“Jeg er ikke filosof. Og det gælder i det hele taget for en række af de emneområder, jeg behandler, at der er tale om en ikke-specialists, en dilettants iagttagelser. Jeg er som sagt kun fagmand på et område, nemlig litteraturens.
Imidlertid er det min overbevisning, at den professionelle specialist, der kun holder sig til sit eget lille hjørne af verden, i virkeligheden diskvalificerer sig selv. Også i forhold til sit speciale. Med et banalt eksempel: Megen ny litteratur lader sig overhovedet ikke forstå uden grundig orientering i samtidens billedkunst og musik.
Dette forhold gør sig gældende næsten på alle områder. Faggrænserne skrider netop sammen i den ny horisontalitet, hvor alting ikke mere lader sig opdele i vertikale kasser. Den hidtidige kritiske eksklusivitet må nødvendigvis afløses af større inklusivitet, der inddrager materiale fra hele den vide verden.
At jeg ikke har kunne holde mig til litteraturen, ja måske endda ikke til poesien i min kritik, må altså gerne opfattes som et indlæg for en kvalificeret kritisk dilettantisme. For en mere mobil kritikertype, som er i stand til at sætte over specialismens selvvalgte begrænsninger i tillid til sit eget intellekt og sin egen sensibilitet.”
Hans-Jørgen Nielsen (‘Nielsen’ og den hvide verden, 1968)
