligt på et skyhøjt niveau. Og så med dette nærvær i detaljen, der giver en drejning, en mening, en dybde, en underfundighed”
– Torben Wendelboe, Litteratursiden
“(…) denne fine, nænsomme, stilfærdige og alligevel tyst sprængfarlige bog om den svære frigørelse fra en familie. Hvis man læser Selvportræt med dyr, sådan som den formentlig er tænkt, nemlig lyttende og langsomt, kommer man på én gang til at føle sig mere og mindre ensom end før.”
– Erik Skyum-Nielsen, Information
“Selvportræt med dyr er på én gang en beskrivelse af en forsigtig og forvirret basken rundt i verden, samtidig med at den er suverænt velskrevet, præcist afmålt og taler med stor sikkerhed om sit skrøbelige emne.”
– Olga Ravn, Femina
”Værket er den fragmentariske skildring af et levet liv fra den helt spæde barndom til nutidens positioner, udfordrende, fascinerende og tankevækkende at følge i en helt suveræn prosa.”
– Lektørudtalelsen