Cia Rinne: archives zaroum (Afsnit P 2008)
[rum]
“There” står der på et skilt bag en linje i et tegnet kvadrat. Klikker man på skiltet, flytter linjen sig, og der står “here”. I et andet kvadratisk felt er en pil fra venstre mod højre; ovenover står der “vorwärts”. Klikker man på pilen, vendes den om; “rückwärts” står der nu – både baglæns og spejlvendt.
Det minimalistiske tekstrum er at finde på websitet Afsnit P som en del af finlandssvenske digter Cia Rinnes visuelt-poetiske værk archives zaroum (2008). I al sin enkelhed viser det at teksten (og verden) tager sig forskelligt ud, afhængig af hvor man ser den fra. At der er andre læseretninger end den vestlige, lineære, for eksempel bagfra og spejlvendt. Og at bogstaver, ord og tekster kan skifte form ligeså vel som tegninger og streger. Den sidste erfaring er et produkt af det 21. århundredes computeranimerede skriftkultur, en kultur vi med al sandsynlighed kun har set begyndelsen af.
Ikke alene integreres ord og tegning, men i og med at de to bevæger sig i forhold til hinanden, udvides spillerummet for tekstens betydning. Aktiviteterne hos Rinne foregår i en gammeldags, sort arkivkasse med gullige faneblade, typografien er fra den akustiske skrivemaskines tid. Titlens zaroum hentyder til den russiske futurismes utopiske zaum-sprog der skulle frisætte sproget som lyd, billede og betydning ved at nedbryde dets vanlige forbindelser. Digte skrevet på zaum og zaroum er tekster ladet med potentiel betydning. Det er potentiel litteratur. Såvel det oprindelige ord som Cia Rinnes titel spiller på forskellige betydninger, heriblandt Traum og Raum, som på tysk også er lydligt tæt på hinanden. archives zaroum demonstrerer en overgang fra bogsidens statiske skrift til computerens dynamiske rum – så vel som fra den konkrete poesi i 60’erne til det 21. århundrede digitale litteratur.
Afsnit P er et barn af dette paradigmeskift. Det virtuelle udstillingssted og arkiv for visuel poesi blev åbnet efteråret 1999 – i forlængelse af det fysiske poesigalleri af samme navn i København 1994-98. Websitet fik sin første form af C.Y. Frostholm, Charlotte Hansen og Karen Wagner. Redaktionen har siden varieret gennem årene(1), men med Frostholm og Wagner som den faste kerne. Frostholm har været sitets gennemgående designer.
P’et står for poesi – og med poesi menes både poesis og pictura. Vi har fra starten af været optaget af poesiens fysiske, især visuelle og plastiske former. Den visuelle poesi er et område som vi intuitivt har ønsket at undersøge og eksperimentere med, men vi har ikke i traditionel forstand teoretiseret eller defineret genstandsfeltet. Undersøgelserne er foregået i marken – i praksis, drevet af vores fornemmelse og æstetiske smag.
Da det var den litteratur som optræder uden for bogen, vi hovedsagligt var optaget af, gav det ikke mening at efterligne bogen som form når vi skulle indrette os i et nyt medium. Vi valgte at kalde Afsnit P for et udstillingsrum og brugte museumsmetaforer som Foyer, Galleri og Information til at strukturere sitet. Med årene fulgte et Anneks og sågar en P-kælder. Det rumlige har konsekvenser for tilegnelsen af de værker og udstillinger som kurateres til det digitale rum. For rum kan man navigere i på mange måder, og ofte skal teksten opleves fra flere vinkler og med flere sanser.
Landskaber omkring digtet Kompas. Morten Søndergaard,
Christian Leifelt og C.Y. Frostholm (Afsnit P 2001).
På Morten Søndergaards udstilling Landskaber omkring digtet Kompas (2000) møder man ved første øjekast tekster der krydser hinanden i alle retninger. Udstillingen kortlægger digtet Kompas fra digtsamlingen Bier dør sovende (Borgen 1998) i tekst, grafik, billede og lyd. Teksterne er lagt ind over det landskab som det oprindelige digt udgør – som en slags længde- og breddegrader der orienterer den oprindelige tekst i nye retninger. Det er musens bevægelse, de valgte klik, der bestemmer hvordan man bevæger sig rundt i værket. De mange lag af tekster i alle retninger – nogle animerede – skaber en uoverskuelighed som man som læser må give sig hen til.
[arkiv]
Eftersom alle projekter gennem årene er blevet bevaret på sitet (*), er Afsnit P også blevet et arkiv over sig selv og sin egen udviklingshistorie. Det er ikke et klassisk arkiv med faneblade (som i Cia Rinnes værk) og alfabetisk orden, men et alternativt arkiv med en anden orden etableret via associationer, korrespondancer og beslægtethed. Og helt fysisk via links.
Netkunstneren og ærkearkivaren Lotte Skadborg Hansen opstiller i Afsnit P-værket Foreløbig inventaropgørelse med eksempler (2004) de første lister til et alternativt og uafsluttet klassifikationssystem med over- og underkategorier og et fletværk at interne henvisninger imellem dem. Metoden er klassisk videnskabelig, men underkategorier som “Fotografens egen skygge” eller “Folk, der har bevæget sig ind i det fotografisk felt” synliggør at også et andet blik end det videnskabelige er på spil – for det upåagtede og næsten usynlige. Lotte Skadborgs arkiver er poetisk nærsynede og ikke uden strejf af galskab.
Karen Wagner og Lars Bukdahl. Amoklæsning (Afsnit P 2001).
I udstillingen Amoklæsning (2001) som undersøger den poetiske læseproces, er enhver form for kategorisering og hierarki borte og afløst af sidestillede associationer. Syv læsere med vidt forskellig baggrund går amok i Simon Grotrians digtsamling Risperdalsonetterne (2000), og læsningerne får i præsentationen lov til at fremtræde kaotiske og vildtvoksende, men forbindes også til en samtale. “Grotrians associationer galopperer med 120.000 i timen, og det er den rejse, man skal på,” udtaler en af læserne i en videooptagelse. Læseren af Amoklæsning kan vælge sin egen rute gennem vildnisset: gennem hver enkelt læsning i den rækkefølge, den er blevet til i, eller man kan forfølge temaer og associationsrækker og springe på kryds og tværs i tekstdiagrammet. Amoklæsning illustrerer hvordan poesi bliver læst, men også i høj grad hvordan man læser nettet. Associativt og springende ”lader man sig glide på fascinationerne, bare på enkelte punkter eller linjer og billeder i de enkelte digte som man synes lige er fede – og så skråt op med meningen!” Citat amoklæser Lars Bukdahl.
[netværk]
Den encyklopædiske og kollektive afsøgning af et emneområde har vist sig at være en frugtbar og net-egnet form at operere i. Som en reaktion på tonen i tiden omkring regeringsskiftet i 2001 bidrog et hold af sprogobservatører – forfattere, billedkunstnere, teaterfolk, komponister, sprog- og litteratureksperter – til Afsnit Ps nye Parlør (2002) med “ordforklaringer” af frit valgte eller selvopfundne ord som makulturminister, selvskab, småhedvanvid, sørgeresultater og paranåja. I alt deltog 40 forskellige stemmer med hver deres tone, genre og stil som det var op til parlørens redaktion at bearbejde og formgive til en helhed. Et eksempel på den medskabende kuratering, som har været karakteristisk for Afsnit Ps metode i store som små samarbejdsprojekter.
Den redaktionelle færdiggørelse af Parløren bestod i at synliggøre de mange interne forbindelser mellem bidragene i form af links. I Jens Blendstrups surreelle tekstsvømme-“Drømmehal” svømmer man i bane 6 i drømme på en bund af roser. Klikker man på “roser”, havner man i Lilian Munk Rösings tekstbidrag Interflora i færd med at sende blomster til Pia Kjærsgaard, dagens buket med både “lyselilla asters og kvalmegrønt”. Lader man sig lokke til at klikke på kvalmegrønt, er man i Celine Haastrups tilsyneladende gedigne ordbogsopslag over ordet grøn. Men inden længe har først en sirlig plæneklipper, siden hen en større græssluger og til sidst også på det aggressiveste en grønthøster fræset teksten væk, så kun ordet “blå” står ensomt tilbage.
Både Amoklæsning og Afsnit Ps nye Parlør udgør et mikrokosmos, hvis form og interne korrespondancer gentages i Afsnit P som helhed, der igen afspejler webbens uendelige net af tekstforbindelser.
Men hvem er forfatteren til Parlør og Amoklæsning når teksten er flerstemmig og skriveprocessen kollektiv? Hvem er overhovedet Afsnit P? Svaret er tautologisk: Afsnit P er de mennesker der laver Afsnit P. Diversiteten i stof og emner har været stor, især i de perioder hvor der har været mange i redaktionen. En overgang var vi fem. Men har stoffet fået lov at svulme encyklopædisk op, har den medskabende formgivning altid været stram og stringent. Måske er det netop den grafiske identitet og det intense samspil mellem form og indhold som er Afsnit P?
[regler og koncepter]
Formidling på nettet er i særlig grad afhængig af et æstetisk koncept der forbinder tekst, navigation, grafisk identitet og atmosfære. Meget tidligt i projektfaserne har vi støbt formen til en udstilling, ofte en grundlæggende metaforik. Charlotte Hansen og Karen Wagners Webessay – en poetik undervejs (2003) er et svimlende tekstvæv om essaygenren i den digitale tidsalder som holdes sammen af rejsemetaforikken. Læseren tages med rundt på fire rejser: en videnskabelig ekspedition, en indre rejse, en storbyferie og en rumrejse. Indgangen til hver rejse er en billet hvorpå rejsens forskellige destinationer – undertemaer – optræder i form af billede og ord. Rejserne bevæger sig forbi mere end et halvt hundrede forskellige stationer og aftegnes ved hjælp luftpost-stribede kuverter. Rejsebreve, frimærkefarver og forskellige slags brevpapir hjælper læseren med at navigere rundt mellem essayets mange stemmer.
Webessayet aftegner i en eksperimenterende og åben stil essaygenrens historie og tendenser. Den fjerde tekstrejse, Rumturisme, har desuden færten af nye essayistiske tekst- og kunstformer affødt af nettet. På den måde synliggør projektet – og inden da netkunstudstillingen ON OFF (2001) – også Afsnit Ps egne transformationer, som vugger i takt med nettets udvikling.
Metaplogging (Afsnit P 2005)
Vi havde hele tiden været bevidst om den nye teknologis potentiale, men gradvist gik det op for os for alvor hvilken nærkontakt der eksisterer mellem den digitale litteratur og den menneskelige læsning og kognition i en tid hvor kommunikationsformerne er i rivende udvikling. Og i samme takt blev også vores formgivning og formidling fokuseret på at gøre Afsnit P til et netspecifikt site hvor både kunst og kritik, performativitet og kommentar greb dybt ind i hinanden. Det var på dette tidspunkt, i 2003, at vi, endnu i blogsfærens barndom, begyndte at “plogge”. Fremover blev Afsnit Ps kortere, mere tidsskriftlignende aktiviteter afviklet i den løbende Plog-strøm, hvorfra en lang række Afsnit P-knopskydninger fandt sted i form af nye projekter.
Ploggen blev Afsnit Ps tænketank, og også den er styret af klare, dogmelignende regler: hvert indlæg bestod af både ord og billeder og var på maksimum 300 ord. Tilblivelsestiden måtte ikke overskride en time. Indlæggene viste sig hurtigt at samle sig omkring centrale Afsnit P-temaer som ord/billede, det offentlige rum, skrift/tegn, konkret poesi og digital poesi. Og som andre blogs er Ploggen bygget op omkring linket, som trækker tråde ud til verden og ind i Afsnit Ps eget univers – og tilbage i dets historie, og er på den måde med til konstant at sammenvæve, fortætte og uddybe Afsnit Ps betydningsnetværk.
C.Y. Frostholm: Litteraturgatan (Afsnit P 2006)
[det offentlige rum]
Internettet er blevet et nyt offentligt rum, men det er samtidig blevet et ekstra vindue til det gamle. Og, som Andreas Brøgger beskriver det i sit fremsynede bidrag The City Writes in Digital Ink til serien Gaderne – byen skriver (2001), er de konkrete og digitale virkeligheder godt og grundigt ved at indlejre sig i hinanden. Gadekunstnerne henter i lige så høj grad deres street cred via internettet, hvor deres flygtige værker foreviges. Og gaden i sig selv bliver til stadighed mere “digitally augmented” med usynlige lag, der kan hentes frem via mobiltelefoner og andre håndholdte gadgets. Det er kun et spørgsmål om tid, før andre mennesker kan downloade slogans til din T-shirt, sådan som Andreas Brøgger forudser det – i en tekst der i øvrigt skal scrolles frem på et (billede af et) billboard i New York City.
I Lene Wissings interaktive værk Word on the Street (2003) kan læseren følge hendes daglige vandring fra Vesterbro til City. Som hun skriver: “Tænk, hvis man kunne lave mouse over i en gade og høre word on the street dér.” I dette værk kan man faktisk. Når man følger ruten på kortet med musen, popper alskens udsagn frem fra opslag, skilte og knapper: “Fri sol i en 1 måned”, står der måske, eller: “Tryk her hvis De fortryder”. Det eneste man ved om ordenes kontekst, er deres placering på Krakkortet.
Der er ikke langt fra Lene Wissing kortlægning af gadernes sprog til C.Y. Frostholms digtsamling Afrevne ord [netversion] (2004). Også her opsnappes de flygtige udsagn i bybilledet: forbipasserendes løse sætninger og murenes opklæbede ord åbner, takket være deres løsrevethed, for nye sammenhænge og poetiske fortolkninger. Og i modsætning til den trykte version af bogen (Borgen 2004) rummer netversionen, der udkom parallelt, også et visuelt og navigatorisk niveau som forvandler læsningen til en slags vandring rundt i teksten på egen hånd. Læseren bliver sat i en situation der minder om forfatterens og fotografens. Og de enkelte digte og tekststumper skriver sig frem oven på fotografier af byens asfalterede flader, som i højere grad end at illustrere bliver en slags scene for ordene.
Sideløbende med disse afrundede gadeværker voksede Pshots frem stykvist fra 2005 til 2008 som en billedlog, hvortil alle og enhver kunne bidrage med snapshots af ord i dagligdagens offentlige rum – graffiti, skilte, paradokser og brandere. Hertil kunne Cia Rinne for eksempel indsende et fotografi af en klynge godt slidte YES og NO-knapper der gik i spil med hendes egen interaktive poesi, og her kunne Morten Schelde placere sin dokumentation af den sammenstyrtede del af det lokale bibliotek – tilfældigvis afdelingen for “Arkitektur” som skiltet over den angiver. Og for dem der fulgte eller bidrog til billedstrømmen, gav den også et nyt, ekstra blik på omgivelserne, en anden slags “augmented reality” faktisk.
[ord/billede]
Den vigtigste fokus for os har over hele linjen været rummet imellem ord og billede. At arbejde med Afsnit P var bevidst at sætte sig mellem mindst to stole. De værker, essay og indlæg vi har publiceret, har så vidt muligt aldrig været kun tekstlige eller kun visuelle, og jo mere sammenvævet de enkelte medier eller kunstarter var, jo “mere Afsnit P” har tingene på en måde været for os.
Klavs Bondebjerg: Omanske nabolag (Afsnit P 2001)
Klavs Bondebjergs bidrag til Gaderne-serien, værket Omanske nabolag (2001), kombinerer ikke blot ord og billede, men introducerer også lyden som et tredje lag. Bondebjerg skrev både poesi, fotograferede og producerede radiofoniske rejseberetninger, og Afsnit P var et de få privilegerede medier der (inden hans alt for tidlige død i 2004) nåede at præsentere hans tre talenter forenet i et enkelt værk.
Hvert fotografi i Omanske nabolag ledsages af et lydbillede som – takket være animationens dvælen – vokser frem fra lydens traditionelle baggrundsposition til at blive selve forgrunden. På billedsiden møder man lukkede graffitiudsmykkede døre, imens stemmer, musik og støj siver fra husene og bazaren. “Der er liv på begge sider af døren/lyd over lyd, musik til musik”, som det siges i et af de digte som gradvist toner frem imellem billederne. Digtsuiten beskriver den orientalske bys skønhed, gådefuldhed og mange lag, imens værket selv på en måde efterligner byens synæstesi. Og de arabiske kragetæer på døren “oversættes” til lyd: “Stemmer slynger sig fra højre/som skriften på døren”.
[skrift/tegn]
I den forstand viser Klavs Bondebjergs værk også, hvor sammenslyngede de forskellige områder som har været Afsnit Ps foretrukne, faktisk er: grænseområdet imellem skrift og billede (og lyd), det offentlige rum og litteraturen uden for bogen. De enkelte elementer i Omanske nabolag er måske nok klart afgrænsede, og teksterne får endda lov til at stå på en hvid skærm for sig selv, men lagene griber ikke desto mindre sammen, og ét sted forenes ord og billede fuldstændigt: i kalligrafien på dørene.
Kalligrafien, skriften og tegnet har ikke så underligt været en rød tråd gennem mange Afsnit P-delprojekter. I essayform har Karen Wagner blandt andet behandlet Arabisk og asemisk kalligrafi (2004), Miniatureskrift og andet uendeligt småt (2004) og Lykkelig ulæselighed (2005). Og Robert Corydons selvopfundne genre, calligrapoetica, er omdrejningspunktet i Thomas Bidstrup Jeppesens omfattende værkpræsentation Corydon – mellem ord og billede (2003). Udstillingen rummer både traditionelle trykte og oplæste digte, tegninger, malerier, fotografier, essays og citater, men den præsenterer dem sammenlinket på tværs af medierne, og med Corydons kalligrafiske billeder i deres midte: Dér hvor rollerne ikke kan adskilles. Som et citat lyder: “jeg føler mig som lyriker og maler, men jeg kan da umuligt sige, hvornår jeg er det ene og hvornår jeg er det andet”.
P-kælder (Afsnit P 2004-2008). P indsendt af Kristofer Hultenberg.
Corydon tog kampen op med de fordomme der ofte har knyttet sig til betegnelser som “multikunstner”, og han foregreb også allerede i 1960’erne den digitale poesi: “at smelte ord, lyd og billede sammen i en form for filmisk rytme.” Og som Martin Deichmann påpeger det i sin katalogtekst “Prikken over i’et” var han desuden et øjemenneske med sans for tegn og detaljer: “det mindstes, det nedslidtes, det næsten-forsvundnes poesi” – “Hellere dele end helheder”. Et blik Corydon-udstillingen har tilfælles med mange af Afsnit Ps andre projekter: Webessay – en poetik undervejs (2003) for eksempel er spækket med detaljer – for ikke at sige konstrueret af dem. Den slags detaljer måske, som Gud skulle bo i ifølge Flaubert, men også den slags der åbner sanserne og betydningerne, og som bringer det nittende århundredes flanør sammen med vor tids inspirerede surfer.
I samme boldgade finder man Monica Aasprongs optagethed af enkeltbogstaver (ikke mindst t’er) i Soldatmarkedet (2007) og Oskar Ponnerts besættelse af ottetallet i Project 8 (2008). Og i Afsnit Ps P-kælder (2004-2008), som alle kunne sende bidrag til, fandt bogstavet P i alle dets afskygninger sin rette “parkeringsplads” ét for ét: En gammel ramponeret kædeskærm med P-form side om side med et fremgroende P skrevet med karse; for ikke at glemme det mikroskopiske der må ses gennem en lup. Enkeltbogstavet er sprogets detalje som åbner til en legende sanselighed der har rødder tilbage til vores tilegnelse af sproget. Ikke underligt blev netop P-kælderen for mange en slags Afsnit P-signaturværk eller øjenåbner i al sin konkrete enkelhed.
[konkret poesi]
For den svenske konkretdigter Åke Hodell var det bogstavet i der – både som lyd og som visuel, menneskelignende figur – var hovedpersonen i en række værker, heriblandt igevär (1963). Den konkrete og visuelle poesi i 1960’erne er i det hele taget en praksis som mange Afsnit P-projekter bevidst eller ubevidst har stået i gæld til. Det har naturligt nok samtidig været et genstandsfelt for adskillige undersøgelser, tidligst som del af den første store gruppeudstilling Hvad er visuel poesi? (2000), hvortil to af bevægelsens vigtigste danske navne, Per Højholt og Vagn Steen, begge bidrog med konkretistiske værker og tanker om litteratur og visualitet. Og med projektet konkretpoesi.se – svensk konkret poesi i 1960’erne (2005) satte Martin Deichmann og C.Y. Frostholm fokus på den endnu mere farverige svenske afdeling, der foruden Hodell omfattede blandt andre Öyvind Fahlström, forfatteren til det første manifest for konkret poesi.
Konkretpoesi.se gør en dyd ud af at krydse teori, praksis, udstilling og antologi i sin formidling af et materiale som i sig selv er gennemført grænseoverskridende. Projektet introducerer til perioden og rummer portrætter, interview og oversatte poetiktekster af syv af periodens hovedpersoner, samt diverse bipersoner og opslagsord. Men det reaktualiserer også digternes visuelle og lydlige værker i et nyt, digitalt medium. De to versioner af Hodells igevär-tekst – en artist book og en EP – bringes sammen i en flashanimation, og den iboende interaktion i Öyvind Fahlströms ordbriktekster og i Jarl Hammarbergs digtlandskaber føres ud i livet på skærmen. Imens datamaskine-effekten og -æstetikken i tekster af Torsten Ekbom og Leif Nylén videreføres med hjælp fra “ægte” random, bits & bites. Udstillingen viser dermed også hvordan den litterære strømning som for mange nok mest forbindes med skrivemaskinens teknologi, også var hvad Chris Funkhouser har kaldt for “forhistorisk digital poesi” (2). Den elektroniske litteratur er ikke vokset ud af ingenting.
[digital poesi]
En lignende bro fra 60’erne bygger også Ottar Ormstad med sine animerede svevedikt (2006). Ormstad indgik i den norske gren af konkretpoesien. I dag er han en del af den elektroniske litteraturscene. Men allerede inden for selve konkretpoesi.se’s rammer ledes der op til i dag med en særlig afdeling af yngre svenske navne fra 2000-tallet, heriblandt Anna Hallberg, Malte Persson og Johannes Heldén som hver på deres måde har anvendt praksisser i tråd med 60’ernes eksperimenter. Arbejdet med konkretpoesien ledte desuden til et “skandinavisk gennembrud” for Afsnit P og et nært samarbejde med miljøet omkring Audiatur-festivalen i Norge og OEI-tidsskriftet i Sverige, samt udøvende inden for sprogmaterialisme og konceptuel skrivning.
Anna Hallberg har senere på Afsnit P slået et vigtigt slag for en litteraturkritik der er mere åben og prøvende i forhold til den ny eksperimenterende nordiske litteratur, nemlig i essayet Her har man altid med sig (2005). Og Johannes Heldén endte med at skabe et af de mest fremadrettede digitalpoetiske værker, nemlig Primärdirektivet / The Prime Directive (2006), som led i serien Ord i øjet – ny nordisk poesi, hvori også Rinnes archives zaroum og Aasprongs Soldatmarkedet indgår.
Johannes Heldén: Primärdirektivet (Afsnit P 2006)
Johannes Heldén er et multitalent i ordets bedste betydning. I Primärdirektivet står han for alt fra skrift, tegning, musik til flashprogrammering og oversættelse. Og også han har en svaghed for detaljen. Indgangen til værket sker (med tungen i kinden) via to svævende læderindbundne, men samtidig hologramagtige bøger. Det første bind, “Fragmentets Flyktväg”, fører ind til et dystopisk sci-fi-landskab, hvor dystre dronelignende fly svæver forbi, og ensomme små biler kører i endeløse motorvejsudfletninger. Når man flytter musen, ser man landskabet som igennem en røntgen lup, og efter lidt tid forstår man at hvert punkt i landskabet repræsenterer et tekstfragment, som kommer til syne over billedet. Når man holder museknappen nede, får man en anden tekststump igen. Uanset om man gør sig forsøg på at bevæge sig lineært, er digtet man læser ikke muligt at samle til lange meninger. Man er mest af alt i en stemning, et stykke ambient poesi, hvilket lydsiden også understreger; men det forhindrer på ingen måde én i selv at knytte sammenhænge i det åbne værk.
I forhold hertil er det andet svævende bind, selve “Primärdirektivet”, anderledes ordknapt og styret. Her er det glødende punkter i en dunkel, abstrakt fordrejet verden man skal afsøge med musen. Hvert punkt lyser op og får lyd når man peger på det, hvorefter et digt toner frem i grønt og hvidt og bliver skiftevis skarpt og uskarpt. Ordene skrives og forsvinder: “du kommer på något bra, du/blir ivrig/kommer allt att falla på plats”, starter én tekstmobile. “Du kommer att glömma”, slutter en anden, før den starter forfra i sit loop.
Den digitale poesi, som Johannes Heldéns værk er et smukt eksempel på, er ikke blot et nyt og unikt rum at skabe og opleve litteratur i. Det er også et spejl for hele den nye digitale skriftkultur som vi tager del i disse år, og hvor det flygtige og fragmentariske er markante kendetegn. Eller sagt på en anden måde: det er en genre som formår at gribe de kreative muligheder i mediet, men samtidig rummer et helt særligt potentiale for at forholde sig teknologikritisk. Samtidig kan det, som i Heldéns tilfælde i særdeleshed, være et sted hvor grænsen mellem de enkelt medier, og imellem roller som forfatter, billedkunstner og programmør, ikke længere er mulig at optegne. Værket er en helhed og må opleves som det. Og altså må kritikken også forandre sig.
[labyrint]
Afsnit P rummer mange verdener at fortabe sig i; universer som ikke desto mindre – og helt bevidst – er en udfordring til læseren. Hvis man skal betragte sitet som et samlet, om end meget sammensat, værk, står det klart at læseren ikke har haft direkte medindflydelse på tilblivelsesprocessen. Afsnit P er ikke det store demokratiske open source hvor læseren skriver med på work-in-progress-tekster og selv er med til at definere resultatet. Interaktionen foregår inden for de æstetiske rammer som vi har udstukket. Vi har udnyttet nogle af nettets muligheder og fravalgt andre. Fravalget af interaktivitet i den store skala har givet ro til at indrette et unikt rum som, hvor labyrintisk det end er, har båret en svært definerlig rød tråd gennem alle de opståede møder – mellem former, genrer, vidensområder og mellem mennesker. En kollektiv p(er)sonlighed?
Sådan ser Afsnit P ud herfra, hvor vi står, ti år fra start – “here” og ikke “there” –og kan se konturerne lidt udefra, lidt fra siden, og naturligvis mest indefra.
C.Y. Frostholm
Karen Wagner
–––
(1) I redaktionen gennem tiden desuden: Andreas Brøgger, Martin Deichmann og
Peter Kirkhoff Eriksen.
(2) C. Funkhouser: Prehistoric Digital Poetry: An Archaelogy of Forms, 1959-1995. University of Alabama Press, 2007.
* Indtil 2025. Sitet havde allerede i en årrække været svært navigerbart, pga. Flash-teknologiens afskaffelse.
En række af projekterne findes stadig arkiveret enkeltvist her på cyf.dk, flere er undervejs.
Artiklen blev skrevet til Bogens Verdens tema om litteratur og net i nr. 3, 2009.
