Jeg kommer cyklende i det samme kryds som jeg plejer, og kører over for grønt, og som altid kommer der en cyklist kørende ind fra højre, selv om der er rødt for ham, og jeg holder kun halvvejs tilbage for ham, fordi det nu en gang er min ret at køre over for grønt, men det får ham ikke til at sætte farten ned som jeg havde forestillet mig det ville, han underviger mig bare med en hårsbredde og uden at se sig tilbage, eller rettere: omhyggeligt uden at få øjenkontakt, også efter at jeg højlydt, men for én gangs skyld stadig smilende, har gjort opmærksom på, at det altså var ham der skulle holde tilbage. Og hele vejen hen ad boulevarden kører vi så, han lige en anelse foran mig, imens jeg, også endnu engang, tænker på, om han mon er flov eller vred eller simpelthen bare fløjtende ligeglad, og hvad der gør mig selv mest bange – risikoen for sammenstødet, “jeg er cyklist og kan te mig som jeg vil”-mentaliteten, eller netop angsten for at kommunikere, hvordan jeg så kan vide, det er en angst.
